The Turn of the Screw er en opera af Benjamin Britten. Det er en kammeropera (en opera for et lille antal personer og et meget lille orkester). Historien er baseret på en fortælling med samme titel af Henry James. Librettoen (operaens ord) er skrevet af Myfanwy Piper. Historien i operaen følger i store træk Henry James' novelle, men Britten og Piper strammer dramatikken op og lader musikken skabe stor psykologisk intensitet. Britten blev af Venedig-biennalen bedt om at skrive operaen. Den blev opført første gang den 14. september 1954 på Teatro La Fenice i Venedig. Den blev uropført i Storbritannien en måned senere, den 6. oktober 1954, på Sadler's Wells Opera i London.

Operaen er opdelt i to akter og indeholder en prolog samt seksten scener. Før hver scene hører vi en variation over det såkaldte "Screw"-tema, et kort motiv som gennem hele værket virker samlende og fremkalder den uhyggelige atmosfære. Temaet bygger på en tolvtonerække — altså alle de tolv toner i oktaven — men Britten bruger rækken på en måde, der bevarer tonal fornemmelse; musikken er derfor ikke strict serialisme, men tonalt baseret i modsætning til Schönbergs 12-tone-principper. Orkestret er meget lille — kun 13 musikere — hvilket giver kammeragtig klarhed og intens nærhed mellem orkester og sangere, og gør opførelsen velegnet til intime scener og psykologisk drama.

Handlingsresumé

En ung guvernante kommer til en engelsk herregård for at passe to forældreløse børn, Miles og Flora. Hun er ikke informeret om hele familiens fortid, men opdager snart, at husholdningen er præget af noget urovækkende: tidligere medarbejdere — den karismatiske men korrupte Peter Quint og den undertrykte tidligere guvernante Miss Jessel — synes at hjemsøge stedet som ånder eller indre forestillinger. Guvernanten forsøger at beskytte børnene og afsløre de overnaturlige kræfter, som hun mener påvirker dem. Konflikten eskalerer, og slutningen er dramatisk og åben for fortolkning: operaen slutter med en konfrontation, hvor resultatet lader publikum i tvivl om, hvad der er virkelig overnaturlighed, og hvad der er psykologisk projektion.

Personer

  • Gouvernanten (The Governess)
  • Miles
  • Flora
  • Mrs. Grose
  • Peter Quint
  • Miss Jessel

Musik og stil

Brittens musik til The Turn of the Screw er økonomisk og præcis. Den lille besætning og gentagelsen af "Screw"-temaet i forskellige variationer skaber en følelse af uro og indespærrethed. Britten anvender både traditionelle tonaliteter og moderne teknikker — eksempelvis brug af tolvtonerækken — men altid med fokus på dramatisk udtryk og karakterisering. Musikken fremhæver stemningen, understøtter karakterernes indre liv og bidrager til den vedvarende tvetydighed i handlingen.

Scenografi og opførelse

Kammeroperaformatet giver instruktører mulighed for intime sceniske løsninger. Mange opsætninger fremhæver det klaustrofobiske ved huset og arbejder med lys og småscener for at skabe en nærværende uhygge. Fordi historien er åben for fortolkning, varierer iscenesættelserne fra naturalistiske til stærkt symbolske og psykologiske tilgange.

Modtagelse og betydning

Ved premieren vakte operaen stor opmærksomhed for sin stemningsfulde musik og tætte dramatiske form. Siden er The Turn of the Screw blevet en af Brittens mest spillede og ofte diskuterede værker, både på grund af sin musikalske originalitet og sin evne til at rumme flere fortolkningslag — fra gotisk spøgelseshistorie til psykologisk studie af skyld, uskyld og seksualitet. Operaen regnes i dag for en klassiker i 1900-tallets operarepertoire.

Indspilninger og opførelser

Der findes adskillige indspilninger og sceniske fortolkninger af værket, både i operahuse og i kompakte kammeropførelser. På grund af sin dramatiske koncentration og relativt lille besætning er The Turn of the Screw et populært valg for mindre ensembler og festivaler samt for større operahuse, der ønsker at præsentere et intenst, psykologisk værk.

Bemærk: Operaens åbne slutning og brug af musikalske tilbagevendende motiver gør, at hver opførelse kan fremhæve forskellige aspekter af teksten og musikken — og at værket fortsat indbyder til nytolkning og debat.