Gaius Plinius Secundus (23 e.Kr. – 25. august 79 e.Kr.), bedre kendt som Plinius den Ældre, var en romersk forfatter, naturforsker og naturfilosof. Han var også en fremtrædende officer af den ridderske orden (equites), fungerede som flådechef og havde forskellige administrative opgaver i det tidlige Romerrige. Plinius var en personlig ven af kejser Vespasian og stod tæt på magthaverne i sin samtid.
Liv og karriere
Plinius blev født i Novum Comum (nutidens Como) omkring år 23 e.Kr. Han tilhørte den velstillede ridderstand og gjorde karriere gennem militære og administrative poster. Blandt hans vigtigste embeder var kommandoen over flåden i Misenum (praefectus classis Misenensis), hvilket gav ham ansvar for det vestlige Middelhav og udsatte ham for observationer af natur- og søfænomener ved Napolibugten.
Plinius var en lærd autodidakt; han tilbragte en stor del af sit liv med læsning, feltundersøgelser og skrivning. Han samlede oplysninger fra et bredt udsnit af tidligere forfattere, rejsende, håndværkere og tidens eksperter, hvilket kom til udtryk i hans hovedværk.
Natural History (Naturalis Historia)
Plinius samlede sine observationer og viden i det omfattende encyklopædiske værk Natural History ("Naturalis Historia"), et arbejde i 37 bøger, som dækker et meget bredt felt. Værket blev skrevet på latin og udgør både et leksikon og en kompilering af antikkens viden om naturen. Emnerne omfatter blandt andet:
- astronomi og kosmologi
- geografi og etnografi
- menneskekroppen og medicinske observationer
- dyreriget og zoologi
- planter, botanik og landbrug
- mineralogi, sten og metaller
- teknik, håndværk og kunsthistorie
Plinius’ metode var at samle, citere og kommentere kilder—han angav titusinder af citater og henvisninger til ældre forfattere. Værket er ikke en moderne videnskabelig fremstilling; det rummer både nøjagtige observationer, folketro, anekdoter og fejlslutninger. Alligevel har Natural History stor historisk værdi, fordi mange af de kilder, han citerer, ellers er gået tabt.
Død ved Vesuvs udbrud
Plinius den Ældre døde den 25. august 79 e.Kr., da Vesuvs udbrud ødelagde byerne Pompeii og Herculaneum. Ifølge beretningen fra hans nevø, Plinius den Yngre, der skrev detaljerede breve om udbruddet, forsøgte Plinius den Ældre at lade sig sejle til området for at redde venner og undersøge fænomenet. Han var daværende befalet flåden i Misenum og brugte flådens fartøjer i redningsforsøg. Under opholdet i Stabiae indåndede han giftige gasser og røg fra udbruddet, hvilket menes at have medvirket til hans død; eksakt dødsårsag (asfyksi, varmestød eller detoksisk påvirkning) diskuteres stadig af historikere.
Betydning og eftermæle
Plinius den Ældres Natural History blev et mønster for senere encyklopædisk skrivning og var en vigtig kilde for middelalderens og renæssancens lærde. Hans værk bevarede viden fra mange tidligere forfattere, hvis originale skrifter i mange tilfælde er gået tabt. Selvom Plinius nogle gange ukritisk gengav overleverede udsagn, er hans samling uvurderlig for vores forståelse af antikkens naturkundskab, geografi, teknologi og kultur.
Plinius’ stil er ofte faktapræget, detaljeret og anskuelig—hans åbenlyse mål var at indsamle og bevare viden "til oplysning og fornægtelse for fremtidige generationer". Hans værk har derfor haft indflydelse langt ud over hans egen tid: fra antikken gennem middelalderen og op til moderne historisk og naturhistorisk forskning.
Plinius efterlod sig få andre bevarede værker; meget af det, han skrev, kendes i dag primært gennem Natural History og gennem beretninger fra samtidige, især de breve, som hans nevø Plinius den Yngre skrev om Vesuvs udbrud og om sin onkels død.