Sino-vietnamesiske tegn (vietnamesisk: Hán Nôm) er tegn i kinesisk stil, der kan læses enten med vietnamesiske udtaler eller med sino‑vietnamesiske (kinesiske) læsninger. Når de bruges til konsekvent at skrive vietnamesisk som et selvstændigt skriftsystem, omtales de som Nôm. De samme grafiske enheder kan ofte også læses som kinesiske tegn; i den sammenhæng betegnes læsningen som han‑vietnamesisk eller kinesisk‑vietnamesisk. Systemet til at gengive kinesiske udtaler for vietnamesiske læsere, kaldet Han‑Viet, spiller samme rolle for vietnameserne som pinyin gør for vestlige læsere af moderne kinesisk.

Historisk baggrund

Kinesiske skrifttegn blev introduceret i det område, der i dag er Vietnam, i forbindelse med kinesisk indflydelse og besættelse, bl.a. under Han-imperiet, som etablerede stærke institutionelle bånd allerede omkring 111 f.Kr.. Selv efter at Vietnam opnåede selvstændighed i det tidlige middelalder (perioden omkring 9. århundrede, formelt fuldendt omkring 939 e.Kr.), forblev klassisk kinesisk (Hán văn) det formelle skriftsprog til administration, litteratur, filosofi og religiøse tekster i mange århundreder.

Nôm og tegnskabelse

For at gengive vietnamesisk talesprog udviklede vietnamesiske lærde og skrivere selvstændige tegn og kombinationer—ofte ved at modificere eksisterende kinesiske tegn eller ved at sammensætte komponenter—såkaldte chữ Nôm. Disse tegn kan være:

  • lånte kinesiske tegn brugt med vietnamesisk betydning og udtale;
  • nye, lokale nyskabelser dannet ved at kombinere elementer fra kinesiske tegn for at repræsentere vietnamesiske ord, morfemer eller udtaler;
  • grafiske varianter og regionale former, som ikke nødvendigvis findes i standardkinesisk skriftsprog.

Derfor findes der mange tegn i Hán Nôm‑korpusset, som er unikke for Vietnam og som sjældent eller aldrig bruges i Kina.

Læsning og udtale: Han‑Viet

Han‑Viet-systemet (også kaldet Sino‑Vietnamese reading) er et lag af udtaler, der svarer til de historiske kinesiske udtaler optaget i vietnamesisk. Når vietnamesere læser klassiske kinesiske tekster, anvender de disse faste sino‑vietnamesiske læsninger. Samtidig kan de samme tegn i en Nôm‑tekst også få en indfødt vietnamesisk (monosyllabisk eller sammensat) læsning. Denne dobbeltheden er karakteristisk for Hán Nôm‑materialet og stiller særlige krav til læsning og fortolkning.

Moderne udvikling og bevarelse

I begyndelsen af det 20. århundrede begyndte Vietnam gradvist at erstatte de traditionelle tegn med et latinsk baseret alfabet, quốc ngữ, som i løbet af 1920'erne og frem blev standarden for uddannelse, administration og medier. På trods af dette blev store mængder kulturelt og historisk materiale bevaret i Hán Nôm.

For at bevare og studere denne arv blev Han‑Nom‑instituttet etableret i Hanoi i 1970. Instituttet indsamler, katalogiserer og forsker i manuskripter, stele‑indskrifter, litteratur og administrative dokumenter skrevet i såvel klassisk kinesisk som i Nôm.

Unicode og elektronisk kodning

Et centralt problem for digital bevaring er kodning af de mange specielle, vietnamesiske tegnvarianter. Han‑Nom‑instituttet indsendte en omfattende liste med 19 981 kinesisk‑vietnamesiske tegn til Unicode med det formål at sikre korrekt elektronisk repræsentation. Indsendelsen indeholder et kernesæt på 9 299 tegn, ofte omtalt som Nôm‑ideografierne, som dækker de mest almindelige og nødvendige grafemer for forskning og digital arkivering.

Integrationen i Unicode gør det muligt at søge i, offentliggøre og bevare Hán Nôm‑tekster på moderne digitale platforme, hvilket er afgørende for forskning, undervisning og kulturarvsarbejde.

Nuværende anvendelse og betydning

I dag bruges Hán Nôm fortrinsvis i akademiske, historiske og religiøse sammenhænge. Studier i sprog, historie, litteratur og jura anvender disse kilder intensivt, fordi mange ældre dokumenter og digte kun findes i Hán eller Nôm. Der er også en levende interesse for kalligrafi, restauration og digitalisering, så den vietnamesiske skriftarv bevares for kommende generationer.

Resumé: Hán Nôm repræsenterer et lag af kinesisk‑inspirerede skrifttegn, som vietnamesere brugte både til at skrive klassisk kinesisk og til at skabe et lokalt, skriftligt udtryk for vietnamesisk (Nôm). Systemet Har dybe historiske rødder, komplekse læseregler (Han‑Viet) og et nutidigt behov for digital bevaring via Unicode‑kodning.