I økologien er et biom en større regional gruppe af særlige plante- og dyresamfund, der er bedst tilpasset regionens fysiske naturmiljø, breddegrad, højde og terræn.
Et biom består af økoregioner eller samfund i en stabil tilstand samt af tilhørende overgangs-, forstyrrede eller nedbrudte former af vegetation, fauna og jordbund. I praksis identificeres et biom ofte ved sin klimaksvegetationstype og ved de dominerende strukturer (fx skov, græsland, ørken).
Den biodiversitet, der er karakteristisk for hvert biom — især artsrigdommen blandt dyr og de subdominante planteformerne — er en funktion af abiotiske faktorer og af biomasseproduktiviteten i den dominerende vegetation. Generelt har terrestriske biomer med høj primær nettoproduktivitet, større fugtighedstilgængelighed og højere temperaturofte højere artsdiversitet og mere komplekse næringsnetværk.
Typer af biomer
En grundlæggende klassifikation af biomer deler dem i to hovedgrupper:
- Terrestriske (land) biomer
- Akvatiske (vand) biomer
Terrestriske biomer: Omfatter fx tropiske regnskove, tempererede skove, boreale skove (taiga), tempererede og tropiske græsarealer, ørkener, tundra og forskellige typer af buskland. Klima (nedbør og temperatur), jordbundstyper, brandhyppighed og græsningspres er centrale faktorer, der bestemmer hvilken type landbiom, der udvikles på et givet sted.
Akvatiske biomer: Dækker ferskvandsøkosystemer (søer, floder, vandløb og vådområder) og marine økosystemer (kystnære zoner, estuarier, koralrev og åbent hav). Lysindfald, saltholdighed, strømforhold og næringsstoftilgængelighed er afgørende for strukturen og produktiviteten i disse biomer.
Lokale navne og variation
Biomer får ofte lokale navne, som afspejler kultur og geografi. F.eks. er et tempereret græs- eller buskbiom almindeligvis kendt som
steppe i Centralasien, savanne eller veld i det sydlige Afrika, prærie i Nordamerika, pampa i Sydamerika og outback eller scrub i Australien.
Klima og økologiske processer
Klima er den primære drivkraft bag hvilket biom der findes i et område. Temperatur, nedbør, sæsonalitet og ekstreme begivenheder (fx tørke, frost, storme) former plante- og dyresamfund. Jordbundens egenskaber, topografi og hydrologi påvirker lokalt mikroklima og dermed hvilke arter der kan etablere sig. Økologiske processer som succesion, branddynamik, herbivori og mutualistiske netværk (bestøvning, frøspredning) er med til at opretholde eller ændre et bioms struktur over tid.
Biodiversitet og produktivitet
Arterigdom og funktionel diversitet i et biom afhænger af produktion (hvor meget biologisk materiale, der produceres), habitatkompleksitet og klima. Tropiske regnskove og koralrev er eksempler på biomer med meget høj biodiversitet, mens ekstreme biomer som polartundra og varme ørkener typisk har færre arter, men ofte arter med særlige tilpasninger.
Menneskelig påvirkning og bevaring
Menneskelig aktivitet har i høj grad ændret mange biomer gennem skovrydning, landbrugsdrift, urbanisering, forurening og klimaændringer. Fragmentering af habitater, overudnyttelse af ressourcer og introduktion af invasive arter truer økosystemtjenester og arter. Derfor er bevarelse og restaurering vigtig: beskyttede områder, bæredygtig arealforvaltning, genopretning af vådområder og internationale aftaler spiller en central rolle.
Nogle gange kan et helt biom være målrettet til beskyttelse, især i henhold til en enkelt nations handlingsplan for biodiversitet. Effektiv beskyttelse kræver ofte både lokale tiltag og internationale samarbejder, fordi økosystemer og arter krydser politiske grænser.
For en mere detaljeret gennemgang kan man se på hver enkelt biomtype og undersøge dens karakteristiske arter, klimaforhold, økologiske processer og aktuelle trusler.