Jallianwala Bagh-massakren i Amritsar 1919 — Reginald Dyers skud mod civile
Jallianwala Bagh-massakren i Amritsar 1919: Reginald Dyers brutale skud mod civile — en tragisk begivenhed, afdækning af ofre, efterspil og historisk betydning.
Jallianwalah Bagh-massakren, også kendt som Amritsar-massakren, var en massakre, der fandt sted i Amritsar i 1919. Den er opkaldt efter Jallianwala Bagh [templet] i den nordindiske by Amritsar. Den 13. april 1919 begyndte soldater fra den britiske indiske hær at skyde mod en ubevæbnet menneskemængde af mænd, kvinder og børn. Den ansvarlige var brigadegeneral Reginald Dyer, der var militærkommandant i Amritsar.
Skyderiet varede omkring ti minutter. Ifølge officielle kilder fra det britiske Raj blev 379 mennesker dræbt. Ifølge andre kilder var der over 1.000 døde og mere end 2.000 hårdt såret, og civilkirurg Dr. Smith sagde, at der var 1.526 tilskadekomne. Opgørelserne over ofre varierer, og diskussionen om det præcise antal døde og sårede fortsætter blandt historikere.
Baggrund
Hændelsen skal ses i lyset af den spændte politiske situation i Indien i 1919. Efter Første Verdenskrig havde mange indere forventet større politiske rettigheder, men i stedet vedtog den britiske regering stramninger som Rowlatt-lovene, der gav myndighederne beføjelser til at tilbageholde og fængsle personer uden rettergang. Lovene og de deraf følgende protester førte til omfattende uro i Punjab-provinsen, herunder i Amritsar.
Hændelsesforløb
Den 13. april, under den store sikhske høst- og nytårsfejring Baisakhi, samlede en stor menneskemængde sig i Jallianwala Bagh for at høre taler og demonstrere mod myndighedernes undertrykkelse. Parken var en indhegnet have med få smalle ind- og udgange. Brigadgeneral Reginald Dyer havde tidligere indført restriktioner, men valgte alligevel at slå ned på forsamlingen. Uden at give en klar advarsel beordrede han sine tropper til at åbne ild mod den ubevæbnede folkemængde. Ifølge samtidige beretninger blev adgangsvejene delvist blokeret, hvilket gjorde flugt vanskelig.
Skydningen varede kort men intenst; soldaterne affyrede et stort antal skud, og mange blev dræbt eller såret på stedet. Folk søgte tilflugt i de omkringliggende bygninger eller pressede sig mod en brønd i parken for at undslippe kuglerne — flere ofre endte i brønden.
Ofre og dokumentation
Der er uenighed om det nøjagtige antal dræbte og sårede. De britiske myndigheders officielle tal angav 379 døde, mens andre opgørelser, hospitalstal og lægeudtalelser rapporterede langt flere. Udover de umiddelbare tab førte skader, panik og efterfølgende forfølgelser til yderligere lidelser i lokalsamfundet.
Efterspil og reaktioner
Massakren mødt med stærk fordømmelse både i Indien og internationalt. Den britiske regering nedsatte en undersøgelseskommission (Disorders Inquiry Committee, almindeligvis kaldet Hunter-kommissionen), som granskede hændelserne. Kommissionens rapport kritiserede Dyers handlinger og hans beslutning om at åbne ild mod en ubevæbnet forsamling uden at give en ordentlig advarsel.
Reaktionen i Storbritannien var splittet: nogle forsvarte Dyer og så ham som en mand, der havde genoprettet orden, mens andre krævede hårdere sanktioner. Dyer blev efterfølgende tvunget til at gå bort fra sin post og kom aldrig tilbage på aktiv tjeneste i Indien; han blev senere pensioneret. Samtidig øgede massakren den indiske befolknings vrede og mistillid til britisk styre og radikaliserede mange, herunder ledere i den indiske uafhængighedsbevægelse. Mahatma Gandhi og andre beskrev hændelsen som et vendepunkt, der underminerede enhver tro på retfærdighed under kolonistyret.
Betydning og minde
Jallianwala Bagh-massakren regnes i dag som et af de mest skelsættende og symboltunge overgreb i Indiens kolonihistorie. Den bidrog væsentligt til at styrke kravene om selvstyre og tiltrak opmærksomhed fra internationale observatører.
Stedet er bevaret som mindesmærke. Jallianwala Bagh rummer i dag et monument til de henrettede og sårede, og der er en evig flamme og et museum, som fortæller om begivenhederne. Nogle steder i muren kan man stadig se mærker, der siges at være fra kuglerne den dag — stedet besøges årligt af mange, som mindes ofrene og reflekterer over massakrens betydning for Indiens frihedskamp.
Kilder og videre læsning
- Primære kilder: samtidige øjenvidneberetninger og hospitalsjournaler.
- Officielle dokumenter: rapporter fra den britiske administration og Hunter-kommissionen.
- Eftertidens historiske analyser, som diskuterer både de politiske årsager og konsekvenserne for den indiske uafhængighedsbevægelse.
Baggrund
Indien under Første Verdenskrig
Første Verdenskrig begyndte med stor støtte og venlighed over for Storbritannien fra Indiens ledere. Dette var ikke forventet af briterne, som troede, at der måske ville komme et oprør. Indien hjalp meget til den britiske krigsindsats ved at stille mænd og ressourcer til rådighed. Omkring 1,3 millioner indiske soldater og arbejdere tjente i Europa, Afrika og Mellemøsten, mens både den indiske regering og fyrsterne sendte store forsyninger af mad, penge og ammunition.
Bengalen og Punjab var dog områder, hvor folk stadig ikke kunne lide briterne. Terroristlignende angreb i Bengalen hang sammen med urolighederne i Punjab. Fra krigens begyndelse forsøgte den oversøiske indiske befolkning (hovedsagelig fra Canada, Tyskland og USA) desuden at starte et oprør i Indien i lighed med opstanden i 1857. Med irsk republikansk, tysk og tyrkisk hjælp blev der lavet en stor sammensværgelse kaldet den hindu-tyske sammensværgelse. Denne sammensværgelse forsøgte også at få Afghanistan til ikke at støtte Britisk Indien.
Efter krigen
Efter Første Verdenskrig påvirkede det store antal døde og sårede, inflationen, den høje beskatning og andre problemer i høj grad Indiens befolkning. Indiske soldater smuglede våben ind i Indien for at slippe af med det britiske styre. Forskellige grupper gik sammen for at kræve uafhængighed fra Storbritannien. I 1916 underskrev den indiske nationalkongres og den muslimske liga Lucknow-pagten, hvori de blev enige om at bygge en grænse, der skulle dele Punjab (Indien) og Pakistan.
Rowlatt-loven
Den tiltagende borgerlige uro i hele Indien, især blandt møllearbejderne i Bombay, førte til Rowlatt-komitéen i 1919. Rowlatt-komitéen blev opkaldt efter Sydney Rowlatt, en engelsk dommer. Komiteens opgave var at forstå de tyske og bolsjevikiske forbindelser til den militante bevægelse i Indien, især i Punjab og Bengalen.
Komitéen bad om en udvidelse af Defence of India Act fra 1915 Loven gav vicekongens regering stor magt, herunder at lukke munden på pressen, herunder at tilbageholde politiske aktivister uden retssag, arrestation uden dommerkendelse af enhver person, der mistænkes for forræderi. Denne lov udløste stor vrede i Indien.
Før massakren
De begivenheder, der fulgte efter Rowlatt-loven i 1919, blev også påvirket af begivenhederne i forbindelse med Ghadar-konspirationen. På det tidspunkt var tropper fra den britisk-indiske hær ved at vende tilbage fra slagmarkerne i Europa og Mesopotamien til en økonomisk depression i Indien. Der var mange forsøg på mytteri i 1915, og retssagerne om Lahore-sammensværgelsen var stadig i offentlighedens søgelys. Nyheder om unge mohajirs, der kæmpede på vegne af det tyrkiske kalifat og senere for den røde hær under den russiske borgerkrig, begyndte også at nå Indien. Den russiske revolution var også begyndt at få indflydelse på Indien. Det var på dette tidspunkt, at Mahatma Gandhi, der indtil da var relativt ukendt på den indiske politiske scene, begyndte at fremstå som en masseleder.
Gandhis opfordring til at protestere mod Rowlatt-loven fik den forventede reaktion - rasende uro og protester. Situationen, især i Punjab, blev meget hurtigt forværret. Jernbane-, telegraf- og kommunikationssystemerne blev alle afbrudt. En enorm menneskemængde på 20.000 mennesker marcherede gennem Lahore.
I Amritsar samledes over 5.000 mennesker ved Jallianwala Bagh. Michael O'Dwyer siges at have ment, at dette var et led i et forsøg på at gøre oprør mod briterne. James Houssemayne Du Boulay siges at have tilskrevet en direkte sammenhæng mellem frygten for et ghadaritisk oprør midt i en stadig mere anspændt situation i Punjab og den britiske reaktion, der endte med massakren.
Den 10. april 1919 blev der afholdt en protest i Amritsar, en by i Punjab, en stor provins i den nordvestlige del af det daværende uopdelte Indien, ved vicekommissæren i Amritsar. Demonstrationen blev afholdt for at kræve løsladelse af to populære ledere af den indiske uafhængighedsbevægelse, Satya Pal og Saifuddin Kitchlew, som tidligere var blevet arresteret på grund af deres protester. De britiske tropper skød på folkemængden, og skuddene udløste mere vold. Senere på dagen blev flere banker og andre regeringsbygninger, herunder rådhuset og jernbanestationen, angrebet og sat i brand. Volden fortsatte med at stige og resulterede i mindst 5 europæeres død, herunder regeringsansatte og civile.
I de næste to dage var der ro i Amritsar, men volden fortsatte i andre dele af Punjab. Jernbanelinjer blev skåret over, telegrafisteder blev ødelagt, regeringsbygninger brændt ned, og tre europæere blev dræbt. Den 13. april havde den britiske regering besluttet at sætte det meste af Punjab under krigslov. Loven indskrænkede en række borgerlige frihedsrettigheder, herunder forsamlingsfriheden, og forbød forsamlinger med mere end fire personer
Massakren
Den 13. april 1919 samledes tusindvis af mennesker i Jallianwala Bagh (haven) nær det gyldne tempel i Amritsar. Datoen var for Baisakhi-festivalen, som også var sikhernes nytår. I mere end to hundrede år havde denne festival tiltrukket tusindvis af mennesker fra hele Indien. Folk havde rejst i dagevis for at komme til Amritsar.
Jallianwala Bagh var omgivet på alle sider af huse og bygninger og havde få smalle indgange, hvoraf de fleste var låst. Folk, der ikke kunne flygte, forsøgte at klatre op ad parkens mure. Mange sprang ned i en brønd inde i området for at undslippe kuglerne. En plakette i monumentet fortæller, at 120 lig blev pillet op af brønden.
Som følge af skyderiet blev hundredvis af mennesker dræbt og tusindvis såret. I et telegram sendt til Dyer skrev den britiske guvernørløjtnant i Punjab, Sir Michael O'Dwyer: "Din handling er korrekt. Guvernørløjtnanten godkender den."
O'Dwyer bad om at få indført undtagelsestilstand i Amritsar og andre områder; dette blev tilladt af vicekongen, Lord Chelmsford, efter massakren.
Jallianwalla Bagh i 1919, måneder efter massakren.
Martyrens brønd i Jallianwala Bagh.
Dyer afvist
Dyer blev i begyndelsen bifaldet af nogle, men i juli 1920 blev han kritiseret og tvunget til at trække sig tilbage af Underhuset.
Spørgsmål og svar
Q: Hvornår fandt Jallianwala Bagh-massakren sted?
A: Jallianwala Bagh-massakren fandt sted den 13. april 1919.
Spørgsmål: Hvor fandt Jallianwala Bagh-massakren sted?
A: Jallianwala Bagh-massakren fandt sted i Amritsar, Punjab, Indien.
Q: Hvem beordrede Jallianwala Bagh-massakren?
A: Brigadegeneral Reginald Dyer var den person, der havde ansvaret for og beordrede Jallianwala Bagh-massakren.
Q: Hvem var ofrene for Jallianwala Bagh-massakren?
A: Ofrene for Jallianwala Bagh-massakren var en ubevæbnet menneskemængde af mænd, kvinder og børn.
Q: Hvor længe varede skyderiet under Jallianwala Bagh-massakren?
A: Skyderiet under Jallianwala Bagh-massakren varede omkring ti minutter.
Q: Hvor mange mennesker blev dræbt under Jallianwala Bagh-massakren ifølge officielle britiske Raj-kilder?
A: Ifølge officielle britiske Raj-kilder blev 379 mennesker dræbt under Jallianwala Bagh-massakren.
Q: Hvor mange sårede rapporterede civilkirurg Dr. Smith under Jallianwala Bagh-massakren?
A: Civilkirurgen Dr. Smith rapporterede om 1.500 sårede under Jallianwala Bagh-massakren.
Søge