Urinvejsinfektion (blære- og nyrebetændelse): symptomer, årsager og behandling

Nedre urinvejsinfektion er også kendt som en blærebetændelse. De mest almindelige symptomer er svie ved vandladning og hyppig vandladning (eller lyst til at tisse) uden udflåd eller betydelige smerter. Disse symptomer kan variere fra milde til alvorlige. Hos raske kvinder varer symptomerne i gennemsnit seks dage. Nogle personer vil have smerter over skambenet (underlivet) eller i lænden. Personer, der har en øvre urinvejsinfektion eller pyelonefritis (en nyreinfektion), kan have flankesmerter, feber (høj temperatur) eller kvalme og opkastninger. Disse symptomer er ud over de normale symptomer på en infektion i de nedre urinveje. I sjældne tilfælde ser urinen blodig ud eller indeholder synlig pyuri (pus i urinen).

Hos børn

Hos små børn kan feber være det eneste symptom på en urinvejsinfektion (UTI). Mange lægeforeninger anbefaler en urinkultur til kvinder under to år eller uomskårne mænd, der er under et år og har feber. Spædbørn med urinvejsinfektion spiser undertiden dårligt, kaster op, sover mere eller viser tegn på gulsot ( en gul farve på huden). Ældre børn kan få ny urininkontinens (tab af blærekontrol).

Hos ældre

Urinvejssymptomer ses ofte ikke hos ældre mennesker. Nogle gange er de eneste symptomer inkontinens (tab af kontrol over blæren), en ændring i den mentale status (evne til at tænke) eller træthed. Det første symptom for nogle gamle mennesker er sepsis, en infektion i blodet. Diagnosen kan være vanskelig, fordi mange gamle mennesker er inkontinente (kan ikke holde på tisset) eller har demens (dårlige tænkeevner).

E. coli er årsag til 80-85% af urinvejsinfektioner. Staphylococcus saprophyticus er årsagen i 5-10 % af tilfældene. I sjældne tilfælde forårsager virus- eller svampeinfektioner urinvejsinfektioner Andre bakterielle årsager til urinvejsinfektioner omfatter:

• Klebsiella
• Proteus
• Pseudomonas,
• Enterobacter

Disse bakterielle årsager er ikke almindelige og opstår normalt, når personen har et unormalt urinvejssystem, eller når personen har fået indsat et urinvejskateter (rør i blæren). Urinvejsinfektioner på grund afStaphylococcus aureus sker normalt, efter at personen har haft en blodinfektion.

Køn

Seksuelt samleje er årsag til 75-90 % af blæreinfektioner hos unge, seksuelt aktive kvinder. Risikoen for infektion er relateret til, hvor ofte de har sex. Da urinvejsinfektioner er så hyppige, når kvinder bliver gift for første gang, bruges udtrykket "honeymoon cystitis" ofte. Hos postmenopausale kvinder (kvinder, der er holdt op med at menstruere) påvirker seksuel aktivitet ikke risikoen for at udvikle en urinvejsinfektion. Brug af spermicid (en gel eller creme til at dræbe sædceller) øger risikoen for urinvejsinfektioner.

Kvinder får flere urinvejsinfektioner end mænd, fordi kvinder har et urinrør, der er meget kortere og tættere på anus. Når kvinders østrogenniveau (et hormon) falder med overgangsalderen, øges risikoen for urinvejsinfektioner på grund af tabet af den beskyttende vaginalflora (gode bakterier, der lever i skeden).

Urinkatetre

Et urinvejskateter er et rør, der sættes ind i blæren for at dræne urinen. Brug af et kateter øger risikoen for urinvejsinfektioner. Risikoen for bakteriuri (bakterier i urinen) er 3 % - 6 % hver dag, kateteret bruges. Antibiotika stopper ikke disse infektioner. Risikoen for en infektion kan mindskes ved at:

• kun bruge et kateter, når det er nødvendigt
• at sørge for, at alt er meget rent (sterilt), når kateteret sættes ind
• at sikre, at intet blokerer kateteret.

Andre

Blæreinfektioner er mere almindelige i nogle familier. Andre risikofaktorer omfatter diabetes, omskæring og en stor prostata (en kirtel omkring urinrøret hos mænd). Komplicerende faktorer er ikke helt klarlagt. Disse faktorer kan omfatte nogle anatomiske problemer (i forbindelse med fysisk forsnævring), funktionelle eller metaboliske problemer. En kompliceret urinvejsinfektion er vanskeligere at behandle og kræver normalt en mere aggressiv evaluering, behandling og opfølgning. Hos børn er urinvejsinfektioner forbundet med vesicoureteral refluks (en unormal bevægelse af urin fra blæren til urinlederne eller nyrerne) og forstoppelse.

De bakterier, der forårsager urinvejsinfektioner, går normalt ind i blæren fra urinrøret. Man mener, at disse bakterier kommer fra tarmen. Kvinder er i større risiko, fordi de har et kort urinrør, der ligger tæt på deres anus). Når de er kommet ind i blæren, kan E. Coli klæbe sig fast til blærevæggen. De danner en biofilm, som er en belægning af mikroorganismer, der modstår kroppens immunforsvar. Infektioner kan dog også komme via blodet eller lymfen.

Følgende aktiviteter forårsager ikke urinvejsinfektioner og gør dem heller ikke mindre hyppige:

• brug af p-piller eller kondomer
• tisse umiddelbart efter sex
• den type undertøj, der bæres
• personlige rengøringsmetoder, der anvendes efter at have tisset eller afføring
• om en person normalt bader eller tager brusebad.
• holde på urinen og ikke tisse
• brug af tampon
• douching

Personer, der ofte får urinvejsinfektioner, og som bruger sæddræbende midler eller et pessar til prævention, bør bruge en anden type prævention. Tranebær (juice eller kapsler) kan mindske antallet af infektioner, men nogle mennesker kan ikke bruge tranebær i længere perioder. Gastrointestinale (mave) forstyrrelser forekommer hos mere end 30 % af de personer, der regelmæssigt drikker tranebærsaft eller tager kapsler. Fra 2011 kræver probiotika, der anvendes intravaginalt (i skeden), yderligere undersøgelser for at fastslå, om de er nyttige.

Medicinering

For personer, der bliver ved med at få infektioner, er det nyttigt at tage antibiotika i lang tid. De lægemidler, der ofte anvendes, omfatter nitrofurantoin og trimethoprim/sulfamethoxazol. Hvis infektioner er relateret til samleje, finder nogle kvinder det nyttigt at tage antibiotika efter samleje. Hos kvinder efter overgangsalderen har det vist sig, at brugen af aktuelt vaginalt østrogen (et hormon, der påføres huden i skeden) reducerer risikoen for at få en urinvejsinfektion. I modsætning til topiske cremer er brugen af vaginal østrogen fra pessarer (medicinsk udstyr, der sættes i skeden) ikke så nyttig som lavdosisantibiotika. En række vacciner er under udvikling (fra 2011).

Hos børn

Der er kun lidt dokumentation for, at forebyggende antibiotika mindsker urinvejsinfektioner hos børn. Det er sjældent, at personer, der ikke har problemer med nyrerne, udvikler nyreproblemer som følge af hyppige urinvejsinfektioner. Hyppige urinvejsinfektioner som barn er årsag til mindre end en tredjedel procent (0,33 %) af kronisk nyresygdom hos voksne.

I de fleste tilfælde kan urinvejsinfektioner diagnosticeres alene ud fra symptomerne, og der er ikke behov for laboratorieundersøgelser. Urinanalyse (undersøgelse af urinen) kan bruges til at bekræfte diagnosen i komplicerede tilfælde. Urinen undersøges for urinsnitrit, hvide blodlegemer (leukocytter) eller leukocytesterase. En anden test, urinmikroskopi, ser efter røde blodlegemer, hvide blodlegemer eller bakterier. Urinkultur betragtes som positiv, hvis den viser et bakteriekoloniantal på mindst ¹⁰³ kolonidannende enheder pr. mL af en typisk bakterie, der forårsager infektioner i urinvejene. Kulturer kan også bruges til at teste, hvilket antibiotikum der virker. Kvinder med negative kulturer kan dog stadig få det bedre med antibiotikabehandling. UTI-symptomer hos ældre mennesker kan være vage, og diagnosen kan være vanskelig, da der ikke findes nogen virkelig pålidelig test.

Klassifikation

En urinvejsinfektion i de nedre urinveje er kendt som en blæreinfektion. En urinvejsinfektion i de øvre urinveje kaldes pyelonefritis eller nyreinfektion. Hvis urinen indeholder betydelige bakterier, men der ikke er nogen symptomer, kaldes tilstanden asymptomatisk bakteriuri.

En urinvejsinfektion siges at være kompliceret, hvis:

• det er i de øvre luftveje
• personen har diabetes mellitus
• den pågældende er gravid
• personen er en mand
• personen har et svækket immunsystem (immunsupprimeret) på grund af en anden sygdom.

Hvis en kvinde ellers er sund og rask og før overgangsalderen, siges det, at infektionen er ukompliceret. Når børn også har feber, anses urinvejsinfektionen for at være en øvre urinvejsinfektion.

Hos børn

For at diagnosticere en urinvejsinfektion hos børn kræves der en positiv urinkultur. Kontaminering udgør en hyppig udfordring, så der anvendes en grænseværdi på ¹⁰⁵ CFU/mL for en "clean-catch" prøve fra midten af strømmen, ¹⁰⁴ CFU/mL for prøver fra kateter og ¹⁰² CFU/mL for suprapubiske aspirationer (en prøve, der udtages direkte fra blæren gennem mavesækken med en nål). Verdenssundhedsorganisationen bryder sig ikke om brugen af "urinposer" til indsamling af prøver, fordi der er en høj kontaminationsgrad, når urinen dyrkes. Kateterisation er at foretrække, hvis en person ikke er i stand til at bruge et toilet. Nogle medicinske grupper, såsom American Academy of Pediatrics, anbefaler nyreultralyd og voiding cystourethrogram (at se en persons urinrør og urinblære med røntgenbilleder i realtid, mens de tisser) hos alle børn, der er under 2 år og har haft en urinvejsinfektion. andre medicinske grupper, såsom National Institute for Clinical Excellence, anbefaler kun rutinemæssig billeddannelse hos babyer under 6 måneder, eller som har usædvanlige fund.

Differentialdiagnose

Hos kvinder med cervicitis (betændelse i livmoderhalsen) eller vaginitis (betændelse i skeden) og hos unge mænd med UTI-symptomer kan en Chlamydia trachomatis eller Neisseria gonorrheae-infektion være årsagen. Vaginitis kan også skyldes en gærinfektion. Interstitiel cystitis (kroniske smerter i blæren) kan være årsagen hos personer, der har UTI-symptomer mange gange, men hvis urinkulturer forbliver negative og ikke forbedres med antibiotika. Prostatitis (betændelse i prostata) kan også overvejes i differentialdiagnosen.

Phenazopyridin kan anvendes sammen med antibiotika for at lindre den brændende smerte ved en blærebetændelse. Phenazopyridin anbefales dog ikke længere almindeligvis på grund af sikkerhedsproblemer. Det kan forårsage methæmoglobinæmi, hvilket betyder, at der er et højere end normalt niveau af methæmoglobin i blodet. Paracetamol kan anvendes mod feber.

Kvinder, der bliver ved med at få simple urinvejsinfektioner, kan med fordel selvbehandles; disse kvinder bør kun få medicinsk behandling, hvis den første behandling ikke virker. Sundhedsplejersker kan også ordinere antibiotika pr. telefon.

Ukompliceret

Enkle infektioner kan diagnosticeres og behandles alene på baggrund af symptomer. Orale antibiotika som trimethoprim/sulfamethoxazol (TMP/SMX), cefalosporiner, nitrofurantoin eller en fluoroquinolon vil forkorte tiden til helbredelse. Alle disse lægemidler er lige effektive. En tre-dages behandling med trimethoprim, TMP/SMX eller et fluoroquinolon er normalt nok. Nitrofurantoin kræver 5-7 dage. Med behandling bør symptomerne forbedres inden for 36 timer. Omkring 50 % af personerne får det bedre uden behandling inden for et par dage eller uger. Infectious Diseases Society of America anbefaler ikke fluoroquinoloner som første behandling på grund af bekymring for, at overforbrug vil føre til resistens over for denne klasse af lægemidler, hvilket vil gøre disse lægemidler mindre effektive til mere alvorlige infektioner. På trods af denne forsigtighed har der udviklet sig en vis resistens over for alle disse lægemidler på grund af deres udbredte anvendelse. I nogle lande anses trimethoprim alene for at være ækvivalent med TMP/SMX. Børn med simple urinvejsinfektioner får ofte hjælp af en tre-dages antibiotikakur.

Pyelonefritis

Pyelonefritis (nyrebetændelse) behandles mere aggressivt end en simpel blærebetændelse ved hjælp af enten et længere forløb med orale antibiotika eller intravenøse antibiotika. Syv dage med det orale fluoroquinolon ciprofloxacin anvendes typisk i geografiske områder, hvor resistensraten er mindre end 10 %. Hvis den lokale resistensrate er større end 10 %, ordineres ofte en dosis intravenøs ceftriaxon. Personer med mere alvorlige symptomer indlægges undertiden på et hospital for at få vedvarende antibiotika. Hvis symptomerne ikke forbedres efter to eller tre dages behandling, kan det betyde, at urinvejene er blokeret af en nyresten.

Urinvejsinfektioner er den hyppigste bakterieinfektion hos kvinder. De forekommer hyppigst mellem 16 og 35 år. Ti procent af kvinderne får en infektion hvert år. 60 % har en infektion på et tidspunkt i deres liv. Næsten halvdelen får en anden infektion inden for et år. Urinvejsinfektioner forekommer fire gange hyppigere hos kvinder end hos mænd. Pyelonefritis (en nyreinfektion) forekommer 20-30 gange mindre hyppigt end blæreinfektioner. Pyelonefritis er den hyppigste årsag til hospitalserhvervede infektioner og tegner sig for ca. 40 % af de hospitalserhvervede infektioner. Antallet af asymptomatiske bakterier i urinen stiger med alderen fra 2-7 % hos kvinder i den fødedygtige alder til helt op til 50 % hos ældre kvinder på plejehjem. Raterne af asymptomatiske bakterier i urinen blandt mænd over 75 år er 7-10 %.

Urinvejsinfektioner kan ramme 10 % af alle mennesker i barndommen. Urinvejsinfektioner hos børn er mest almindelige hos uomskårne mænd under 3 måneder, efterfulgt af kvinder under 1 år. Skøn over hyppigheden blandt børn varierer dog meget. I en gruppe børn med feber i alderen fra fødsel til 2 år blev der diagnosticeret urinvejsinfektion hos 2-20 % af børnene.

I USA fører urinvejsinfektioner hvert år til næsten syv millioner kontorbesøg, en million besøg på skadestuen og 100.000 hospitalsindlæggelser. Omkostningerne ved disse infektioner er høje på grund af både tabt arbejdstid og udgifter til lægehjælp. De direkte behandlingsomkostninger anslås til 1,6 mia. USD om året i USA.

Urinvejsinfektioner har været beskrevet siden oldtiden. Den første skriftlige beskrivelse, der blev fundet i Ebers-papyrus, stammer fra omkring 1550 f.Kr. Egypterne beskrev en urinvejsinfektion som "at "sende varme ud fra blæren". Urter, blodsugning og hvile var de almindelige behandlinger indtil 1930'erne, hvor antibiotika blev tilgængelige.

Gravide kvinder med urinvejsinfektioner har en højere risiko for nyreinfektioner.Under graviditeten nedsatte høje progesteronniveauer (et hormon) muskeltonus i urinlederne og blæren. Nedsat muskeltonus fører til større sandsynlighed for refluks, hvor urinen strømmer tilbage op ad urinlederne og mod nyrerne. Hvis der er bakterier til stede, har gravide kvinder en risiko på 25-40 % for en nyreinfektion. Derfor anbefales behandling, hvis urinprøver viser tegn på en infektion - selv hvis der ikke er symptomer. Cephalexin eller nitrofurantoin anvendes typisk, fordi disse lægemidler generelt anses for sikre i forbindelse med graviditet. En nyreinfektion under graviditet kan resultere i for tidlig fødsel eller præeklampsi (en tilstand med højt blodtryk, nyrefunktionsfejl eller kramper).