Mejser (Paridae): Kendetegn, arter, adfærd og udbredelse

Lær alt om mejser (Paridae): kendetegn, arter, adfærd, leveområder, fodring og redebygning — illustreret guide til små skovfugle og deres danske udbredelse.

Paridae-familien er en familie af små fugle, mejserne (kaldet "chickadees" eller "titmice" i Nordamerika). De er sangsommerfugle, der er hjemmehørende på den nordlige halvkugle og i Afrika. De fleste af dem blev tidligere klassificeret i slægten Parus, som nu er blevet opsplittet.

Disse fugle er hovedsageligt små, kraftige skovarter med korte, kraftige næb. Nogle har kamme. De er mellem 10 og 22 centimeter lange. De er tilpasningsdygtige fugle med en blandet kost, der omfatter frø og insekter.

Mange arter lever i nærheden af menneskelig beboelse og kommer gerne til fuglefoderautomater for at få nødder eller frø og lærer at tage andre fødevarer. I Storbritannien har stormejser og blåmejser lært at bryde foliehættene på mælkeflasker på dørtrinene op for at få fat i fløden på toppen. Ændringen af mælkeemballagen har naturligvis frarøvet dem denne delikatesse.

Disse fugle er hulrugende fugle, der typisk bruger træer, selv om nogle arter bygger reder på jorden. De lægger alt fra tre til nitten hvidplettede æg, afhængigt af arten.

Kendetegn

Mejser er typisk små, kompakte fugle med kraftigt bygget krop og kort, kegleformet næb egnet til både at hakke i bark og knække frø. Mange har klare, kontrastfyldte farvemønstre på hoved og bryst — for eksempel sorte eller mørke hjelm- og kindstriber samt lyse maver. De arter med kamme (f.eks. nogle titmice) viser en tydelig kam på issen, som kan rejses ved alarm eller parring. Størrelsesmæssigt spænder de fra små (ca. 10 cm) til relativt store i familien (op til 22 cm).

Arter og taksonomi

Paridae-familien omfatter i alt omkring 50–65 arter fordelt på flere slægter efter moderne genetiske studier. Hvor man tidligere samlede mange arter i Parus, er gruppen i dag opdelt i flere slægter som fx Cyanistes, Poecile, Periparus og andre. Kendte arter i Europa og Nordamerika er blandt andre blåmejser (Cyanistes caeruleus), stormejser (Parus major) og forskellige "chickadees" i Nordamerika. Der findes også arter, som er specialiseret til bjergegne eller tørre områder i Afrika.

Adfærd og føde

Mejser er aktive, nysgerrige og ofte ret tillidsfulde over for mennesker. De bevæger sig hurtigt gennem træernes krone, hænger ofte hovedet nedad for at finde byttedyr og undersøger barkrevner systematisk. Kostmæssigt er de opportunistiske: i ynglesæsonen dominerer insekter og larver, som er vigtige proteinreserver for ungerne, mens frø, nødder og bær udgør en større del af kosten om efteråret og vinteren. Mange arter gemmer føde (caching) i bark eller løv for senere brug — en evne, der kræver god hukommelse.

I vinterhalvåret danner mange arter flokke, ofte blandet med andre småfuglearter, for effektivt at finde føde og mindske risikoen for rovdyr. De kan også vise mobbeadfærd mod rovdyr som spætte og rovfugle for at drive dem væk fra reder og yngleområder.

Reproduktion og redebygning

De fleste mejser er hulrugere og søger naturlige huletræer eller bruger hulrum i bygninger; mange accepterer kunstige kasser. Redebygningen er ofte lavet af plantemateriale, hår og mos, og reder er godt foret for at holde varme på æggene. Kuldstørrelsen varierer meget: nogle arter lægger kun 3–6 æg, mens andre kan lægge op til 15–19 æg i en god sæson. Inkubation varer typisk omkring 12–16 dage, og ungerne flyver normalt ud efter yderligere cirka 16–22 dage, afhængigt af art.

Udbredelse og levesteder

Mejser forekommer over store dele af den nordlige halvkugle — Europa, Asien og Nordamerika — samt i dele af det nordlige Afrika. De trives i mange habitattyper: løv- og nåleskove, hegn og levende hekker, parker, bynære haver og bjergrige skove. Mange arter tolererer menneskeskabte landskaber og drager fordel af foderautomater og redekasser, hvilket har gjort dem velkendte i haver og parker.

Forhold til mennesker og bevarelse

Mejser er ofte populære blandt fugleinteresserede, fordi de er nysgerrige og villige til at besøge foderautomater og redekasser. I byområder kan de bidrage til kontrollen af insekter. Nogle adfærdstræk, fx den historisk berømte evne hos visse britiske arter til at åbne foliehætter på mælkeflasker, viser deres problemløsningsevne og læring.

De fleste arter er i dag ikke truede, men lokale bestande kan påvirkes af skovrydning, tab af gamle hule træer samt klimapåvirkninger, der ændrer fødeudbud og insekt-sæsoner. Opsætning af redekasser, bevarelse af hule træer og ansvarlig brug af pesticider kan hjælpe populationerne.

Praktiske tips til at hjælpe mejser

• Opsæt redekasser med passende indgangsstørrelse for den art, du vil tiltrække, og placer dem et roligt sted væk fra direkte sol og stærke vindretninger.
• Tilbyd usaltede nødder, fedt og frø i foderautomater i vintermånederne — men hold fodersteder rene for at undgå sygdomsspredning.
• Bevar eller plant træer og buske, som giver skjul, føde og potentielle hulrum til reder.

Adfærd

Mejserne er aktive, støjende og sociale fugle. De er territoriale i yngletiden. Mejserne er meget tilpasningsdygtige og er efter kragefuglene (krager og hejrer) og papegøjerne blandt de mest intelligente af alle fugle.

Vokaliseringer

Tiderne laver en række forskellige kald og sange. De er blandt de mest sangglade af alle fugle, idet de kalder uafbrudt og højlydt. De er kun tavse af grunde som f.eks. for at undgå rovdyr eller når de trænger ind på en rivales territorium. Stille kald lyder under fodring for at holde kontakten med andre i deres sociale gruppe. Andre kald bruges til at signalere alarm - det mest berømte af dem er "Chic-a-dee-dee-dee" fra nordamerikanske arter i slægten Poecile. Kaldet tjener også til at samle andre til at samle og chikanere rovdyret. Det er blevet påvist ved eksperimenter, at antallet af "dee"-staver i slutningen af kaldet stiger med den fare, som rovdyret udgør.

Kost og fodring

Mejserne er insektædere og spiser en lang række små insekter og andre hvirvelløse dyr, især små bladædende larver. De spiser også frø og nødder, især om vinteren. En typisk aktivitet er at hænge, hvor de inspicerer en gren eller kviste og blade fra alle vinkler, mens de hænger på hovedet for at spise.

I områder med flere arter af mejser søger de forskellige arter efter føde i forskellige dele af et træ. Større arter søger på jorden, mellemstore arter søger på større grene og de mindste arter på enderne af grenene. Hvis de får større bytte eller frø, vil mejserne lave "hold-hammering". De holder genstanden med den ene fod og hamrer den med næbbet, indtil den er åben. På denne måde kan de åbne hasselnødder på 20 minutter.

Mange fugle opbevarer mad i en cache eller et skjulested. De gemmer mad til vinteren. Disse lagre består normalt af frø, men kan også bestå af insekter.

Hammer-holding er en almindelig måde for familien at håndtere madvarer på


Blåmejse med byttedyr

Spørgsmål og svar

Q: Hvad er Paridae?

Q: Hvad var klassifikationen for de fleste af Paridae-arterne?

Q: Hvad er de fælles karakteristika for Paridae?

Q: Er Paridae tilpasningsdygtige fugle?

Q: Hvad er en unik adfærd hos stormejser og blåmejser i Storbritannien?

Q: Hvor bygger Paridae-fuglene typisk rede?

Q: Hvor mange plettede hvide æg lægger Paridae typisk?

Søg efter bogstav