Mercia: Angelsaksisk kongerige i det engelske Midlands
Opdag Mercia — det magtfulde angelsaksiske kongerige i Englands Midlands, centreret ved Trent-dalen. Historie, kultur og betydningen bag navnet "England".
Mercia var et af de angelsaksiske kongeriger i Heptarchy. Det lå i den region, der i dag er kendt som det engelske Midlands. Mercia var centreret omkring dalen af floden Trent og dens bifloder. De blev bosat af angelsmænd, og deres navn er roden til navnet "England". Deres naboer var bl.a. andre angler, saksere og jyder, alle fra Tyskland. Mercia grænsede op til Northumbria, Wessex, Sussex, Essex og East Anglia. Mod vest var der briter i Powys og kongerigerne i det sydlige Wales.
Oprindelse og navn
Navnet "Mercia" stammer fra det angelsaksiske ord for "grænseland" eller "folk ved grænsen" (ofte gengivet som Mercia på latin), hvilket afspejler kongerigets placering mellem de angelsaksiske områder i øst og de britonske/rhonesiske områder i vest. Mercia opstod i løbet af de århundreder efter romernes tilbagetrækning (ca. 5.–7. århundrede) som en samling af mindre stammer og fyrstedømmer, der gradvist blev samlet under stærke ledere.
Geografi og vigtige centerbyer
Det geografiske omfang af Mercia varierede gennem tiden, men kernen lå i Trent-dalen og de omkringliggende sletter. Vigtige administrative og kongelige centre var bl.a.:
- Tamworth — et af de mest kendte kongesæder i det tidlige Mercia.
- Lichfield — senere et religiøst centrum, med katedral og bispesæde i Mercia.
- Repton — kendt fra arkæologiske fund, herunder gravpladser og tidlige kongelige begravelser.
- Winchester/Stafford/Derby — andre vigtige byer og møntsteder på forskellige tidspunkter.
Politisk historie og fremgang
Mercia udviklede sig fra et af flere konkurrerende angelsaksiske riger til at blive det dominerende magtcentrum i det centrale og østlige England i perioder. Nogle nøglepunkter og regenter:
- Penda (d. 655) — en af de tidlige magtfulde, pagan-ledere, som førte Mercia i strid mod nordlige og kristne naboer.
- Wulfhere (midten af 600-t.) — ekspanderede mercianernes indflydelse i det centrale England og konverterede til kristendommen.
- Æthelbald (d. 757) — genopbyggede og konsoliderede magten i 700-tallet.
- Offa (757–796) — den mest berømte merciske konge. Under Offa oplevede Mercia en storhedsperiode (ofte kaldet "Mercian Supremacy"). Han gennemførte administrative reformer, slog mønter (silver pennies), byggede Offa's Dyke langs grænsen til Wales og førte diplomati med kontinentale magter som Karl den Store.
- Coenwulf og efterfølgende konger — forsøgte at bevare mercisk magt efter Offas død, men politisk pres, interne stridigheder og senere vikingetogter svækkede riget.
Økonomi, samfund og kultur
Mercia var økonomisk baseret på landbrug, husdyrhold, skovbrug og handel langs floderne, især Trent. Byer og kongelige centre fungerede som knudepunkter for administration og møntning. Samfundet var lagdelt med en konge og hans hof, lokale fyrster eller eorler, frie bønder (ceorls), og trælle/slaver.
Sproget var en lokal variant af Old English, ofte omtalt som Mercian-dialekten, som senere bidrog til udviklingen af det standardiserede engelske sprog. Kunsthåndværk, smykker (f.eks. fund som Staffordshire Hoard) og sakrale genstande viser høj teknisk og kunstnerisk standard i perioden.
Religion
Overgangen fra hedenskab til kristendom fandt sted gennem 600-tallet og frem, med missionærer fra både Kent og kontinental Europa. Kirken voksede i betydning: klostre, bispesæder og kristne institutioner spillede en central rolle både åndeligt og politisk i Mercia.
Militær magt og grænser
Mercia havde en stærk krigs- og forsvarskultur, som var nødvendig for at kontrollere et så stort og ofte omstridt område. Offa's Dyke er et af de mest kendte militærgeografiske værker fra perioden, bygget som en grænse mod walisiske kongedømmer. Mercia deltog også i konflikter mod naboer som Northumbria, Wessex og britiske fyrstedømmer i vest.
Vikinger, nedgang og integration
I slutningen af 800-tallet og begyndelsen af 900-tallet ændrede vikingetogter og etableringen af Danelagen magtbalancen i England. Nord- og østlige dele af de engelske øer kom under skandinavisk kontrol, hvilket reducerede Mercias udbredelse. Efterhånden blev Mercia inddraget i den voksende dominans fra kongeriget Wessex; merciske konger mistede meget af deres uafhængighed, og området blev senere styret af wessexiske konger og earler.
Arværd og arkæologi
Arkæologiske fund fra steder som Repton, Tamworth og adskillige fund af gravudstyr og våben kaster lys over livet og magten i Mercia. Det berømte Staffordshire Hoard (fundet i 2009) anses for at være et af de største anglosaksiske guld- og sølvfund og menes at stamme fra 600–700-tallet — knyttet til mercisk kultur og krigsstof.
Betydning i eftertiden
Mercia spillede en afgørende rolle i den tidlige middelalders politiske, kulturelle og religiøse udvikling i England. Selv om det mistede sin selvstændighed, bidrog Mercia væsentligt til formationen af det senere engelske kongerige — i sprog, administration og territoriel organisation. Mange nutidige stednavne og historiske spor i Midlands vidner om den merciske tilstedeværelse.
Væsentlige træk at huske:
- Mercia var et centralt angelsaksisk kongerige i Midlands, centreret omkring floden Trent.
- Under konger som Offa opnåede Mercia regional dominans og udførte administrative og militære tiltag, fx Offa's Dyke.
- Vikinger og fremvæksten af Wessex førte til Mercias politiske svækkelse og efterfølgende integration i et samlet England.
Mercia og dets naboer omkring 600
Tidlig historie
Arkæologiske fund viser, at de første anglianske bosættelser lå i Trent-flodens dal. Det oprindelige kongerige Mercia havde en række forskellige former for jord. Det meste af det ville ikke have været det første valg for nogen, der ønskede at bosætte sig der. Ikke hvis der var bedre jord til rådighed andre steder. Navnet "Mercia" stammer fra stamme-navnet Mierce, som betyder "grænsemenneske". Det var sandsynligvis et navn, der allerede var kendt i det engelske midterland, og som blev overtaget af de angelsmænd, der bosatte sig der. Anglerne kom ifølge Bede fra Angulus i Nordtyskland. De var af samme slægt som East Anglians og Northumbrians. De germanske stammers invasion af England skete relativt hurtigt. Omkring år 650 var England en stor samling af små kongeriger, der hver især havde en krigsherre eller en småkonge. Inden for 200 år efter deres ankomst til England, i slutningen af det syvende århundrede, opstod Heptarchy: de syv kongeriger i det angelsaksiske England. Mercia var den dominerende magt blandt angelsakserne fra midten af det syvende århundrede til begyndelsen af det niende århundrede. Flere adelskvinder fra Mercia spillede en vigtig rolle i mercianske anliggender. Dette står i modsætning til Wessex, hvor kvinder sjældent havde en aktiv rolle i regeringen. I det syvende og ottende århundrede kæmpede Mercia hovedsagelig med Northumbria. I det niende århundrede var Wessex den dominerende magt i regionen. Kong Egbert af Wessex (802-839) var overherre og overdrog for første gang denne position til sine arvinger. Fra dette tidspunkt og indtil de ophørte med at eksistere som et kongerige, var Mercia et vasalkongerige under Wessex. I den sidste fjerdedel af det niende århundrede mistede Mercia en stor del af sit territorium i Midlands til danske bosættere.
Kristendommen blev indført i Mercia i 650-tallet. De første munke var irere, efterfulgt af nordmumbrianere. I 653 blev der oprettet et enkelt bispedømme, og en række irsk uddannede biskopper fulgte efter. I 674 blev der oprettet et andet bispedømme for det østlige Mercia.
Bemærkelsesværdige konger
Penda (ca. 626-655) var en hedensk konge af Mercia. Han var i stand til at samle et forbund af en række mindre kongeriger og skabte Mercia ud fra dette. Men i 630'erne var han ikke i stand til at konkurrere med de større angelsaksiske kongeriger, der var omkring ham. Northumberland truede med at ekspandere ind på Mercias område. Penda fandt det bekvemt at alliere sig med Gwynedd, det dominerende britiske kongerige mod vest. Det var et usædvanligt samarbejde mellem kristne og hedninge, men det fungerede. Sammen besejrede de den nordumbriske konge Edwin, som døde i slaget ved Hatfield Chase.
Athelred I (675-716) var den tredje af Penda's sønner, der blev konge af Mercia. Han hærgede Kent for at forhindre, at de brød ud af hans styre. I 679 var han i krig med Northumbria. Ifølge Bede mæglede Theodore ærkebiskop af Canterbury mellem de to konger for at genoprette freden. Han giftede sig med Ostryth, datter af kongen af Bernicia. Han var en kristen konge, som grundlagde flere kirker og klostre. Han trådte tilbage som konge i 704 og overdrog kronen til sin nevø Cenred. Han var abbed af klosteret Bardsey og synes at være død omkring 716.
Offa (757-796) var den første af de angelsaksiske konger, som med rette kunne kaldes "englændernes konge". Han var søn af Thingfrith, bror til Penda. Han kæmpede for at få kontrol over Mercia efter at være kommet til magten lige efter en borgerkrig. Men han viste sig at være skånselsløs, dristig og kreativ ved at bringe Kent, Sussex og Essex under sin kontrol. Offa havde diplomatiske forbindelser med Karl den Store. Han var en af de få angelsaksiske monarker, der havde forbindelser med herskere fra kontinentet. Der blev udvekslet breve og gaver. Men da Offa forsøgte at gifte sin søn med en af Karl den Stores døtre, blev forbindelserne hurtigt afbrudt. Frankiske havne blev lukket for britiske skibe. Offa, der var meget involveret i kirkelige anliggender, var personligt formand for kirkelige rådsmøder i 786-7. I 787 overtalte han paven til at oprette stillingen som ærkebiskop af Lichfield i Mercia. Han ønskede sin egen ærkebiskop, som var tættere på end ærkebiskoppen af Canterbury. Han reorganiserede forsvaret af sit kongerige. Et af disse forsvarsværker, Offa's Dyke, var et massivt jordværk mellem Mercia og de walisiske kongeriger mod vest. Offa døde i 796. Hans søn, Ecgfrith, varede kun 141 dage som konge. Mercia blev aldrig mere så magtfuldt som under Offas regeringstid.
Vikingernes invasioner
En ny Merciankonge, Raedwulf, blev dræbt af vikingetogtere i 844. I 855 blev der registreret vikingebander i Mercia nær Wrekin. Men i 865 skete der en stor ændring i de skandinaviske angriberes aktiviteter. Der var tale om en meget større militærstyrke, end man tidligere havde set. Ankomsten af den store hedenske hær i East Anglia. I en periode var danskerne (vikingerne) mere interesserede i Northumbria. De fik kontrol over York og rykkede sydpå ind i Mercia og slog derefter vinterlejr i Nottingham. I foråret 868 kom en kombineret hær fra Mercian og West Saxon mod vikingerne, men der var ingen kamp. Den merciske kong Burghred indgik en fredsaftale med angriberne, som derefter rykkede nordpå til York. I 873 blev Burghred tvunget ud af Mercia af vikingerne, som derefter indsatte deres eget valg af konge, Ceowulf. I 874 delte den hedenske hær sig med Halfdan, en af lederne, der tog sin bande nordpå. I 878 blev vikingerne i Mercia angrebet og besejret af kong Alfred af Wessex. De konverterede til kristendommen og bosatte sig på landet i East Anglia.
Forfald som kongerige
I det niende århundrede gik Mercia som kongerige i tilbagegang. I 873-74 blev Mercia erobret af den hedenske hær. I 880'erne dannede Wessex en ægteskabsalliance med Mercia. Alfreds datter, Ethelflaeda, giftede sig med Ethelstan (II) af Mercia. Da Ethelstan døde i 912, udnævnte Edward den Ældre Ethelflaeda (hans søster) til "Lady of the Mercians". Da Ethelflaeda døde i 918, troede de merciske adelsmænd nu, at de var fri for Wessex' styre. Edward greb ind og udnævnte Ethelflaedas datter, Aelfwynn, til at regere Mercia som sin repræsentant. Men i 919 bragte Edward hende tilbage til Wessex. Herefter blev Mercia blot betragtet som endnu et shire under hans styre. Der fulgte en række ealdormen (svarende til en greve i Europa). Under Knud i 1017 blev Mercia en af de fire divisioner i England.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad var Mercia?
A: Mercia var et af de angelsaksiske kongeriger i Heptarchy.
Q: Hvor lå Mercia?
A: Mercia lå i den region, der nu er kendt som det engelske Midlands, herunder både East Midlands og West Midlands.
Q: Hvad var centrum for Mercia?
A: Mercia var centreret omkring Trent-flodens dal og dens bifloder.
Q: Hvem bosatte sig i Mercia?
A: Mercia blev bosat af anglerne, hvis navn er roden til navnet 'England'.
Q: Hvem var Mercias naboer?
A: Mercias naboer omfattede andre anglere, saksere og jyder, alle fra Tyskland. Det grænsede op til Northumbria, Wessex, Sussex, Essex og East Anglia.
Q: Hvad var hovedstaden i Mercia?
A: Hovedstaden i Mercia var Tamworth, som i dag er en del af Staffordshire.
Q: Hvem boede i den vestlige del af Mercia?
A: Vest for Mercia boede briterne i Powys og kongerigerne i det sydlige Wales.
Søge