Claudius

Attentatet på Caligula

Den 24. januar 41 e.Kr. blev Caligula myrdet af en bred sammensværgelse. Der er ingen beviser for, at Claudius var direkte involveret i mordet, selv om det er blevet hævdet, at han kendte til komplottet. I kaoset efter mordet var Claudius vidne til, at den tyske garde nedlagde flere uinvolverede adelsmænd, herunder nogle af hans venner. Han flygtede til paladset for at gemme sig. Ifølge traditionen fandt en pretorianer ved navn Gratus ham, der gemte sig bag et forhæng, og erklærede ham pludselig for kejser. En del af vagten kan have planlagt at opsøge Claudius, måske med hans godkendelse. De forsikrede ham om, at de ikke var en af de grupper, der var ude efter hævn. Han blev sat under deres beskyttelse.

Senatet mødtes hurtigt og begyndte at drøfte et regeringsskifte. Da de hørte om prætorianernes krav, krævede de, at Claudius skulle overgives til dem til godkendelse. Han nægtede, da han fornemmede fare. Til sidst blev senatet tvunget til at give efter, og til gengæld benådede Claudius næsten alle lejemordere.

Mønt af Herodes af Chalcis, der viser Herodes af Chalcis sammen med broderen Herodes Agrippa af Judæa, der kroner Claudius. British Museum

Udvidelse af imperiet

Under Claudius udvidede riget sig for første gang siden Augustus' regeringstid. Provinserne Thrakien, Judæa og tre andre provinser blev annekteret i hans embedsperiode. Annekteringen af Mauretanien, der var påbegyndt under Caligula, blev afsluttet efter nederlaget til oprørsstyrkerne og delt i to provinser. Den vigtigste nye udvidelse var erobringen af Britannia. I 43 e.Kr. sendte Claudius fire legioner til Britannien (Britannia). Britannien var et attraktivt mål for Rom på grund af dets rigdom - især miner og slaver. Det var også et tilflugtssted for galliske oprørere og lignende, og derfor kunne man ikke lade det være i fred meget længere. Claudius selv rejste til øen efter afslutningen af de første offensiver og medbragte forstærkninger og elefanter.

Senatet gav ham en romersk triumf for hans indsats: i Romerriget var det kun medlemmer af den kejserlige familie, der havde ret til sådanne hædersbevisninger. Claudius ophævede senere denne begrænsning for nogle af sine generaler. Da den britiske general Caractacus blev taget til fange i 50, gav Claudius ham livet. Caractacus levede sine dage ud på jord stillet til rådighed af den romerske stat, hvilket var en usædvanlig afslutning for en fjendtlig kommandant.

Claudius foretog en folketælling i 48 e.Kr., som viste 5.984.072 romerske borgere, hvilket var en stigning på omkring en million siden den folketælling, der blev foretaget ved Augustus' død.

Ægteskaber og privatliv

Claudius blev gift fire gange. Hans første ægteskab, med Plautia Urgulanilla, fandt sted efter to mislykkede forlovelser. Under deres ægteskab fødte hun en søn, Claudius Drusus. Desværre døde Drusus Drus af kvælning i sine tidlige teenageår, kort efter at han var blevet forlovet med Junilla, datter af Sejanus. Claudius lod sig senere skille fra Urgulanilla på grund af utroskab og på grund af mistanke om mordet på hendes svigerinde Apronia. Da Urgulanilla fødte efter skilsmissen, afviste Claudius den lille pige, Claudia, da faderen var en af hans egne frigivne mænd.

Kort tid efter (muligvis i 28 e.Kr.) giftede Claudius sig med Aelia Paetina, en slægtning til Sejanus, hvis ikke Sejanus' adoptivsøster. Under deres ægteskab fik Claudius og Paetina en datter, Claudia Antonia.

Nogle år efter skilsmissen fra Aelia Paetina, i 38 eller begyndelsen af 39 e.Kr., giftede Claudius sig med Valeria Messalina, som var hans første kusine, som var tæt forbundet med Caligula's kreds. Kort tid efter fødte hun en datter Claudia Octavia. En søn, der først blev kaldt Tiberius Claudius Germanicus og senere kendt som Britannicus, blev født lige efter Claudius' tronbestigelse. Dette ægteskab endte i en tragedie. Messalina var Claudius jævnligt utro og manipulerede hans politik for at samle rigdom. I 48 e.Kr. giftede Messalina sig med sin elsker Gaius Silius ved en offentlig ceremoni, mens Claudius var i Ostia. Resultatet var henrettelsen af Silius, Messalina og de fleste af hendes omgangskreds. Claudius fik prætorianerne til at love at dræbe ham, hvis han nogensinde giftede sig igen.

Agrippina den yngre

På trods af denne erklæring giftede Claudius sig endnu en gang med sin niece Agrippina den yngre.

Silius' og Messalinas kupforsøg havde sandsynligvis fået Claudius til at indse, at hans position var svag, da han ikke havde en åbenlys voksen arving, idet Britannicus kun var en dreng. Agrippinas søn Lucius Domitius Ahenobarbus (kejser Nero) var en af de sidste mænd i den kejserlige familie. Fremtidige kupforsøg kunne samle sig om parret, og Agrippina viste allerede sådanne ambitioner. Under alle omstændigheder accepterede Claudius Agrippina, og senere adopterede han den nyligt modne Nero som sin søn.

Nero blev gjort til fælles arving med den mindreårige Britannicus, gift med Octavia og stærkt forfremmet. Nero var populær i offentligheden som barnebarn af Germanicus og direkte efterkommer af Augustus.

Død, guddommeliggørelse og omdømme

De gamle historikere var enige om, at Claudius blev myrdet med gift og døde i de tidlige morgentimer den 13. oktober 54 e.Kr. Beretningerne varierer meget, men næsten alle anklager hans sidste hustru Agrippina for at have stået bag. Agrippina havde et motiv i at sikre Neros arvefølge, før Britannicus kunne få magten.

Claudius blev af Suetonius beskrevet som fysisk frastødende, svag og let manipulerbar af sine koner og ledsagere, men denne historiker kan man ikke helt stole på. De overleverede værker om Claudius giver et andet billede. De tegner et billede af en intelligent, lærd, velbelæst og samvittighedsfuld administrator med sans for detaljer og retfærdighed. Claudius bliver således en gåde. Siden opdagelsen af hans brev til alexandrinerne i sidste århundrede er der blevet gjort meget arbejde for at rehabilitere Claudius og fastslå, hvor sandheden ligger.

Videnskabelige værker og deres virkning

Claudius skrev meget i hele sit liv. Ud over historien om Augustus' regeringstid omfattede hans vigtigste værker en etruskisk historie og otte bind om karthaginiens historie samt en etruskisk ordbog og en bog om terningespil. Claudius er den sidste person, der vides at have været i stand til at læse etruskisk. Hans første kone var etruskisk. Endelig skrev han en selvbiografi i otte bind.

Desværre er ingen af disse store værker bevaret. De lever dog videre som kilder til de overlevende historier om det julio-claudianske dynasti. Suetonius citerer Claudius' selvbiografi én gang, og må have brugt den som kilde adskillige gange. Tacitus kan have brugt ham til nogle af de mere antikvariske passager i sine annaler. Claudius er kilden til adskillige passager i Plinius' Natural History. Plinius krediterer ham ved navn i bog VII 35. ^p83

Mange af de offentlige arbejder, der blev iværksat i hans regeringstid, var baseret på planer, som Julius Cæsar først havde foreslået. Levick mener, at denne efterfølgelse af Cæsar kan have spredt sig til alle aspekter af hans politik.

I litteratur og film

Den bedst kendte fiktive fremstilling af kejser Claudius var bøgerne I, Claudius og Claudius the God (udgivet i 1934 og 1935) af digteren Robert Graves. De er begge skrevet i første person, som om de er Claudius' selvbiografi. Graves' plot antydede, at der var nyligt opdagede, ægte oversættelser af Claudius' skrifter. Claudius' ægte overlevende breve, taler og ordsprog blev indarbejdet i teksten (mest i den anden bog, Claudius the God) for at tilføje autenticitet.

Graves' to bøger dannede grundlag for BBC's tv-serie I, Claudius. Serien havde Derek Jacobi i hovedrollen som Claudius og blev sendt i 1976 på BBC2. Den var en betydelig kritisk succes og vandt flere BAFTA-priser. Serien blev senere sendt i USA på Masterpiece Theatre i 1977. DVD-udgivelsen af tv-serien indeholder dokumentarfilmen The Epic that Never Was.

Claudius er blevet portrætteret i film ved flere lejligheder. I, Claudius (1937, instruktør Josef von Stromberg), ufuldendt; Charles Laughton som Claudius var en stor præstation. De overlevende filmruller blev vist i BBCtv-dokumentaren The Epic that never was (1965), der afslørede nogle af Laughtons mest fuldkomne skuespilpræstationer. Desuden mindre portrætteringer i Demetrius and the Gladiators (1954) og Caligula (1979).

Ancestry

Slægtninge til Claudius

8. Drususus Claudius Nero I 4. Tiberius Claudius Nero 9. Claudia 2. Nero Claudius Drusus 10. Marcus Livius Drusus Claudianus 5. Livia Drusilla 22. Aufidius Lurco 11. Aufidia 1. Claudius 24. Marcus Antonius Orator 12. Marcus Antonius Creticus 6. Mark Antonius 26. Lucius Julius Cæsar III 13. Julia Antonia 3. Antonia Minor 28. Gaius Octavius 14. Gaius Octavius 7. Octavia Minor 30. Marcus Atius 15. Atia Balba Caesonia 31. Julia Minor