Pelagornis: Gigantiske fossile svævefugle med 6–7 m vingefang
Pelagornis: gigantiske fossile svævefugle med 6–7 m vingefang, 'tandede' næbprojektioner og effektiv marin svæveflyvning — opdag en af jordens største forhistoriske fugle.
Pelagornis er en slægt af store fossile fugle. En art, P. sandersi, er en af de største fugle, der nogensinde er fundet. Dens vingefang var dobbelt så stort som den største albatros. Dens vingefang anslås at være omkring 6,4 til 7,4 meter. Fossilet af denne særlige art er fra Oligocæn-stadiet, for ca. 25 millioner år siden (mya).
Udseende og særlige træk
Pelagornithider — ofte kaldet de såkaldte "bony‑toothed birds" — havde lange, smalle vinger og en let, hul knoglestruktur, hvilket mindede om moderne langdistancesvævere. Det mest karakteristiske kendetegn er de benede, tandlignende udvækster langs næbbet, de såkaldte pseudotænder. Disse er ikke rigtige tænder med dentin og rødder, men knoglefremspring på næbben, som sandsynligvis hjalp fuglene med at fastholde glat, marin bytte som fisk og blæksprutter.
Udbredelse og fossiler
Fossiler af pelagornithider er fundet på flere kontinenter, hvilket tyder på, at de var udbredt i verdenshavene gennem storparten af den paleogene og neogene periode. Materialet er ofte fragmentarisk, fordi de største knogler er skrøbelige og sjældent findes intakte. Det gør præcise beregninger af kropsvægt og vingefang vanskelige og fører til usikkerhed i enkelte estimater.
Levevis og føde
Pelagornis var tilpasset et liv over havet og antages at have været en effektiv svæveflyver. Dens lange, smalle vinger peger mod en stil med langdistance‑svævning, lignende de nulevende marine albatrosser, som udnytter havets vindfelter til at rejse store afstande uden meget flappen. Pseudotænderne tyder på et kostbestemmende fokus på fisk og bløddyr; de kunne gribe og fastholde glat bytte, muligvis ved at snappe tæt over vandfladen eller i lav dybde. Der er dog stadig debat om, hvorvidt nogle arter kunne dykke dybt eller mere var specialiserede i overfladefangst eller rov på mindre byttedyr.
Flyveevne og begrænsninger
De enorme vingefang gav lavt wing loading og høj effektivitet ved svævning, men kan have gjort start fra fladt land vanskelig uden kraftig vind eller højde. Forskere diskuterer derfor, om Pelagornis hyppigt lettede fra klipper eller brugte havets luftstrømme til at komme i luften. De tynde, men stærke vingeben var stærkt modificerede til kontinuerlig svævning frem for hyppig flappen.
Systematik og uddøen
Pelagornis tilhører familien Pelagornithidae, en gruppe hvis nøjagtige placering i fugletræet stadig debatteres. Der kendes flere arter i gruppen, og mange af de senere arter var mindre end P. sandersi. Hele gruppen døde ud for omkring tre millioner år siden; årsagerne til uddøen er ikke fuldt afklarede, men klimaændringer, ændringer i havernes økosystemer og konkurrence med andre havfugle og marine rovdyr er mulige faktorer.
Forskning og åbne spørgsmål
- Præcise vægtestimater og dermed detaljeret viden om flyvebiomekanik mangler, fordi mange fossiler er fragmentære.
- Der er fortsat debat om deres nøjagtige fødestrategier og hvor meget de lignede moderne albatrosser i adfærd.
- Uddøenes drivkræfter er endnu ikke endeligt fastlagt og er emne for aktiv forskning.
Pelagornis og de øvrige pelagornithider giver et fascinerende indblik i, hvor eksperimenterende og specialiseret fuglevenen kan blive i havmiljøet — og minder os om, at fortidens havoverflader bar nogle af de største flyvende dyr, vi kender til.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er Pelagornis?
A: Pelagornis er en slægt af enorme fossile fugle.
Q: Hvilken art af Pelagornis er en af de største fugle, der nogensinde er fundet?
A: P. sandersi er en af de største fugle, der nogensinde er fundet.
Q: Hvordan er P. sandersi's vingefang sammenlignet med den største albatros?
A: P. sandersi's vingefang var dobbelt så stort som den største albatros'.
Q: Hvornår levede P. sandersi?
A: P. sandersi levede for omkring 25 millioner år siden.
Q: Hvad er pelagornithider kendt for?
A: Pelagornithider er kendt for deres tandlignende næbfremspring, store størrelse og stærkt modificerede vingeknogler.
Q: Hvad er den foreslåede livsstil for P. sandersi baseret på dens evne til at glide?
A: Den foreslåede livsstil for P. sandersi er en langtrækkende marin svævende livsstil, der ligner den for levende albatrosser.
Q: Hvornår uddøde hele gruppen af pelagornithider?
A: Hele gruppen af pelagornithider uddøde for omkring tre millioner år siden.
Søge