At bukke: betydning, typer og etikette i forskellige kulturer

Lær om bukningens betydning, typer og etikette i forskellige kulturer — historisk baggrund, ceremoni, kampsport og moderne skikke.

Det handler om at bukke en bue (rimer på "nu").

For brug af en bue (rimer på "no") i musik, se bue (musik).

At bukke betyder at bøje kroppen fremad, oftest fra taljen for at hilse på nogen eller vise respekt. En buk kan være et lille nik med hovedet eller en dybere bøje fra taljen. Hvordan man bukker, hvor dybt man bøjer og i hvilke situationer, varierer meget mellem kulturer og sociale sammenhænge.

Hvad bukken betyder

Oprindeligt var bukken en gestus, der viste dyb respekt eller underkastelse. I dag kan bukken betyde:

• en formel hilsen
• en måde at sige tak på (f.eks. af udøvende kunstnere)
• en undskyldning eller ydmyghed
• en anerkendelse af andres status eller autoritet

Historie og europæisk skik

I europæiske kulturer er bukken i dag mest begrænset til formelle lejligheder, f.eks. når man møder dronningen eller andre højtstående personer. I fortiden var bukken almindelig ved de kongelige hoffer. Mænd blev forventet at "bukke og skrabe" — det betød at bukke samtidigt med at trække det højre ben tilbage, så det "skrabede" mod gulvet, med venstre hånd ved taljen. Denne overdrevent høflige gestus lever videre i udtrykket "at bukke og skrabe", som ofte bruges om hyklerisk eller overdreven underdanighed. Den meget dybe hilsen blev kaldt "ærbødighed" (dyb respekt).

Tidligere var det oftere mænd, der bukkede formelt, mens kvinder i visse sammenhænge ville knæle for at vise respekt. Disse kønsopdelte skikke er i vid udstrækning forandret i moderne tid.

Bukken ved forestillinger og i religion

I dag ses bukken i europæiske sammenhænge især i scenekunst: når publikum klapper efter en koncert eller en teaterforestilling, bukker kunstneren for at sige tak til publikum. Både mænd og kvinder bukker, selv om kvindelige balletdansere ofte laver et knæfald eller curtsy i stedet for en traditionel buk (et slags knæfald er nævnt i forbindelse med scenekunst).

I kristne gudstjenester er buk ofte en del af liturgien; man kan bukke i kirken ved alteret som et tegn på ærbødighed.

Kampsport og formelle hilsener

I sportslige eller formelle kampsituationer, fx judo og andre kampsportsgrene, bukker deltagerne for hinanden før og efter kampen for at vise respekt, sportsånd og accept af reglerne. Bukningen i kampsport har også praktiske funktioner: den markerer starten og slutningen af en kamp eller øvelse og minder om fair play.

Asiatiske skikke — særligt Japan

I mange asiatiske kulturer er buk meget mere almindeligt end i Vesten. Det er især vigtigt i Japan, hvor både mænd og kvinder bruger tid på at bukke i dagligdags samspil. Man bukker for at hilse, sige farvel, takke, undskylde eller vise ydmyghed. Der er faste grader af bukning, og det er vigtigt at vælge passende dybde og varighed afhængigt af situationen.

De almindeligt nævnte typer i Japan er:

• Let nik (会釈, eshaku) — ca. 15°: uformel hilsen.
• Høflig buk (敬礼, keirei) — ca. 30°: formel, når man møder nogen overordnet eller i forretningssammenhæng.
• Dybt buk (最敬礼, saikeirei) — ca. 45° eller mere: megen respekt eller undskyldning.

Når man bukker i Japan, holdes ryggen ret (fra hoved til hofterne). Mænd har ofte hænderne ved siden af kroppen; kvinder placerer den ene hånd over den anden foran kroppen. En fuld bukning kan være opdelt i bevægelser (fx tre bevægelser ned, en pause, fire bevægelser op), og små forskelle i varighed og dybde kan skabe en udveksling, hvor parterne bukker flere gange. Japanske mødre lærer ofte deres babyer at bukke tidligt, og både elever og lærere bukker i skolen. Jo højere status en person har, jo dybere forventes den anden person at bukke.

Andre asiatiske traditioner

I Korea findes også formelle buk eller knæfald (fx saebae ved nytår), hvor man viser stor respekt for ældre eller forfædre. I Kina har traditionel bukning været almindelig, men i moderne tid er den oftere afløst af et nik med hovedet eller et håndtryk, især i bymiljøer.

Moderne etikette og praktiske råd

Reglerne for buk afhænger af kultur, sammenhæng og relationen mellem mennesker. Følgende råd hjælper i de fleste situationer:

• Vær opmærksom på den lokale skik: i Japan bukker man ofte i stedet for håndtryk; i Vesten er håndtryk og øjenkontakt normalt.
• Vælg dybde efter situationen: en lille nik hvis du er i tvivl; dybere buk ved mere formel eller respektfuld sammenhæng.
• Hold ryggen ret og bevægelsen rolig — undgå pludselige eller teatralske bevægelser.
• I krydsfeltet mellem håndtryk og buk — fx ved internationale møder — følg den ældste eller mest formelle persons signal: de fleste vil række hånden frem, hvis det forventes.
• Respekter kropslige begrænsninger: personer med bevægelsesproblemer kan nøjes med et nik eller en verbal hilsen; det er helt acceptabelt.
• Undgå at røre ved andres hoved eller personlige ejendele, når du bukker.

Variationer og symbolik

Bukken kan også være symbolsk: i politiske eller ceremonielle sammenhænge bruges den til at markere loyalitet eller undskyldning. I kunst og teater spiller bukken en rolle som en del af forestillingens tak til publikum eller som dramatisk virkemiddel.

Sammenfatning

Bukken er en enkel, men kulturelt vigtig gestus, hvis betydning og form varierer meget. At forstå lokale skikke omkring bukning — hvor dybt, hvor længe og hvornår man bukker — hjælper med at vise respekt og undgå misforståelser. Hvis du er i tvivl, start konservativt (et let nik) og følg den anden persons signaler.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er bukning?

Sp: I hvilke situationer bukker folk?

Spørgsmål: Hvordan opstod bukken?

Spørgsmål: Er der nogen forskel på, hvordan mænd og kvinder bukker?

Spørgsmål: Er der nogen særlige lejligheder, hvor man kan bukke?

Sp: Hvor længe skal man holde kroppen i en traditionel japansk bue?

Søg efter bogstav