Kulstof 14-datering
Radiokarbondatering, også kendt som C14-dateringsmetoden, er en metode til at fortælle, hvor gammel en genstand er. Det er en type radiometrisk datering.
Metoden anvender den radioaktive isotop kulstof-14. Det meste organiske materiale indeholder kulstof. Kulstof har forskellige isotoper, som normalt ikke er radioaktive. 14C er den radioaktive, og dens halveringstid (den tid, det tager at halvere dens radioaktivitet) er ca. 5 730 år. Dette gør det muligt at bestemme alderen på stoffer, der indeholder kulstof. Metoden virker til ca. 60 000 år gammel. De opnåede datoer skrives normalt som før nutid ("nutid" er 1950).
Planter optager atmosfærisk kuldioxid ved fotosyntese og bliver spist af dyr, så alle levende væsener udveksler konstant kulstof-14 med deres omgivelser, så længe de lever. Når den dør, ophører denne udveksling imidlertid.
I 1958 viste Hessel de Vries, at koncentrationen af kulstof-14 i atmosfæren varierer med tiden og lokaliteten. Det relativt kortlivede 14C fornyes konstant ved kosmisk strålebeskydning af atmosfærisk kvælstof i atmosfæren. Da bombardementet er lidt varierende, og af andre årsager, er det 14C, der optages i organisk stof, også lidt varierende. Det fører til fejl i kronologien. Under ca. 20.000 år kan resultaterne dog sammenlignes med dendrokronologi, der er baseret på årringe fra træer. For at opnå det mest nøjagtige arbejde kompenseres variationer ved hjælp af kalibreringskurver.
Metoden blev udviklet af Willard Libby og hans kolleger på University of Chicago i 1949. I 1960 modtog han Nobelprisen i kemi for dette arbejde. Han demonstrerede for første gang nøjagtigheden af radiokarbondatering ved præcist at anslå alderen på træ fra en gammel egyptisk kongepram, hvis alder var kendt fra historiske dokumenter.
Mængden af C14 i atomkuglen varierer over tid
Atmosfærisk 14C, New Zealand og Østrig. Kurven for New Zealand er repræsentativ for den sydlige halvkugle, mens kurven for Østrig er repræsentativ for den nordlige halvkugle. Atomvåbenforsøg i atmosfæren har næsten fordoblet koncentrationen af 14C på den nordlige halvkugle.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er radiokarbondatering?
A: Radiokarbondatering, også kendt som C14-dateringsmetoden, er en måde at fortælle, hvor gammel en genstand er. Det er en type radiometrisk datering, der bruger den radioaktive isotop kulstof-14 til at bestemme alderen af stoffer, der indeholder kulstof.
Spørgsmål: Hvordan virker det?
A: Metoden fungerer ved at måle mængden af den radioaktive isotop kulstof-14 i organisk materiale. Så længe noget er i live, vil det udveksle kulstof-14 med omgivelserne, men når det dør, ophører denne udveksling. Ved at måle mængden af 14C i en genstand og sammenligne den med atmosfæriske niveauer kan forskerne anslå dens alder på op til 60 000 år.
Spørgsmål: Hvem har udviklet denne metode?
A: Metoden blev udviklet af Willard Libby og hans kolleger på University of Chicago i 1949. I 1960 fik han Nobelprisen i kemi for dette arbejde.
Spørgsmål: Hvor nøjagtig er radiokarbondatering?
A: Generelt anses radiokarbondatoer for at være nøjagtige op til ca. 20 000 år gamle, når de sammenlignes med dendrokronologi (analyse af årringe i træer). For at opnå mere præcise resultater anvendes kalibreringskurver til at kompensere for variationer i atmosfæriske niveauer over tid og sted.
Spørgsmål: Hvad brugte Willard Libby til at påvise nøjagtigheden? A: For at demonstrere nøjagtigheden estimerede Willard Libby alderen på træ fra en gammel egyptisk kongepram, hvis alder allerede var kendt fra historiske dokumenter.
Spørgsmål: Hvilken slags stråling bruger radiokarbondatering?
A: Ved radiokarbondatering anvendes stråling fra radioaktive isotoper som kulstof-14, der har en halveringstid (den tid, det tager at halvere radioaktiviteten) på 5 730 år.
