Jallianwalah Bagh-massakren, også kendt som Amritsar-massakren, var en massakre, der fandt sted i Amritsar i 1919. Den er opkaldt efter Jallianwala Bagh [templet] i den nordindiske by Amritsar. Den 13. april 1919 begyndte soldater fra den britiske indiske hær at skyde mod en ubevæbnet menneskemængde af mænd, kvinder og børn. Den ansvarlige var brigadegeneral Reginald Dyer, der var militærkommandant i Amritsar.

Skyderiet varede omkring ti minutter. Ifølge officielle kilder fra det britiske Raj blev 379 mennesker dræbt. Ifølge andre kilder var der over 1.000 døde og mere end 2.000 hårdt såret, og civilkirurg Dr. Smith sagde, at der var 1.526 tilskadekomne. Opgørelserne over ofre varierer, og diskussionen om det præcise antal døde og sårede fortsætter blandt historikere.

Baggrund

Hændelsen skal ses i lyset af den spændte politiske situation i Indien i 1919. Efter Første Verdenskrig havde mange indere forventet større politiske rettigheder, men i stedet vedtog den britiske regering stramninger som Rowlatt-lovene, der gav myndighederne beføjelser til at tilbageholde og fængsle personer uden rettergang. Lovene og de deraf følgende protester førte til omfattende uro i Punjab-provinsen, herunder i Amritsar.

Hændelsesforløb

Den 13. april, under den store sikhske høst- og nytårsfejring Baisakhi, samlede en stor menneskemængde sig i Jallianwala Bagh for at høre taler og demonstrere mod myndighedernes undertrykkelse. Parken var en indhegnet have med få smalle ind- og udgange. Brigadgeneral Reginald Dyer havde tidligere indført restriktioner, men valgte alligevel at slå ned på forsamlingen. Uden at give en klar advarsel beordrede han sine tropper til at åbne ild mod den ubevæbnede folkemængde. Ifølge samtidige beretninger blev adgangsvejene delvist blokeret, hvilket gjorde flugt vanskelig.

Skydningen varede kort men intenst; soldaterne affyrede et stort antal skud, og mange blev dræbt eller såret på stedet. Folk søgte tilflugt i de omkringliggende bygninger eller pressede sig mod en brønd i parken for at undslippe kuglerne — flere ofre endte i brønden.

Ofre og dokumentation

Der er uenighed om det nøjagtige antal dræbte og sårede. De britiske myndigheders officielle tal angav 379 døde, mens andre opgørelser, hospitalstal og lægeudtalelser rapporterede langt flere. Udover de umiddelbare tab førte skader, panik og efterfølgende forfølgelser til yderligere lidelser i lokalsamfundet.

Efterspil og reaktioner

Massakren mødt med stærk fordømmelse både i Indien og internationalt. Den britiske regering nedsatte en undersøgelseskommission (Disorders Inquiry Committee, almindeligvis kaldet Hunter-kommissionen), som granskede hændelserne. Kommissionens rapport kritiserede Dyers handlinger og hans beslutning om at åbne ild mod en ubevæbnet forsamling uden at give en ordentlig advarsel.

Reaktionen i Storbritannien var splittet: nogle forsvarte Dyer og så ham som en mand, der havde genoprettet orden, mens andre krævede hårdere sanktioner. Dyer blev efterfølgende tvunget til at gå bort fra sin post og kom aldrig tilbage på aktiv tjeneste i Indien; han blev senere pensioneret. Samtidig øgede massakren den indiske befolknings vrede og mistillid til britisk styre og radikaliserede mange, herunder ledere i den indiske uafhængighedsbevægelse. Mahatma Gandhi og andre beskrev hændelsen som et vendepunkt, der underminerede enhver tro på retfærdighed under kolonistyret.

Betydning og minde

Jallianwala Bagh-massakren regnes i dag som et af de mest skelsættende og symboltunge overgreb i Indiens kolonihistorie. Den bidrog væsentligt til at styrke kravene om selvstyre og tiltrak opmærksomhed fra internationale observatører.

Stedet er bevaret som mindesmærke. Jallianwala Bagh rummer i dag et monument til de henrettede og sårede, og der er en evig flamme og et museum, som fortæller om begivenhederne. Nogle steder i muren kan man stadig se mærker, der siges at være fra kuglerne den dag — stedet besøges årligt af mange, som mindes ofrene og reflekterer over massakrens betydning for Indiens frihedskamp.

Kilder og videre læsning

  • Primære kilder: samtidige øjenvidneberetninger og hospitalsjournaler.
  • Officielle dokumenter: rapporter fra den britiske administration og Hunter-kommissionen.
  • Eftertidens historiske analyser, som diskuterer både de politiske årsager og konsekvenserne for den indiske uafhængighedsbevægelse.