Knæfald (curtsy): Definition, historie og etikette
Knæfald (curtsy): Læs om definition, historie, etikette og royale traditioner — fra ballettens plié til moderne høflighed og sociale betydninger.
En knæfald (også stavet curtsy eller kaldet en høflighed) er en traditionel hilsen, hvor en pige eller kvinde sænker sin overkrop ved at bøje knæene. Det svarer kulturelt til den mandlige bukning i mange europæiske samfund. Ordet "curtsy" stammer fra det engelske "courtesy", som betyder "høflighed".
Historie
Bevægelsesmæssigt var knæfald og buk ganske ens frem til omkring det 17. århundrede; ifølge Desmond Morris udviklede forskellen mellem dem sig gradvist senere. I renæssancen og barokken var der større lighed i de hilseformer, begge køn benyttede. Senere blev kvindens knæfald ofte mere formelt og stiliseret, mens mændenes buk bevarede en anden kropsholdning. Den ældre, mere kombinerede version af hilsenen bruges stadig som komisk effekt af skuespillere, især i forestillinger fra restaurationstiden.
Teknik og udførelse
Der findes flere varianter af knæfald, fra en let anerkendelse til et dybt, ceremonielt knæfald (ofte kaldet et "hofknæfald"). Ved et formelt knæfald:
- står man med fødderne i en lidt udadvendt position,
- fordeler vægten jævnt og sænker kroppen ved at bøje knæene udad,
- holder ryggen ret og sænker sig jævnt ned i en kontrolleret bevægelse,
- kan man feje den ene fod let bagud og bruge hænderne til at holde kjolen ud fra kroppen for at bevare linjen.
I den victorianske periode, hvor mange kvinder bar lange kjoler, blev knæfaldet ofte udført med en plié-lignende bevægelse lånt fra den klassiske ballets anden stilling: knæene bøjes, ryggen holdes lige, og både fødder og knæ peger udad, så kroppen sænkes lodret ned uden at tippe til den ene side.
Etikette og sociale betydninger
Traditionelt viser kvinder og piger respekt eller underkastelse ved at knæle for personer af højere rang. Dette svarer til mænd og drenges praksis med at bukke for overordnede. I moderne tid er denne skik dog blevet mindre almindelig i hverdagslivet. I visse formelle sammenhænge — især i relation til medlemmer af den kongelige familie — forventes kvinder stadig at give et knæfald; et sådant "hofknæfald" er ofte dybt og ceremonielt. Også enkelte tjenesteforhold kan omfatte knæfald; for eksempel gør nogle hushjælpere gør en knæfald for deres arbejdsgivere i traditionelle husholdninger.
Knæfald i dans og scenekunst
Knæfald er almindeligt i scenekunst og dans som en måde at vise tak eller anerkendelse på. Kvindelige dansere laver ofte en knæfald i slutningen af en forestilling for at takke publikums bifald. Ved afslutningen af en ballettime bukker eleverne traditionelt for læreren og pianisten for at udvise taknemmelighed. Ifølge visse traditioner i den dansetikette skulle en kvinde knæle, før hun begyndte at danse.
Der er også nationale og folkedanse, hvor knæfald indgår som fast element: skotske highlanddansere, der udfører nationaldanser, og udøvere af den irske jig udfører ofte en knæfald både ved begyndelse og afslutning, eller i slutningen af en optræden. Blandt selskabsdansere kan en knæfald også være en del af formaliteten — for eksempel som hilsen til partneren før en wienervals.
Variationer og kulturelle forskelle
Ikke alle kulturer bruger knæfald; i nogle samfund er det mere almindeligt, at kvinder bukker i stedet for at knæle. Omfanget og betydningen af en knæfald varierer også med tid, sted og sociale normer: i nogle kontekster er det et neutralt tegn på respekt, i andre et udtryk for underkastelse eller klasseforskelle.
Moderne brug og kritik
I dag ses knæfald hyppigst i ceremonielle, sceniske eller traditionelle sammenhænge snarere end i daglig høflighedspraksis. Skikken har fået kritik fra nogle, der betragter den som kønsbestemt eller som et symbol på sociale hierarkier. Samtidig vælger mange moderne mennesker — herunder medlemmer af kongelige husholdninger i visse lande — at modernisere hilseformer ved at tilbyde en håndtryk eller blot et nik fremfor en dyb knæfald.
Praktiske tips og sikkerhed
- Øv knæfald langsomt for at finde en balance, der føles naturlig og sikre, at knæ og ankler ikke belastes forkert.
- Hvis du bærer høje hæle eller en tæt kjole, brug en mindre udtalt bevægelse for at undgå snublen; løft eventuelt kjolen let med hænderne, som det er traditionelt.
- Hold ryggen ret og knæene sporet i samme retning som fødderne for at forebygge vrid eller skader.
Knæfaldets form og anvendelse vil fortsat udvikle sig med samfundets ændrede normer, men som del af kulturel og scenisk arvegods bevares det i ceremonielle og kunstneriske sammenhænge verden over.
Overrækker blomster til dronningen uden for Brisbane City Hall, 1954. Dette er en "bob"-knæfald, som bruges af unge piger og af tjenestepiger i store huse.
Fuld knæfald eller ærbødighed, der er passende, når den præsenteres for en monark ved en formel lejlighed. Bemærk, at ryggen er lige, og at hovedet ikke er bøjet. Ses sjældent i moderne tider.
En variation, en slags blanding af en knæfald og en buk
Relaterede sider
Spørgsmål og svar
Q:: Hvad er en knæfald?
A: En knæfald er en traditionel hilsen, hvor en pige eller kvinde sænker sin krop ved at bøje knæene. Det er den kvindelige pendant til den mandlige bukning i europæiske kulturer.
Sp: Hvor kommer ordet "bukkebue" fra?
A: Ordet "curtsy" kommer af "courtesy", som betyder høflighed.
Spørgsmål: Hvordan er forskellen mellem den kvindelige og den mandlige gestus opstået?
A: Ifølge Desmond Morris var bevægelserne i knæfaldet og bukken ens indtil det 17. århundrede. Først senere udviklede forskellen mellem den kvindelige og den mandlige gestus sig.
Spørgsmål: Hvornår er en knæfald meget formel?
Svar: Når en knæfald er meget formelt, bøjer pigen/kvinden knæene udad (i stedet for lige frem), og ofte fejer den ene fod bag sig. De kan også bruge hænderne til at holde kjolen ud fra kroppen.
Sp: Hvem udfører traditionelt en knæfald?
A: Traditionelt set bukker kvinder og piger for personer, der er af højere rang (vigtigere) end dem selv, ligesom mænd og drenge bukker for personer, der er af højere rang (vigtigere) end dem selv. I dag er denne praksis blevet mindre almindelig. I europæiske kulturer er det traditionelt for kvinder at knæle foran medlemmer af den kongelige familie; dette kaldes nogle gange en "hofknæfald" og kan være meget dybt. Nogle kvindelige hushjælpere kan også udføre en hoftehilsen for deres arbejdsgivere.
Spørgsmål: Er der andre lejligheder, hvor man kan udføre en kurtisering?
A: Kvindelige dansere udfører ofte en hofte ved afslutningen af en forestilling for at vise tak eller anerkende publikums bifald; ved afslutningen af en ballettime vil eleverne også gøre en hofte eller bukke for læreren og pianisten; i henhold til den victorianske dansetikette gør en kvinde en hofte, før hun begynder at danse; kvindelige skotske highland-dansere, der udfører nationale danse og irske jigs, vil også gøre en hofte ved begyndelsen og slutningen af de nationale danse og ved slutningen af irske jigs; nogle kvindelige selskabsdansere vil gøre en hofte for deres partner, før de begynder den wienerwals.
Søge