Paridae-familien er en familie af små fugle, mejserne (kaldet "chickadees" eller "titmice" i Nordamerika). De er sangsommerfugle, der er hjemmehørende på den nordlige halvkugle og i Afrika. De fleste af dem blev tidligere klassificeret i slægten Parus, som nu er blevet opsplittet.

Disse fugle er hovedsageligt små, kraftige skovarter med korte, kraftige næb. Nogle har kamme. De er mellem 10 og 22 centimeter lange. De er tilpasningsdygtige fugle med en blandet kost, der omfatter frø og insekter.

Mange arter lever i nærheden af menneskelig beboelse og kommer gerne til fuglefoderautomater for at få nødder eller frø og lærer at tage andre fødevarer. I Storbritannien har stormejser og blåmejser lært at bryde foliehættene på mælkeflasker på dørtrinene op for at få fat i fløden på toppen. Ændringen af mælkeemballagen har naturligvis frarøvet dem denne delikatesse.

Disse fugle er hulrugende fugle, der typisk bruger træer, selv om nogle arter bygger reder på jorden. De lægger alt fra tre til nitten hvidplettede æg, afhængigt af arten.

Kendetegn

Mejser er typisk små, kompakte fugle med kraftigt bygget krop og kort, kegleformet næb egnet til både at hakke i bark og knække frø. Mange har klare, kontrastfyldte farvemønstre på hoved og bryst — for eksempel sorte eller mørke hjelm- og kindstriber samt lyse maver. De arter med kamme (f.eks. nogle titmice) viser en tydelig kam på issen, som kan rejses ved alarm eller parring. Størrelsesmæssigt spænder de fra små (ca. 10 cm) til relativt store i familien (op til 22 cm).

Arter og taksonomi

Paridae-familien omfatter i alt omkring 50–65 arter fordelt på flere slægter efter moderne genetiske studier. Hvor man tidligere samlede mange arter i Parus, er gruppen i dag opdelt i flere slægter som fx Cyanistes, Poecile, Periparus og andre. Kendte arter i Europa og Nordamerika er blandt andre blåmejser (Cyanistes caeruleus), stormejser (Parus major) og forskellige "chickadees" i Nordamerika. Der findes også arter, som er specialiseret til bjergegne eller tørre områder i Afrika.

Adfærd og føde

Mejser er aktive, nysgerrige og ofte ret tillidsfulde over for mennesker. De bevæger sig hurtigt gennem træernes krone, hænger ofte hovedet nedad for at finde byttedyr og undersøger barkrevner systematisk. Kostmæssigt er de opportunistiske: i ynglesæsonen dominerer insekter og larver, som er vigtige proteinreserver for ungerne, mens frø, nødder og bær udgør en større del af kosten om efteråret og vinteren. Mange arter gemmer føde (caching) i bark eller løv for senere brug — en evne, der kræver god hukommelse.

I vinterhalvåret danner mange arter flokke, ofte blandet med andre småfuglearter, for effektivt at finde føde og mindske risikoen for rovdyr. De kan også vise mobbeadfærd mod rovdyr som spætte og rovfugle for at drive dem væk fra reder og yngleområder.

Reproduktion og redebygning

De fleste mejser er hulrugere og søger naturlige huletræer eller bruger hulrum i bygninger; mange accepterer kunstige kasser. Redebygningen er ofte lavet af plantemateriale, hår og mos, og reder er godt foret for at holde varme på æggene. Kuldstørrelsen varierer meget: nogle arter lægger kun 3–6 æg, mens andre kan lægge op til 15–19 æg i en god sæson. Inkubation varer typisk omkring 12–16 dage, og ungerne flyver normalt ud efter yderligere cirka 16–22 dage, afhængigt af art.

Udbredelse og levesteder

Mejser forekommer over store dele af den nordlige halvkugle — Europa, Asien og Nordamerika — samt i dele af det nordlige Afrika. De trives i mange habitattyper: løv- og nåleskove, hegn og levende hekker, parker, bynære haver og bjergrige skove. Mange arter tolererer menneskeskabte landskaber og drager fordel af foderautomater og redekasser, hvilket har gjort dem velkendte i haver og parker.

Forhold til mennesker og bevarelse

Mejser er ofte populære blandt fugleinteresserede, fordi de er nysgerrige og villige til at besøge foderautomater og redekasser. I byområder kan de bidrage til kontrollen af insekter. Nogle adfærdstræk, fx den historisk berømte evne hos visse britiske arter til at åbne foliehætter på mælkeflasker, viser deres problemløsningsevne og læring.

De fleste arter er i dag ikke truede, men lokale bestande kan påvirkes af skovrydning, tab af gamle hule træer samt klimapåvirkninger, der ændrer fødeudbud og insekt-sæsoner. Opsætning af redekasser, bevarelse af hule træer og ansvarlig brug af pesticider kan hjælpe populationerne.

Praktiske tips til at hjælpe mejser

  • Opsæt redekasser med passende indgangsstørrelse for den art, du vil tiltrække, og placer dem et roligt sted væk fra direkte sol og stærke vindretninger.
  • Tilbyd usaltede nødder, fedt og frø i foderautomater i vintermånederne — men hold fodersteder rene for at undgå sygdomsspredning.
  • Bevar eller plant træer og buske, som giver skjul, føde og potentielle hulrum til reder.