Jallianwalah Bagh-massakren,

Baggrund

Indien under Første Verdenskrig

Første Verdenskrig begyndte med stor støtte og venlighed over for Storbritannien fra Indiens ledere. Dette var ikke forventet af briterne, som troede, at der måske ville komme et oprør. Indien hjalp meget til den britiske krigsindsats ved at stille mænd og ressourcer til rådighed. Omkring 1,3 millioner indiske soldater og arbejdere tjente i Europa, Afrika og Mellemøsten, mens både den indiske regering og fyrsterne sendte store forsyninger af mad, penge og ammunition.

Bengalen og Punjab var dog områder, hvor folk stadig ikke kunne lide briterne. Terroristlignende angreb i Bengalen hang sammen med urolighederne i Punjab. Fra krigens begyndelse forsøgte den oversøiske indiske befolkning (hovedsagelig fra Canada, Tyskland og USA) desuden at starte et oprør i Indien i lighed med opstanden i 1857. Med irsk republikansk, tysk og tyrkisk hjælp blev der lavet en stor sammensværgelse kaldet den hindu-tyske sammensværgelse. Denne sammensværgelse forsøgte også at få Afghanistan til ikke at støtte Britisk Indien.

Efter krigen

Efter Første Verdenskrig påvirkede det store antal døde og sårede, inflationen, den høje beskatning og andre problemer i høj grad Indiens befolkning. Indiske soldater smuglede våben ind i Indien for at slippe af med det britiske styre. Forskellige grupper gik sammen for at kræve uafhængighed fra Storbritannien. I 1916 underskrev den indiske nationalkongres og den muslimske liga Lucknow-pagten, hvori de blev enige om at bygge en grænse, der skulle dele Punjab (Indien) og Pakistan.

Rowlatt-loven

Den tiltagende borgerlige uro i hele Indien, især blandt møllearbejderne i Bombay, førte til Rowlatt-komitéen i 1919. Rowlatt-komitéen blev opkaldt efter Sydney Rowlatt, en engelsk dommer. Komiteens opgave var at forstå de tyske og bolsjevikiske forbindelser til den militante bevægelse i Indien, især i Punjab og Bengalen.

Komitéen bad om en udvidelse af Defence of India Act fra 1915 Loven gav vicekongens regering stor magt, herunder at lukke munden på pressen, herunder at tilbageholde politiske aktivister uden retssag, arrestation uden dommerkendelse af enhver person, der mistænkes for forræderi. Denne lov udløste stor vrede i Indien.

Før massakren

De begivenheder, der fulgte efter Rowlatt-loven i 1919, blev også påvirket af begivenhederne i forbindelse med Ghadar-konspirationen. På det tidspunkt var tropper fra den britisk-indiske hær ved at vende tilbage fra slagmarkerne i Europa og Mesopotamien til en økonomisk depression i Indien. Der var mange forsøg på mytteri i 1915, og retssagerne om Lahore-sammensværgelsen var stadig i offentlighedens søgelys. Nyheder om unge mohajirs, der kæmpede på vegne af det tyrkiske kalifat og senere for den røde hær under den russiske borgerkrig, begyndte også at nå Indien. Den russiske revolution var også begyndt at få indflydelse på Indien. Det var på dette tidspunkt, at Mahatma Gandhi, der indtil da var relativt ukendt på den indiske politiske scene, begyndte at fremstå som en masseleder.

Gandhis opfordring til at protestere mod Rowlatt-loven fik den forventede reaktion - rasende uro og protester. Situationen, især i Punjab, blev meget hurtigt forværret. Jernbane-, telegraf- og kommunikationssystemerne blev alle afbrudt. En enorm menneskemængde på 20.000 mennesker marcherede gennem Lahore.

I Amritsar samledes over 5.000 mennesker ved Jallianwala Bagh. Michael O'Dwyer siges at have ment, at dette var et led i et forsøg på at gøre oprør mod briterne. James Houssemayne Du Boulay siges at have tilskrevet en direkte sammenhæng mellem frygten for et ghadaritisk oprør midt i en stadig mere anspændt situation i Punjab og den britiske reaktion, der endte med massakren.

Den 10. april 1919 blev der afholdt en protest i Amritsar, en by i Punjab, en stor provins i den nordvestlige del af det daværende uopdelte Indien, ved vicekommissæren i Amritsar. Demonstrationen blev afholdt for at kræve løsladelse af to populære ledere af den indiske uafhængighedsbevægelse, Satya Pal og Saifuddin Kitchlew, som tidligere var blevet arresteret på grund af deres protester. De britiske tropper skød på folkemængden, og skuddene udløste mere vold. Senere på dagen blev flere banker og andre regeringsbygninger, herunder rådhuset og jernbanestationen, angrebet og sat i brand. Volden fortsatte med at stige og resulterede i mindst 5 europæeres død, herunder regeringsansatte og civile.

I de næste to dage var der ro i Amritsar, men volden fortsatte i andre dele af Punjab. Jernbanelinjer blev skåret over, telegrafisteder blev ødelagt, regeringsbygninger brændt ned, og tre europæere blev dræbt. Den 13. april havde den britiske regering besluttet at sætte det meste af Punjab under krigslov. Loven indskrænkede en række borgerlige frihedsrettigheder, herunder forsamlingsfriheden, og forbød forsamlinger med mere end fire personer

Massakren

Den 13. april 1919 samledes tusindvis af mennesker i Jallianwala Bagh (haven) nær det gyldne tempel i Amritsar. Datoen var for Baisakhi-festivalen, som også var sikhernes nytår. I mere end to hundrede år havde denne festival tiltrukket tusindvis af mennesker fra hele Indien. Folk havde rejst i dagevis for at komme til Amritsar.

Jallianwala Bagh var omgivet på alle sider af huse og bygninger og havde få smalle indgange, hvoraf de fleste var låst. Folk, der ikke kunne flygte, forsøgte at klatre op ad parkens mure. Mange sprang ned i en brønd inde i området for at undslippe kuglerne. En plakette i monumentet fortæller, at 120 lig blev pillet op af brønden.

Som følge af skyderiet blev hundredvis af mennesker dræbt og tusindvis såret. I et telegram sendt til Dyer skrev den britiske guvernørløjtnant i Punjab, Sir Michael O'Dwyer: "Din handling er korrekt. Guvernørløjtnanten godkender den."

O'Dwyer bad om at få indført undtagelsestilstand i Amritsar og andre områder; dette blev tilladt af vicekongen, Lord Chelmsford, efter massakren.

Jallianwalla Bagh i 1919, måneder efter massakren.


Martyrens brønd i Jallianwala Bagh.

Dyer afvist

Dyer blev i begyndelsen bifaldet af nogle, men i juli 1920 blev han kritiseret og tvunget til at trække sig tilbage af Underhuset.