Oswiu (ca. 611–15. februar 670), også kendt som Oswy eller Old English: Ōswīg, blev konge af Bernicia efter sin bror Oswalds død. Senere samlede han magten i det, der blev kendt som Northumbria. Da Oswiu besejrede og dræbte Penda af Mercia i slaget ved Winwaed, blev han anerkendt som den syvende bretwalda — en overkonge blandt de sydengelske konger. Efter sejren fik han stort indflydelse i Mercia og udnævnte sin svigersøn Peada (Penda's søn) til klientkonge over dele af Mercia. Oswiu er bemærkelsesværdig som en af de få northumbriske konger, der døde af naturlige årsager frem for i kamp.

Baggrund og tiltrædelse

Oswiu var søn af kong Æthelfrith af Bernicia og vokede op i en tid med hyppige konflikter mellem de angelsaksiske kongedømmer. Efter broderens Oswalds død og en periode med politisk uro konsoliderede Oswiu gradvist magten i Bernicia. Han udnyttede både militær styrke og ægteskabspolitiske alliancer til at sikre sin position, blandt andet ved at gifte sig ind i familier fra andre magtcentre.

Politik, krig og sejren ved Winwaed

Oswius regeringstid var præget af langvarige konflikter med den mægtige paganske konge Penda af Mercia. Slaget ved Winwaed (ca. 654–655) var et vendepunkt: Penda faldt i slaget, og Oswiu kunne efterfølgende udøve overherredømme over flere sydlige riger. Titlen bretwalda betegner hans status som en af de mest indflydelsesrige overkonger i perioden. Efter sejren sørgede Oswiu for at placere loyale eller afhængige ledere i nabolandene; han gjorde blandt andet sin svigersøn Peada til klientkonge i dele af Mercia, et skridt der både konsoliderede hans magt og skabte dynastiske bånd.

Religion og kirkelig indflydelse

Oswiu spillede en central rolle i kirkens udvikling i det nordlige England. Han var kristen og deltog aktivt i de religiøse diskussioner mellem den keltiske (irske) kirke og den romerske tradition. I 664 indkaldte han til Synoden i Whitby, hvor han besluttede at følge den romerske praksis med hensyn til beregning af påsken og tonsure. Beslutningen styrkede forbindelserne til paven og den romersk-kristne kirke og fik stor betydning for kirkens enhed og organisering i England.

Arv og død

Oswius styre efterlod et northumbrisk rige, som både var religiøst mere samlet og politisk stærkere i forhold til nabolandene. Efter hans død den 15. februar 670 blev han efterfulgt af sin søn Ecgfrith, som fortsatte Northumbrias magtpolitik. Oswius evne til at kombinere militarisk magt, kirkepolitik og ægteskabspolitiske alliancer gør ham til en af de mest markante skikkelser i 600-tallets engelske historie.