LZ 129 Hindenburg var et stort tysk luftskib, der blev bygget i 1936. Det blev opkaldt til ære for den tyske feltmarskal og statsmand Paul von Hindenburg. Sådanne luftskibe kaldes Zeppelin. Sammen med en anden Zeppelin, LZ 130 Graf Zeppelin, var det blandt de største luftskibe i verden på det tidspunkt, hvor det blev bygget. Hindenburg blev konstrueret til at tilbyde luksuriøs transatlantisk passagertrafik og havde en indretning med kabiner, spise- og opholdsområder, samt plads til bagage og fragt.

Design og tekniske træk

Hindenburg var et rammebygget luftskib med et skelet af aluminiumlegering og fyldt med mange gasceller. For at opnå lang rækkevidde og plads til passagerer brugte man hydrogen som løftegas – ikke helium – fordi helium var knapt og USA på det tidspunkt begrænsede eksporten. Anlægget var drevet af flere motorer og var konstrueret til relativt stabil og økonomisk transatlantisk drift.

  • Længde og volumen: Luftskibet var meget langt (omkring 245 meter) og havde en gasvolumen i størrelsesordenen flere hundrede tusinde kubikmeter, hvilket gav betydelig løfteevne.
  • Fremdrift: Flere dieselmotorer drev propelaggregater, som gjorde det muligt at gennemføre ruteflyvninger over Atlanterhavet.
  • Komfort: Passagerområdet var designet til komfort med spise- og opholdsrum, og man satsede på at tiltrække velhavende rejsende med en oplevelse i højere standard end almindelige civile flyvende alternativer på den tid.

Berømmelse, rejser og politisk brug

Zeppelin fik stor omtale og blev hurtigt berømt. Bokseren Max Schmeling fløj med den tilbage til Tyskland efter at have besejret Joe Louis i USA. Den var også til stede under åbningsceremonien af de olympiske sommerlege i 1936, som blev afholdt i Berlin. Denne opmærksomhed blev delvist udnyttet politisk som en del af Nazi-Tysklands propaganda, samtidig med at Zeppelin-selskabet forsøgte at etablere en kommerciel flåde af luftskibe til transatlantisk tjeneste.

Havariet i Lakehurst og konsekvenser

Hindenburgs berømmelse endte dramatisk den 6. maj 1937 ved ankomsten til den amerikanske mastestation i Lakehurst, New Jersey. Under landingsmanøvren antændtes skibet og brændte hurtigt; en stor del af luftskibet gik tabt i løbet af minutter. Havariet blev dokumenteret i radioindslag og på film – mest berømt er Herbert Morrisons følelsesladede radioreportage, hvor udtrykket "Oh, the humanity!" blev kendt verden over.

Havariets præcise årsag er stadig genstand for diskussion, men de mest udbredte teorier peger på, at en gnist (muligvis forårsaget af statisk elektricitet eller en kortslutning) antændte det brændbare ydre stof eller lækket hydrogen. Kombinationen af brændbar beklædning, brint som løftegas og ugunstige vejrforhold bidrog til katastrofens omfang. Hændelsen førte hurtigt til tab af offentlig tillid til brintfyldte passagerluftskibe og markerede i praksis afslutningen på æraen med store kommercielle Zeppelin-passagerflyvninger.

Efterspil og arv

Efter ulykken blev der gennemført undersøgelser, og ulykken fik stor betydning for luftfartsregulering og -sikkerhed. Brugen af hydrogen til passagerluftskibe blev anset som alt for risikabel, og stigningen i motoriserede fly gjorde luftskibe mindre konkurrencedygtige. Hindenburg-forliset sidestilles i historien som et vendepunkt, der accelererede udviklingen væk fra store, brintfyldte luftskibe.

Hindenburg forbliver et historisk ikon — både som et teknisk vidunder fra mellemkrigstiden og som et dystert varsel om, hvor hurtigt et teknologisk gennembrud kan ende i tragedie. Der er bevaret fotografier, filmoptagelser og vidneudsagn, som fortsat gør hændelsen genstand for studier, mindesmærker og populær interesse verden over.