Noas Ark: Bibelens redningsskib — størrelse, fund og myter
Noas Ark: Opdag sandhederne om størrelse, formodede fund på Ararat og myterne bag syndfloden — historisk analyse, mål og arkæologiske spor.
Noas Ark var ifølge 1. Mosebog (kapitel 6–9) i Bibelen et skib, som Gud bad Noa om at bygge for at redde sig selv, sin familie og dyr, før en stor syndflod skulle ødelægge jorden. Ifølge selve teksten blev Noah, hans hustru, hans tre sønner (Sem, Ham og Jafet) og deres hustruer ført om bord. 1. Mosebog skriver videre, at arken senere skulle have hvilet "på det højeste punkt i området" — en vending som traditionelt er blevet knyttet til Ararat-bjerget i det nuværende Tyrkiet, men den hebraiske tekst taler mere generelt om "områdets bjerge".
Skibets størrelse
I 1. Mosebog 6:14 angives arken til at være 300 × 50 × 30 alen (eller "kubits"). Hvad det svarer til i moderne mål afhænger af, hvilken længde man tillægger en alen/kubit:
- Hvis en kubit regnes som ca. 45,7 cm (almindelig "kort" kubit), får man omtrent 137,2 × 22,9 × 13,7 meter.
- Hvis man bruger en længere "kongelig" kubit på ca. 52–53 cm, ender man nærmere de størrelser, der ofte nævnes i populær litteratur, fx omkring 155,5 × 25,9 × 15,5 meter.
Afhængigt af hvilke måleenheder man vælger, kan arkens indre volumen og dermed dens sammenligning med moderne skibe variere. Dermed kan man sige, at arken med de nævnte mål ville have været på størrelse med store passagerskibe fra begyndelsen af 1900‑tallet (ofte sammenlignet med skibe som RMS Queen Elizabeth 2 eller i volumen nær Titanic). Det er dog vigtigt at fremhæve, at beregninger af "tonnage" eller vægt varierer meget alt efter regnemetode og antagelser om skibets konstruktion og materiale.
Søgninger, påstande og beviser
Gennem årene er der rapporteret mange påståede observationer og fund relateret til Noas Ark. Blandt de mest kendte er fotografier og beskrivelser af formationer på og omkring Mount Ararat samt forskellige "ark‑formede" strukturer, f.eks. det såkaldte Durupinar‑felt i Tyrkiet. En række enkeltpersoner og grupper har udført ekspeditioner og hævdet at have fundet rester af arken.
Trods disse påstande findes der ingen entydige, videnskabeligt accepterede arkæologiske beviser for, at et menneskeskabt fartøj som beskrevet i Genesis nogensinde er bevaret på Ararat eller andre steder. Mange af de omtalte formationer forklares bedre som naturlige geologiske strukturer eller som fejltolkede billeder. De fleste geologer, arkæologer og historikere betragter historierne om konkrete arkfund som usikre eller fejlagtige indtil fremvisning af klare, peer‑reviewede beviser.
Historisk, kulturel og religiøs betydning
Noas Ark er både et centralt motiv i jødisk‑kristen og islamsk tradition og et kraftfuldt symbol for frelse, dom og pagt. Fortællingen har inspireret kunst, litteratur, teologi og populærkultur gennem århundreder, og den har givet anledning til mange forskellige fortolkninger:
- Historisk‑kritiske læsninger ser beretningen som mytisk eller som en sammensmeltning af ældre, mesopotamiske flodmyter.
- Religiøse fortolkninger kan opfatte historien bogstaveligt som en global oversvømmelse eller som en moralsk/åndelig læresætning.
- Nogle forskere foreslår, at beretningen kan bygge på lokale oversvømmelser i oldtiden, som senere blev overdrevent universaliseret i traditionen.
Konklusion
Sammenfattende: ifølge 1. Mosebog byggede Noa en ark i de dimensioner, der er angivet i teksten, og traditionen forbinder ofte arken med Ararat‑området. Moderne beregninger af skibets størrelse afhænger af, hvilken alen man bruger, og mange påstande om fysiske fund er stadig ubekræftede. Der findes i dag intet videnskabeligt accepteret fysisk bevis for, at arken står bevaret på Ararat eller andre steder; historien lever fortsat stærkt som religiøst og kulturelt symbol samt som genstand for spekulation og forskning.
Noahs Ark, af Edward Hicks
En fesco i det Sixtinske Kapel, af Michelangelo. Den kaldes Den store syndflod
Opførelsen af arken. Malet af en ukendt fransk maler, omkring 1675.
Beskrivelse
Ifølge Bibelen var arken lavet af gopherwood. Gopherwood er muligvis træet fra et cypressetræ, som blev brugt til at bygge skibe i Mellemøsten. Cypressen var god til at lave skibe, fordi den havde stærkt træ fra en stor stamme og store lemmer. Der er dog ingen, der med sikkerhed ved, hvilken slags træ gopherwood var.
Arken var 300 alen lang og 50 alen bred, og den var 30 alen høj. I lang tid vidste man ikke præcis, hvor meget en alen var. En dag i de senere år af det 19. århundrede fandt arkæologer en tunnel i Jerusalem. Denne tunnel var blevet bygget i Kong Ezekias' dage (omkring 700 f.Kr.). Ved indgangen var der en indskrift, som sagde, at tunnelen var 1200 alen lang. Arkæologen målte tunnelen og så, at den var 1800 fod lang (54.000 centimeter). Så nu ved man altså, at den hebraiske alen, i hvert fald på Kong Ezekias' tid, var 20,4 tommer (51,816 centimeter).
Arkens form og størrelse var meget velegnet til at flyde (arken var lavet til at flyde, ikke til at flyde hurtigt gennem vandet). Mange fragtskibe er bygget som Noas ark, fordi dette design er meget stabilt i vandet.
Da Noa var færdig med at samle arken med brædderne af bøgetræ, skulle han gøre den vandtæt (så der ikke kunne trænge vand ind i arken). Ifølge Bibelen bad Gud Noa om at bruge beg, et vandtæt materiale, til at male den indvendigt og udvendigt.
Bygningen af arken tog Noah sandsynligvis omkring 55-75 år, baseret på hans alder og hans sønners alder, da syndfloden begyndte.
Naturalistiske tilgange
I renæssancen opstod der en ny form for videnskab. Disse mennesker satte aldrig spørgsmålstegn ved den bogstavelige sandhed i Arken-historien. De begyndte at tænke på den ud fra et praktisk synspunkt. I det 15. århundrede skrev Alfonso Tostada om logikken i arken, herunder om ting som f.eks. hvordan man skulle komme af med gødning og få frisk luft til at cirkulere. Geometrikeren Johannes Buteo fra det 16. århundrede udregnede skibets indre dimensioner. Han gav også plads til Noas møller og røgfri ovne. Senere folk brugte også hans model.
I det 17. århundrede var Amerika blevet opdaget og var ved at blive udforsket. Dette førte til nye problemer. Alle arterne skulle spredes igen fra ét punkt, efter syndfloden. Det indlysende svar var, at mennesket havde spredt sig over kontinenterne efter ødelæggelsen af Babelstårnet. De forskellige grupper tog dyr med sig. Nogle af resultaterne virkede dog besynderlige: Hvorfor havde de indfødte i Nordamerika taget klapperslanger med, men ikke heste, undrede Sir Thomas Browne sig i 1646? "Det er meget mærkeligt, at Amerika er fyldt med rovdyr og skadelige dyr, men ikke indeholder det nødvendige væsen, en hest."
Browne var blandt de første, der satte spørgsmålstegn ved begrebet spontan frembringelse. Han var læge og amatørvidenskabsmand og gjorde denne observation i forbifarten. Tidens bibelforskere som Justus Lipsius (1547-1606) og Athanasius Kircher (ca. 1601-80) var også begyndt at se nærmere på Arken-historien. De forsøgte at få den bibelske beretning til at passe med den naturhistoriske viden fra deres tid. De resulterende hypoteser var vigtige. De var en drivkraft bag studiet af planternes og dyrenes geografiske udbredelse. Denne form for undersøgelse blev biogeografi i det 18. århundrede. Naturhistorikere begyndte at drage sammenhænge mellem klimaer og de dyr og planter, der var tilpasset dem. En vigtig teori sagde, at det bibelske Ararat var stribet af forskellige klimazoner. Når klimaet ændrede sig, flyttede de tilhørende dyr sig også. Til sidst spredte de sig for at genbefolke kloden.
Der var også problemet med det stadigt voksende antal kendte arter: for Kircher og tidligere naturhistorikere var det ikke noget problem at finde plads til alle kendte dyrearter i arken, men da John Ray (1627-1705) arbejdede, blot flere årtier efter Kircher, var der fundet mange flere. Det blev stadig vanskeligere at indarbejde hele dyrenes mangfoldighed i Arken-fortællingen, og omkring 1700 var der kun få naturhistorikere, der kunne se nogen grund til at tro på en bogstavelig fortolkning af Noahs Ark-fortællingen.
Kopi i fuld størrelse
I 2011 blev der bygget en kopi af Noahs ark i fuld størrelse i Dordrecht i Holland.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er Noahs Ark?
A: Noahs Ark var ifølge 1. Mosebog i Bibelen et skib, som Gud bad Noah om at bygge for at redde sig selv, sin familie (undtagen hans søn Kanaan og hans kone Naama) og alle slags dyr fra en stor oversvømmelse, som Gud ville forårsage.
Spørgsmål: Hvor hvilede arken?
A: Arken hvilede på det højeste punkt i området, som var Araratbjerget i det nuværende Tyrkiet.
Spørgsmål: Hvor stor var den?
A: Skibets størrelse var 300 gange 50 gange 30 ellen, ifølge 1. Mosebog 6:14. Det gør det ca. halvt så stort som skibet RMS Queen Elizabeth 2 eller 155,45 gange 25,91 gange 15,54 meter. Det ville have haft omtrent samme tonnage (vægt) som RMS Titanic.
Spørgsmål: Hvem nægtede at komme om bord?
Svar: Hans søn Kanaan og hans kone Naama nægtede at komme om bord på arken.
Spørgsmål: Er der fundet fysiske beviser for dens eksistens?
Svar: Der er blevet registreret mange observationer af arken i årenes løb, men der er ikke fundet fysiske beviser for, at den i øjeblikket findes på Ararat-bjerget.
Søge