Definition
En økozone eller et biogeografisk område er den største biogeografiske opdeling af jordens overflade. Disse opdelinger er baseret på den historiske og evolutionære fordeling af planter og dyr og afspejler områder, hvor flora og fauna har udviklet sig relativt isoleret over lange tidsperioder.
Hvad kendetegner økozoner?
Økozoner adskiller sig fra mindre inddelinger ved at fokusere på arternes fælles udviklingshistorie og slægtskab. De er ofte adskilt af betydelige geografiske barrierer — fx oceaner, store ørkener eller høje bjergkæder — som har hindret udveksling af arter og dermed fremmet lokal endemisme og særprægede evolutionære udviklinger.
Forskellen mellem økozoner og biomer
Det er vigtigt at skelne mellem økozoner og biomer:
- Økozoner er historisk-evolutionære enheder: de beskriver, hvilke grupper af organismer (slægter/familier) der har udviklet sig hvor, og hvordan kontinenter og øer har været forbundet gennem tiden.
- Biomer er økologiske/habitatsbaserede enheder: de beskriver større plante- og dyre-samfundstyper (fx tempereret løvskov, tundra, ørken) baseret på livsformer, klima og jordbundsforhold, og er kendetegnet ved en lignende klimaksvegetation uanset arternes evolutionære oprindelse.
En enkelt økozone kan indeholde mange forskellige biomer. For eksempel kan tropiske skove i Mellemamerika ligne tropiske skove i Ny Guinea i struktur, men være beboet af helt forskellige evolutionære linjer af planter og dyr.
Hvad former økozonernes mønstre?
De nuværende mønstre for plante- og dyrefordeling er i høj grad formet af pladetektonikken, som har forskudt og adskilt landmasser over geologisk tid. Andre faktorer er klimatiske ændringer gennem istider og mellemistider, havniveauændringer, og geografiske barrierer, som har begrænset eller faciliteret migration og udveksling af arter.
Typer og eksempler på økozoner
Forskellige klassifikationssystemer bruger lidt forskellige navne, men et ofte anvendt system (bl.a. af bevaringsorganisationer) opdeler verden i store økozonenheder såsom:
- Nearktisk (Nordamerika)
- Neotropisk (Syd- og Centralamerika)
- Palearktisk (Europa, Nordafrika, størstedelen af Asien nord for Himalaya)
- Afrotropisk/Ethiopisk (sub-Sahara Afrika)
- Indomalajisk/Orientalsk (Sydøstasien, Indien, Malaysiske øer vest for Wallace-linjen)
- Australasisk (Australien, Ny Guinea øst for Wallace-linjen)
- Oceanisk (Stillehavets mange øer)
- Antarktisk (Antarktis og nære øer)
Hver af disse økozoner rummer en høj grad af endemisme på forskellige taksonomiske niveauer, fra arter til familier, afhængigt af hvor længe området har været isoleret.
Betydning for biodiversitet og bevarelse
Kendskab til økozoner er nyttigt i biodiversitetsforskning og naturbevarelse, fordi det hjælper med at prioritere områder med unik evolutionær historie og høj endemisme. Mange bevaringsprojekter og kortlægningsindsatser (fx ecoregions-klassifikationer) bygger på økozonebegrebet for at identificere nøgleområder til beskyttelse.
Klassifikation og terminologi
Udtrykket "økozone" er en relativt moderne betegnelse, og andre ord som kongerige, rige eller regioner anvendes af forskellige forfattere og institutioner med tilsvarende betydning. For eksempel bruger J. Schultz udtrykket "økozone" i forbindelse med sit klassifikationssystem af biomer.
Opsummering
Økozoner er store, historisk-evolutionære enheder, der fortæller om, hvordan planter og dyr har udviklet sig og spredt sig på jorden gennem geologisk tid. De adskiller sig fra biomer ved at fokusere på udviklingshistorie og slægtskabsrelationer snarere end kun på habitattype og klimatiske forhold. Forståelsen af økozoner er central for studier i biogeografi, evolution og bevarelse.
