Økozone

En økozone eller et biogeografisk område er den største biogeografiske opdeling af jordens overflade.

Disse opdelinger er baseret på den historiske og evolutionære fordeling af planter og dyr. Økozoner repræsenterer store områder af jordens overflade, hvor planter og dyr har udviklet sig relativt isoleret over lange perioder og er adskilt fra hinanden af geologiske træk, f.eks. oceaner, store ørkener eller høje bjergkæder, som har dannet barrierer for plante- og dyremigration. Økozoner svarer til botanikkens floristiske kongeriger eller pattedyrs zoogeografiske regioner i zoologien.

Økozoner er kendetegnet ved de planter og dyrs udviklingshistorie, som de indeholder. Som sådan adskiller de sig fra biomer, også kendt som større habitattyper, som er opdelinger af jordens overflade baseret på livsformer eller planternes og dyrenes tilpasning til klimatiske, jordbundsmæssige og andre forhold. Biomer er kendetegnet ved en lignende klimaksvegetation, uanset de specifikke planters og dyrs evolutionære slægt. Hver økozone kan omfatte en række forskellige biomer. En tropisk skov i Mellemamerika kan f.eks. ligne en tropisk skov i Ny Guinea i sin vegetationstype, men disse skove er beboet af planter og dyr med meget forskellig udviklingshistorie.

Mønstrene for plante- og dyrefordelingen i verdens økozoner er formet af pladetektonikken, som har omfordelt verdens landmasser i løbet af den geologiske historie.

Udtrykket økozone, som det anvendes her, er en ret nyere udvikling, og andre udtryk, herunder kongerige, rige og regioner, anvendes af andre myndigheder med samme betydning. J. Schultz bruger udtrykket "økozone" til at henvise til sit klassifikationssystem af biomer.

Biogeografiske områder

I 1975 foreslog Miklos Udvardy et system med 203 biogeografiske provinser, som blev grupperet i otte biogeografiske områder (afrotropisk, antarktisk, australsk, indomalayisk, nearktisk, neotropisk, oceanisk og palæarktisk). Udvardys mål var at skabe et integreret økologisk landklassifikationssystem, som kunne anvendes til bevaringsformål.

WWF Økozoner

WWF's økozoner er i vid udstrækning baseret på de biogeografiske områder af Pielou (1979) og Udvardy (1975). Et hold biologer, der er indkaldt af Verdensnaturfonden (WWF), har udviklet et system af otte biogeografiske områder (økozoner) som led i deres afgrænsning af verdens over 800 terrestriske økoregioner.

  • Nearktis 22,9 mil. km² (herunder det meste af Nordamerika)
  • Palæarktiske 54,1 mio. km² (herunder størstedelen af Eurasien og Nordafrika)
  • Afrotropisk 22,1 mil. km² (herunder Afrika syd for Sahara)
  • Indomalaya 7,5 mil. km² (herunder det sydasiatiske subkontinent og Sydøstasien)
  • Australasien 7,7 mil. km² (herunder Australien, Ny Guinea og naboøer). Den nordlige grænse for denne zone er kendt som Wallace-linjen.
  • Neotropisk 19,0 mio. km² (herunder Sydamerika og Caribien)
  • Oceanien 1,0 mio. km² (herunder Polynesien, Fiji og Mikronesien)
  • Antarktis 0,3 mil. km² (inklusive Antarktis).

WWF's ordning ligner i store træk Udvardys system, idet den væsentligste forskel er afgrænsningen af den australske økozone i forhold til de antarktiske, oceaniske og indomalaiiske økozoner. I WWF's system omfatter økozonen Australasien Australien, Tasmanien, øerne i Wallacea, Ny Guinea, de østmelanesiske øer, Ny Kaledonien og New Zealand. Udvardys australske område omfatter kun Australien og Tasmanien; han placerer Wallacea i det indomalaiiske område, Ny Guinea, Ny Kaledonien og Østmelanesien i det oceaniske område og New Zealand i det antarktiske område.

Kort over seks af verdens otte økozoner Nearktiske Palearktiske Afrotropiske Indomalaya Australasien Neotropiske Oceanien og Antarktis Økozoner ikke vistZoom
Kort over seks af verdens otte økozoner Nearktiske Palearktiske Afrotropiske Indomalaya Australasien Neotropiske Oceanien og Antarktis Økozoner ikke vist


AlegsaOnline.com - 2020 / 2022 - License CC3