Flint, eller flintsten, er en form for sedimentær sten sammensat af tæt, mikrokristallinsk silica (kvarts). Flint er ofte meget hård og kompakt og bryder med en karakteristisk konkoidal (skalskåret) brudflade, hvilket gør den skarpkantet og velegnet til forarbejdning til redskaber.

Dannelse

Bånd og knuder af flint findes typisk indlejret i kridt og andre bløde former for kalksten. Den silica, som danner flinten, stammer ofte fra nedbrydning af organiske kilder som svampespikler, radiolarier og diatomér, der er opløst og derefter udfældet igen i hulrum, sprækker eller omkring organiske rester i sedimentet. Processen inkluderer dannelse af en silicagel, efterfulgt af diagenese, hvor geléen krystalliserer til mikrokvarts.

Udseende og egenskaber

Flint forekommer oftest i farver fra grå og brun til sort; mørkere nuancer skyldes organisk materiale eller små urenheder. Friske brudflader er typisk blanke og glatte, og flint har en høj hårdhed (ca. 7 på Mohs-skalaen). Den er tæt, næsten ikke-porøs, og dens konkoide brud gør, at den kan flække i skarpe flager, hvilket historisk har været udnyttet til redskabsfremstilling.

Geologisk og sedimentær rolle

Når kridtet eroderes, overlever de hårde flintknuder som småsten på en strand med sten. Disse flintsten er modstandsdygtige over for kemisk og mekanisk nedbrydning sammenlignet med det omgivende kridt. Det kan ske, at småstenene senere bliver cementeret ind i en anden sten, f.eks. en puddingsten. På den måde udgør de for anden gang en sedimentær sten. Flint kan også bevare silificerede fossiler, hvor organiske strukturer er erstattet af silica.

Historisk anvendelse og moderne brug

  • Forhistorisk tid: Flint har været et af menneskets vigtigste redskabsmaterialer til skæreredskaber og spidser på grund af den skarpe brudflade.
  • Ildtænding: Flint kan ved at blive slået mod stål afgive gnister og bruges til at antænde ild.
  • Byggeri og dekoration: I områder med flintforekomster er stenen anvendt i murværk og som dekorativ sten i facader.
  • Geologisk forskning: Flintens forekomst og sammensætning hjælper geologer med at forstå sedimentære miljøer og diagenetiske processer.

Forekomster

Flint forekommer i mange dele af verden i stratigrafiske bånd i kridt og kalkaflejringer. I Danmark er flint kendt fra kystklinter som Møns Klint og Stevns Klint, mens berømte forekomster også findes i det sydlige England, Tyskland og Nederlandene.

Vedligeholdelse og sikkerhed

Flint er robust, men kan knække i skarpe fragmenter ved slag. Ved arbejde med flint (f.eks. til bueskårne redskaber eller smykkefremstilling) bør man benytte beskyttelsesbriller og handsker for at undgå skære- og slagsskader.

Flint er altså en karakteristisk, hård form for sedimentær silica-sten med både geologisk betydning og en lang kulturhistorisk anvendelse.