Mercia

Tidlig historie

Arkæologiske fund viser, at de første anglianske bosættelser lå i Trent-flodens dal. Det oprindelige kongerige Mercia havde en række forskellige former for jord. Det meste af det ville ikke have været det første valg for nogen, der ønskede at bosætte sig der. Ikke hvis der var bedre jord til rådighed andre steder. Navnet "Mercia" stammer fra stamme-navnet Mierce, som betyder "grænsemenneske". Det var sandsynligvis et navn, der allerede var kendt i det engelske midterland, og som blev overtaget af de angelsmænd, der bosatte sig der. Anglerne kom ifølge Bede fra Angulus i Nordtyskland. De var af samme slægt som East Anglians og Northumbrians. De germanske stammers invasion af England skete relativt hurtigt. Omkring år 650 var England en stor samling af små kongeriger, der hver især havde en krigsherre eller en småkonge. Inden for 200 år efter deres ankomst til England, i slutningen af det syvende århundrede, opstod Heptarchy: de syv kongeriger i det angelsaksiske England. Mercia var den dominerende magt blandt angelsakserne fra midten af det syvende århundrede til begyndelsen af det niende århundrede. Flere adelskvinder fra Mercia spillede en vigtig rolle i mercianske anliggender. Dette står i modsætning til Wessex, hvor kvinder sjældent havde en aktiv rolle i regeringen. I det syvende og ottende århundrede kæmpede Mercia hovedsagelig med Northumbria. I det niende århundrede var Wessex den dominerende magt i regionen. Kong Egbert af Wessex (802-839) var overherre og overdrog for første gang denne position til sine arvinger. Fra dette tidspunkt og indtil de ophørte med at eksistere som et kongerige, var Mercia et vasalkongerige under Wessex. I den sidste fjerdedel af det niende århundrede mistede Mercia en stor del af sit territorium i Midlands til danske bosættere.

Kristendommen blev indført i Mercia i 650-tallet. De første munke var irere, efterfulgt af nordmumbrianere. I 653 blev der oprettet et enkelt bispedømme, og en række irsk uddannede biskopper fulgte efter. I 674 blev der oprettet et andet bispedømme for det østlige Mercia.

Bemærkelsesværdige konger

Penda (ca. 626-655) var en hedensk konge af Mercia. Han var i stand til at samle et forbund af en række mindre kongeriger og skabte Mercia ud fra dette. Men i 630'erne var han ikke i stand til at konkurrere med de større angelsaksiske kongeriger, der var omkring ham. Northumberland truede med at ekspandere ind på Mercias område. Penda fandt det bekvemt at alliere sig med Gwynedd, det dominerende britiske kongerige mod vest. Det var et usædvanligt samarbejde mellem kristne og hedninge, men det fungerede. Sammen besejrede de den nordumbriske konge Edwin, som døde i slaget ved Hatfield Chase.

Athelred I (675-716) var den tredje af Penda's sønner, der blev konge af Mercia. Han hærgede Kent for at forhindre, at de brød ud af hans styre. I 679 var han i krig med Northumbria. Ifølge Bede mæglede Theodore ærkebiskop af Canterbury mellem de to konger for at genoprette freden. Han giftede sig med Ostryth, datter af kongen af Bernicia. Han var en kristen konge, som grundlagde flere kirker og klostre. Han trådte tilbage som konge i 704 og overdrog kronen til sin nevø Cenred. Han var abbed af klosteret Bardsey og synes at være død omkring 716.

Offa (757-796) var den første af de angelsaksiske konger, som med rette kunne kaldes "englændernes konge". Han var søn af Thingfrith, bror til Penda. Han kæmpede for at få kontrol over Mercia efter at være kommet til magten lige efter en borgerkrig. Men han viste sig at være skånselsløs, dristig og kreativ ved at bringe Kent, Sussex og Essex under sin kontrol. Offa havde diplomatiske forbindelser med Karl den Store. Han var en af de få angelsaksiske monarker, der havde forbindelser med herskere fra kontinentet. Der blev udvekslet breve og gaver. Men da Offa forsøgte at gifte sin søn med en af Karl den Stores døtre, blev forbindelserne hurtigt afbrudt. Frankiske havne blev lukket for britiske skibe. Offa, der var meget involveret i kirkelige anliggender, var personligt formand for kirkelige rådsmøder i 786-7. I 787 overtalte han paven til at oprette stillingen som ærkebiskop af Lichfield i Mercia. Han ønskede sin egen ærkebiskop, som var tættere på end ærkebiskoppen af Canterbury. Han reorganiserede forsvaret af sit kongerige. Et af disse forsvarsværker, Offa's Dyke, var et massivt jordværk mellem Mercia og de walisiske kongeriger mod vest. Offa døde i 796. Hans søn, Ecgfrith, varede kun 141 dage som konge. Mercia blev aldrig mere så magtfuldt som under Offas regeringstid.

Vikingernes invasioner

En ny Merciankonge, Raedwulf, blev dræbt af vikingetogtere i 844. I 855 blev der registreret vikingebander i Mercia nær Wrekin. Men i 865 skete der en stor ændring i de skandinaviske angriberes aktiviteter. Der var tale om en meget større militærstyrke, end man tidligere havde set. Ankomsten af den store hedenske hær i East Anglia. I en periode var danskerne (vikingerne) mere interesserede i Northumbria. De fik kontrol over York og rykkede sydpå ind i Mercia og slog derefter vinterlejr i Nottingham. I foråret 868 kom en kombineret hær fra Mercian og West Saxon mod vikingerne, men der var ingen kamp. Den merciske kong Burghred indgik en fredsaftale med angriberne, som derefter rykkede nordpå til York. I 873 blev Burghred tvunget ud af Mercia af vikingerne, som derefter indsatte deres eget valg af konge, Ceowulf. I 874 delte den hedenske hær sig med Halfdan, en af lederne, der tog sin bande nordpå. I 878 blev vikingerne i Mercia angrebet og besejret af kong Alfred af Wessex. De konverterede til kristendommen og bosatte sig på landet i East Anglia.

Forfald som kongerige

I det niende århundrede gik Mercia som kongerige i tilbagegang. I 873-74 blev Mercia erobret af den hedenske hær. I 880'erne dannede Wessex en ægteskabsalliance med Mercia. Alfreds datter, Ethelflaeda, giftede sig med Ethelstan (II) af Mercia. Da Ethelstan døde i 912, udnævnte Edward den Ældre Ethelflaeda (hans søster) til "Lady of the Mercians". Da Ethelflaeda døde i 918, troede de merciske adelsmænd nu, at de var fri for Wessex' styre. Edward greb ind og udnævnte Ethelflaedas datter, Aelfwynn, til at regere Mercia som sin repræsentant. Men i 919 bragte Edward hende tilbage til Wessex. Herefter blev Mercia blot betragtet som endnu et shire under hans styre. Der fulgte en række ealdormen (svarende til en greve i Europa). Under Knud i 1017 blev Mercia en af de fire divisioner i England.