Legion (Rom)

Organisation

græsk phalanx

Udviklingen af den tidlige legion kan ses som en romersk version af den græske phalanx-formation. Indtil det 4. århundrede f.Kr. var den massive græske phalanx den mest udbredte kampform. De romerske soldater ville derfor have lignet de græske hoplitter meget. Taktikken var ikke anderledes end de tidlige grækeres, og kampene blev ført på en slette. Spydkæmperne stillede sig op i tætpakkede rækker for at danne en skjoldmur med deres spyd pegende fremad.

Republikken

Der var nu tre rækker af soldater i kampformation. De romerske soldater måtte selv købe deres eget udstyr.

I midten af republikken bestod legionerne af følgende enheder:

• Equites (kavaleri): Kavaleriet var oprindeligt den mest prestigefyldte enhed, hvor rige unge romerske mænd viste deres færdigheder og dygtighed, hvilket lagde grunden til en eventuel politisk karriere.
  I et samlet antal på ca. 3000 mand (plus velites, der normalt udvidede antallet til ca. 4200) havde legionen kun omkring 300 ryttere, fordelt på 10 enheder (turmae) på 30 mand. Disse mænd blev kommanderet af decurioner.
  Ud over det tunge rytteri ville der være det lette rytteri. I kamp blev de brugt til at forstyrre og udflanke fjendens infanteriformationer og til at bekæmpe fjendens kavaleri. I sidstnævnte type kamp ville de ofte (men ikke altid) sætte nogle eller alle rytterne af for at udkæmpe en stationær kamp til fods, en usædvanlig taktik for den tid, men som gav betydelige fordele i form af stabilitet og smidighed i en tid før stigbøjler.

• Velites (let infanteri): Velites var hovedsageligt fattige borgere, som ikke havde råd til at udstyre sig selv ordentligt. Deres primære funktion var at fungere som skirmishere - spydkastere, der gik tidligt til angreb på fjenden for enten at chikanere dem eller dække troppebevægelser bag dem.

• Tungt infanteri: Dette var legionens vigtigste enhed. Det tunge infanteri bestod af borgerlige legionærer, der havde råd til udstyr bestående af en jernhjelm, skjold, rustning og pilum, et tungt spyd, hvis rækkevidde var ca. 30 meter.
  Efter 387 f.Kr. var det foretrukne våben gladius, et kort sværd. Deres nussede sandaler var også et effektivt våben mod en falden fjende. Det tunge infanteri blev alt efter erfaring opdelt i tre separate linjer af tropper:
• Hastati (sing. hastatus) bestod af rå eller uerfarne soldater, der blev anset for at være mindre pålidelige end legionærer med flere års tjeneste.
• Principperne (sing. princeps) var mænd i deres bedste alder (sidst i tyverne til først i trediverne).
• Triarii (sing. triarius) var de erfarne soldater, som kun måtte bruges i kamp i ekstreme situationer; de hvilede på det ene knæ, når de ikke var i kamp. Triarii tjente primært som reserver eller barrieretropper til at støtte hastati og principes. De havde lange hastae (spyd) i stedet for pilum og gladius. Således bevæbnet kæmpede de i en phalanx-formation. Synet af en fremrykkende pansrede formation af triarii-legionærer afskrækkede ofte jublende fjender, der var på jagt efter hastati- og principes-tropper, der trak sig tilbage. At falde på triarii var et romersk idiom - hvilket betød at bruge sin sidste udvej.

Hver af disse tre linjer var opdelt i manipler, der hver bestod af to centurier på 60 mand, som blev ledet af den ældste af de to centurier. Centurier var normalt 60 soldater hver på denne tid i hastati og principes (ikke længere 100 mand). Den midtrepublikanske legion havde en nominel styrke på ca. 4500 mand.

Senere bestod legionerne af 80 stærke århundreder. Hvert århundrede havde sin egen standard og bestod af ti enheder på otte soldater, der delte et telt, en møllesten, et muldyr og en gryde (afhængigt af turens varighed).

Den sene republik

I hele den sene romerske republik spillede legionerne en vigtig politisk rolle. I det 1. århundrede f.Kr. var man klar over truslen fra legionerne under en demagog. De romerske guvernører måtte ikke forlade deres provinser med deres legioner. Da Julius Cæsar brød denne regel og forlod sin provins Gallien og krydsede Rubicon til Italien, udløste han en forfatningsmæssig krise. Denne krise og de efterfølgende borgerkrige gjorde en ende på republikken og førte til grundlæggelsen af kejserriget under Augustus i 27 f.Kr.

Det tidlige kejserrige (30 f.Kr.-284 e.Kr.)

Da hver legion havde 5.120 legionærer plus et lige så stort antal hjælpetropper, var den samlede styrke, som en legionskommandant havde til rådighed under Pax Romana, sandsynligvis fra 11.000 og nedad. De mere prestigefyldte legioner var udstationeret ved fjendtlige grænser eller i oprørske provinser, hvor der var tendens til at have flere hjælpetropper. Nogle legioner kan være blevet forstærket med enheder, der gjorde styrken tæt på 15.000-16.000 eller omtrent på størrelse med en moderne division.

Legionen blev ledet af en legat. Han var omkring tredive år gammel og var normalt en senator med en treårig ansættelse. Umiddelbart underlagt legaten var seks udpegede militærtribuner. Fem var stabsofficerer, og den sidste var en adelig leder af senatet - oprindeligt var denne tribuen chef for legionen. Der ville også være en gruppe officerer for lægestaben, ingeniørerne, arkivholdere, praefectus castrorum (kommandant for lejren) og andre specialister som f.eks. præster og musikere.

Senere

Trods en række reformer overlevede legionærsystemet det vestromerske riges fald og blev videreført i det østromerske rige indtil omkring det 7. århundrede. De østromerske/byzantinske hære fortsatte med at være påvirket af de tidligere romerske legioner og blev opretholdt med samme niveau af disciplin, strategisk dygtighed og organisation.

En re-enactor som en romersk centurion ~70 f.Kr.


En genganger, der viser en romersk legionær, 2. århundrede e.Kr.

Centurions

Centurioner var den lim, der holdt en romersk legion sammen. De var fuldtidsansatte professionelle officerer i den romerske hær. Den grundlæggende centurion havde (normalt) kommandoen over 83 mænd i stedet for 100. De steg i rang ved at kommandere stadig vigtigere centurier.

De allerbedste centurioner blev forfremmet til at blive centurioner i den første kohorte, kaldet Primi Ordines, og fik kommandoen over et af de ti centurier og fik også en stabsfunktion. Den ældste centurion i legionen var Primus Pilus, som kommanderede det første århundrede. Kun otte officerer i en hel legion havde højere rang end ham. De var:

• Fem tribuner
• Præfekten i lejren
• seniortribunen (næstkommanderende)
• Legaten (kommandør)

Relaterede sider

• Romerriget
• Den romerske republik