Indlandshave, også kaldet epeiriske eller epikontinentale have, er lavvandede have over en del af et kontinent. De dækker store, flade områder af den kontinentale skorpe og adskiller sig ofte fra dybere oceanområder ved lavere dybder, brede sand- og mudderflader og ofte stærk påvirkning fra kystnære processer.

Definition og kendetegn

Indlandshave opstår, når havet overskrider landarealer og danner store, lavvandede marine områder. De kendes ved:

  • Generelt lave dybder (ofte få meter til nogle hundrede meter).
  • Beliggenhed oven på den kontinentale plade/plate, ikke i dybe oceaniske bassiner.
  • Store sedimenttilførsler fra floder og kysterosion, som kan danne tykke aflejringslag.
  • Varierende saltholdighed og temperatur afhængig af tilførsel fra havet og tilstrømning fra ferskvand.

Årsager til dannelse

Der er to hovedmekanismer, der typisk fører til dannelse af epeiriske have:

  • Eustatiske havstigninger: Et globalt stigende havniveau (f.eks. på grund af isafsmeltning eller ændringer i havvandets temperatur) kan oversvømme lavtliggende kontinentale områder.
  • Tektonisk sænkning eller dannelse af bassiner: Dannelse af store geologiske bassiner som følge af pladetektonik eller isostatisk tilpasning kan skabe plads, som havvand kan fylde. Sedimentbelastning kan også medvirke til sænkning over tid.

Ofte virker begge processer sammen: et højere globalt havniveau kombineret med lokale sænkningsområder giver store epikontinentale have.

Historiske og moderne eksempler

Der har gennem geologisk tid været flere omfattende indlandshave:

  • En stor del af det nuværende Nordamerika var dækket af et epikontinentalt hav kaldet Sundancehavet i juratiden.
  • I kridttiden dækkede et endnu større område det såkaldte vestlige indre havområde (Western Interior Seaway), hvilket førte til righoldige marine aflejringer og fossiler.
  • Et moderne eksempel er Østersøen, som er relativt lav og delvist aflukket fra Atlanterhavet.
  • Hudsonbugten betragtes ofte som et epeirisk hav — dens gennemsnitsdybde er kun omkring 30 m (100 fod), sammenlignet med f.eks. den bengalske bugt, der er omkring 2600 m (8000 fod) dyb.
  • Nordsøen er ikke et indlandshav i snæver forstand, men den ligger på en kontinentalsokkel og har epeiriske træk (ordet "epeirisk" betyder netop tilknytning til kontinentalsoklen).

Forskelle mellem indlandshave og indre hav

Begreberne kan til tider forveksles. Kort sagt:

  • Indlandshave / epeiriske have: Lavvandede områder over kontinentalskorpen, ofte åbne mod oceanet via lavvandede passager og med stort sedimentindtag.
  • Indre hav (lukkede eller næsten lukkede hav): Mere lukkede bassiner med begrænset udveksling med åbent hav, hvilket kan give særlige salinitets- og iltforhold. Indlandshave er ofte mere åbne end indre hav, men der eksisterer overlappende tilfælde (fx Østersøen er både lav og delvist lukket).

Geologisk og økologisk betydning

Epeiriske have har stor betydning for geologien og for de organiske samfund, der levede i dem:

  • Tykt sedimentdække giver gode betingelser for bevarelse af fossiler og dannelse af sedimentære bjergarter (sandsten, kalk, skifer).
  • Store kalkaflejringer fra kridtperioden i det vestlige Nordamerika er et resultat af langvarige, varme indlandshave.
  • Aflejringer i indlandshave kan være reservoirer for olie og naturgas, og derfor har sådanne områder økonomisk betydning.
  • Økologisk giver de lavvandede, næringsrige farvande ofte store produktionsniveauer og særprægede marine samfund, men også sårbarhed overfor forurening og eutrofiering i moderne tid.

Afsluttende bemærkninger

Epeiriske/epikontinentale have er et vigtigt begreb i både geologi og oceanografi, fordi de forklarer, hvordan og hvorfor havet nogle gange dækker store dele af kontinenterne — og hvilke spor det efterlader i jordens lag. Eksempler fra fortiden som Sundancehavet og vestlige indre havområde samt nutidens Østersøen og Hudsonbugten illustrerer variationen i skala, dybde og forbindelsen til det åbne hav.