Wade‑Giles (forenklet kinesisk: 威妥玛拼音 eller 韦氏拼音; traditionelt kinesisk: 威妥瑪拼音; pinyin: wēituǒmǎ pīnyīn), undertiden forkortet Wade, er et romaniseringssystem for det kinesiske sprog, baseret på den mandarinform, der anvendes i Beijing. Systemet blev udarbejdet af Thomas Wade i midten af det 19. århundrede og fuldt udviklet af Herbert Giles i hans kinesisk-engelske ordbog fra 1892.

Historie og udbredelse

Wade‑Giles var det dominerende translitterationssystem i den engelsksprogede verden gennem størstedelen af det 20. århundrede. Det afløste tidligere Nanjing-baserede romaniseringssystemer, som var almindelige frem til slutningen af det 19. århundrede. Efter Folkerepublikken Kinas indførelse af Hanyu pinyin i 1958 og internationale anbefalinger herom, blev Wade‑Giles gradvist erstattet i mange sammenhænge. Alligevel fortsatte systemet længe i akademisk litteratur, i vestlige bøger om Kina udgivet før 1979 og i brug i Taiwan (Republikken Kina)) i flere årtier.

Grundprincipper

Wade‑Giles skelner primært mellem aspirerede og uaspirerede konsonantlyde fremfor mellem stemte og ustemte lyde, hvilket afspejler et vigtigt træk ved mandarin. En karakteristisk og lettilgængelig praksis i Wade‑Giles er brugen af apostrof (') til at markere aspiration: en konsonant med apostrof er aspireret, mens den uden apostrof er uaspireret. Eksempler:

  • I pinyin skrives ping, mens samme lyd i Wade‑Giles skrives p'ing (aspireret p).
  • b i pinyin (uaspireret) skrives som p i Wade‑Giles; tilsvarende skrives pinyin p (aspireret) som p' i Wade‑Giles.

Derudover bruger Wade‑Giles bestemte bokstavkombinationer, som adskiller sig fra pinyin, fx hs svarende til pinyins x (fx Xi'an = Hsi‑an i Wade‑Giles) og ch/ch' for nogle af de affrikative lyde, som i pinyin angives med j, q, zh og ch afhængigt af aspiration og artikulation.

Toneangivelse

I de oprindelige udgaver angav Wade‑Giles toner ved hjælp af diakritiske tegn. I praksis blev disse toneangivelser ofte udeladt i trykte værker og i populærbrug, hvilket gør mange Wade‑Giles‑former ufuldstændige for dem, der ønsker fuld fonetisk præcision.

Praktiske eksempler

  • Beijing (pinyin) = Pei‑ching (Wade‑Giles)
  • Dao (pinyin) = Tao (Wade‑Giles uden tonemarkering)
  • Taiji (pinyin) = T'ai chi (Wade‑Giles, viser apostrof for aspiration)
  • Gongfu (pinyin) = Kung fu i mange vestlige anvendelser (bastardiseret form uden korrekt aspirationstegn)
  • Mao Zedong (pinyin) = Mao Tse‑tung (Wade‑Giles)

Kritik, misforståelser og »bastardiserede« former

Apostroffen, som i princippet forbedrer nøjagtigheden ved at vise aspiration, blev ofte misforstået eller overset af læsere, der ikke kendte systemet. Når apostroffen udelades (med eller uden anden tilpasning af stavemåden), opstår let forvekslinger i udtale, og mange ikke‑kinesere har derfor udtalt ord forkert. Sådanne ufuldstændige eller forenklede Wade‑Giles‑former kaldes ofte »bastardiserede Wade‑Giles«-stavemåder.

Sammenligning med pinyin og moderne brug

Hanyu pinyin blev udviklet i Folkerepublikken Kina og har siden 1958 vundet bred international udbredelse. Pinyin er fonetisk mere konsistent for moderne mandarin og undgår mange af de forvirringer, apostroffer og historiske konventioner i Wade‑Giles medfører. Internationale organisationer, bibliografiske standarder og de fleste lande skiftede derfor gradvist til pinyin i løbet af 1970'erne og 1980'erne.

Alligevel lever Wade‑Giles videre i ældre litteratur, i etablerede vestlige navneformer (fx Chiang Kai‑shek, Mao Tse‑tung) og i stednavne og personnavne i Taiwan indtil nyere tid. Taiwan har senere indført andre systemer (inklusive Tongyong Pinyin og siden Hanyu Pinyin lokalt), men historiske navne og mange personnavne bruger stadig ældre romaniseringer.

Betydning for læsere og forskere

For læsere af historisk litteratur om Kina og for forskere, bibliotekarer og oversættere er kendskab til Wade‑Giles nyttigt, fordi mange kilder og navne fra før skiftet til pinyin er romaniseret efter dette system. Når man arbejder med tekster på tværs af perioder, er det derfor ofte nødvendigt at kunne genkende og omsætte mellem Wade‑Giles og pinyin for at sikre korrekt identifikation af personer, steder og termer.

Kort opsummering: Wade‑Giles er et klassisk, historisk vigtigt romaniseringssystem for mandarin, kendt for sin brug af apostrof til at markere aspiration. Systemet er i vid udstrækning erstattet af pinyin, men det ses stadig i ældre værker, i visse navneformer og i dele af Taiwan.