Den store hedenske hær (865): Vikingernes invasion og bosættelse i England

Det første registrerede vikingeangreb i England fandt sted i 793 ved Lindisfarne. Den angelsaksiske krønike rapporterede, at "hedenske menneskers hærgen ødelagde Guds kirke i Lindesfarne på ynkelig vis". Der var mange grunde til, at vikingerne begyndte at angribe England. Befolkningerne i Norge var vokset mellem det 7. og 9. århundrede. Vikingerne var hedninge, som ofte havde flere koner og mange sønner. Disse unge mænd fyldte hærenes rækker og sluttede sig til skibsbesætninger for at tage på eventyr. Den begyndende handel mellem Europa og England havde åbnet store handelscentre. Vikingerne var handelsmænd, men tyede samtidig til pirateri, når det passede dem. Det var især tilfældet, når de fandt nye lande og folk, som ikke var godt beskyttet.

De første røvere fra nord, der satte deres fod i England, var fra Norge. De plyndrede og dræbte munke i Lindisfarne og Jarrow det følgende år. De norske vikinger etablerede derefter kolonier på Shetlands- og Orkneyøerne. De bosatte sig også i Irland. Vikingerne fra Norge kom først tilbage til England i det 10. århundrede og fra deres bosættelser i Irland. Svenskerne, kaldet Rus, skulle senere ekspandere østpå til Rusland. I 835 var der et angreb ved Themsens udmunding af danske vikinger. I de næste tredive år fortsatte disse angreb på England. I 850 blev Canterbury og London angrebet af en dansk bande under ledelse af Rorik. Han blev besejret og dræbt det næste år af Athelwulf af Wessex. Kun to gange havde en dansk hær overvintret i England: i 850 og 854.

I 865 ændrede de danske vikinger deres taktik. En stor hær bestående af mange mindre grupper gik i land i East Anglia. I over et årti blev de i England og ødelagde hele kongeriger undervejs. Danskerne tilbragte vinteren i East Anglia. Den lokale befolkning købte sig til fred med vikingerne ved at forsyne dem med heste. Efter et år flyttede de nordpå til Northumbria, nu som en bereden hær. De erobrede York og besejrede to northumbriske konger, Aella og Osbert, som slog sig sammen for at angribe danskerne. Begge konger blev dræbt. I 867 udnævnte de en klientkonge ved navn Ecgberht over northumbrianerne. I efteråret samme år rykkede de sydpå ind i Mercia. Danskerne slog deres vinterlejr ved Nottingham. I 868 bad Burgred, kongen af Mercia, kong Ethelred af Wessex og hans bror Alfred om deres hjælp mod danskerne. Danskerne kæmpede ikke, men lod Mercianerne betale dem for fred.

Vikingerne trak sig senere tilbage til York. Det næste år, 871, voksede den store vikingehær meget mere. Efter tolv måneder i York flyttede den store hær igen sydpå til East Anglia. Ved at slå vinterkvarter i Thetford besejrede de kong Edmund af East Anglia. Derefter flyttede de i efteråret 870 til Reading. Athelred og hans bror Alfred ankom med deres hær for at imødegå den nye trussel. I det efterfølgende slag, slaget ved Reading, led begge sider mange tab. Athelreds hær blev besejret. Fire dage senere mødtes de to hære igen i slaget ved Ashdown. Denne gang vandt vestsakserne sejren, og vikingerne trak sig tilbage til Reading. To uger senere førte Athelred og Alfred vestsakserne mod danskerne ved Basing, hvor danskerne vandt. Der gik to måneder uden indbyrdes kampe. Det næste slag fandt sted ved et sted kaldet Merantun. Efter et dagslangt slag, som englænderne vandt, kunne danskerne genvinde deres tabte terræn. Lige efter midten af april i 871 døde Athelred. På dette tidspunkt var Wessex det sidste tilbageværende kongerige, der ikke var blevet ødelagt af vikingerne. Inden for en måned blev Alfred, der afløste sin bror som konge, besejret ved Wilton. Der var yderligere ni slag mellem vestsakserne og danskerne i det næste år. Wessex betalte endelig vikingerne for fred, hvilket afsluttede kampene. Alfred forblev på tronen. Af de to kendte ledere af danskerne forsvandt Ivar den benløse fra optegnelserne efter 871. Hans bror Halfdan Ragnarsson var stadig leder, da danskerne trak sig tilbage fra Wessex for at overvintre i London samme år.

I 872 gjorde nordumbrianerne oprør mod danskerne og afsatte kong Ecgberht. De satte kong Ricsige på tronen. Ecgberht søgte tilflugt i Mercia. Danerne kom nordpå for at nedkæmpe oprøret, men det lykkedes dem kun at underkaste sig Deira. I løbet af få uger slog danskerne deres vinterlejr op ved Torksey i Mercia. Danskerne havde opereret som en enkelt hær i ni år. Men i 874 delte den sig i to hære. De blev aldrig genforenet.

I 874 tog Halfdan sine tilhængere med nordpå for at slå lejr ved Tyne-flodens udmunding. De plyndrede picterne og briterne i Strathclyde i det følgende år. Men der var ikke meget gevinst ved at plyndre disse fattigere områder. Danskerne havde plyndret rigdommene i det meste af England, og der var ikke meget tilbage. Halfdan begyndte at bosætte sine mænd i området omkring York. Den anden hær under ledelse af Gutheram, Oscytel og Arnuld kæmpede stadig mod Wessex på det tidspunkt. I 876 havde de indgået en fred med Wessex. I slutningen af 878 trak Guthrums bande sig tilbage til Cirencester i Mercia. I 879 flyttede de til East Anglia. Lederen Guthrum, kendt under sit kristne navn Aethelstan, regerede som konge indtil sin død i 890. Ifølge den angelsaksiske krønike "besatte de landet og delte det ud". I 878 slog en ny dansk hær lejr ved Fulham. Men i 879 havde de forladt England til fordel for de lave lande.

Danskernes bosættelse af en stor del af det erobrede England blev kendt som Danelaw. Det blev den del af England, hvor love og skikke var danske og ikke engelske. På dette tidspunkt blev England delt i tre dele. Disse var Wessex, det engelske Mercia og Danelaw. Danelaw var en blanding af den indfødte befolkning og medlemmer af den store hær, der bosatte sig der. Mange stednavne var danske. Mange af ordene i det engelske ordforråd har dansk oprindelse. Så sent som i det 11. århundrede, når en skandinaver kom til England, følte han sig ikke malplaceret. Sprogene var de samme, og skikkene var de samme. Dette var tilfældet indtil den normanniske erobring af England i 1066, hvor fransk blev indført i England.

• Danelaw
• Vikingetiden
• Historien om England