Yasser Arafat (24. august 1929 – 11. november 2004) er bedst kendt som den første leder af det palæstinensiske folk. Han var formand for den palæstinensiske befrielsesorganisation (PLO) fra 1969 til 2004. I 1993 blev han også præsident for Den Palæstinensiske Nationale Myndighed (PNA), den administrative myndighed skabt efter Oslo-aftalerne.

Tidlige år og uddannelse

Der er uenighed om Arafats nøjagtige fødested; kilder nævner Jerusalem, Gaza eller Cairo. Han studerede civilingeniør på Kairo Universitet og arbejdede senere som ingeniør i Kuwait, hvor han blev aktiv i palæstinensisk politisk organisation og netværk. Hans tid i Arabien gav ham både organisatorisk erfaring og kontakter, som blev vigtige for hans senere rolle i bevægelsen.

PLO, Fatah og væbnede aktioner

Arafat var en af grundlæggerne af den politiske bevægelse Fatah, som opstod i slutningen af 1950’erne. Gennem 1960’erne og 1970’erne blev han PLO’s fremtrædende leder og samlede adskillige palæstinensiske grupper under PLO’s paraply. Under hans ledelse kombinerede organisationen væbnet kamp, politisk mobilisering og diplomati for at fremme palæstinensiske nationale krav.

Fred, forhandlinger og international anerkendelse

I 1993 deltog Arafat i Oslo-forhandlingerne med israelske ledere, hvilket førte til anerkendelse og parternes gensidige accept af midlertidige løsninger. Som følge af disse forhandlinger blev han i 1994 én af de tre modtagere af Nobels fredspris sammen med Yitzhak Rabin og Shimon Peres, for deres arbejde med fredsprocessen i Mellemøsten.

Modstand, kritik og interne udfordringer

Arafats lederrolle var omstridt både internationalt og blandt palæstinensere. Nogle betragtede ham som en national helt, andre kaldte ham en terrorist, der opfordrede til brug af vold for at nå sine mål. Han blev beskyldt for at tolerere eller støtte væbnede aktioner i perioder, især før 1990’erne. Samtidig kritiserede modstandere ham for manglende demokratisk lederskab, korruption i PNA og for at have gjort indrømmelser over for Israel, som nogle mente underminerede palæstinensiske krav.

Efter Oslo oplevede processen store tilbageslag: mordet på Yitzhak Rabin i 1995, fastfrosne forhandlinger og udbruddet af den anden intifada i 2000 førte til øgede spændinger. Arafat sad ofte fast i diplomatiske impasser og mistede noget af sin tidligere magt til interne fraktioner og eksterne aktører. I 2002 blev hans residens i Ramallah (Mukataa) belejret af israelske styrker, et symbol på den nye realitet for PLO/PNA under pres.

Sygdom, død og efterforskning

Arafat blev akut syg i oktober 2004 og blev fløjet til Paris for behandling. Han døde den 11. november 2004. Den officielle forklaring pegede på komplikationer efter en alvorlig sygdom og et slagtilfælde, men der opstod hurtigt spekulationer om mulig forgiftning. I årene efter hans død blev liget eksumeret og undersøgt af flere laboratorier; resultaterne har været modstridende og fortolkningerne uenige. Nogle undersøgelser har påstået at finde spor af radioaktive stoffer, mens andre ikke fandt bevis for forgiftning. Samlet set forblev dødsårsagen genstand for debat og usikkerhed.

Han blev første gang begravet på sin grund i Ramallah den 12. november, og genbegravet natten mellem 12. og 13. november. Gravmonumentet og kisten blev udført i håb om, at han en dag kunne blive genbegravet i Jerusalem, hvis der oprettes en uafhængig palæstinensisk stat med Østjerusalem som hovedstad.

Eftermæle

Yasser Arafat efterlod sig et komplekst eftermæle: han ses af mange som arkitekten bag nutidens palæstinensiske nationalbevidsthed og som en uundværlig forhandlingspartner i fredsprocessen. For andre er han et symbol på fejlslagen ledelse, manglende institutionel opbygning og kompromiser, der undertiden blev opfattet som utilstrækkelige. Hans liv illustrerer den vanskelige balance mellem væbnet modstand, diplomati og forsøg på statsskab i en af verdens mest langvarige konflikter.

  • Nøgleår: 1929 født; 1950’erne–60’erne politisk opbygning og Fatah; 1969 formand for PLO; 1993 Oslo-aftaler; 1994 Nobelpris; 1994–2004 præsident for PNA; 2004 død.
  • Arv: Både national symbol og omstridt politisk figur, med varige diskussioner om metoder, mål og ansvar.