Incidentalmusik (scenemusik): definition, funktion og historie

Incidentalmusik (scenemusik): definition, funktion og historie — lær om rolle, udvikling og berømte værker fra antikken til Mendelssohn, Beethoven og Grieg.

Incidentalmusik er musik, der er skrevet til et teaterstykke. Den adskiller sig fra opera, hvor musikken ofte er konstant til stede: incidentalmusik bruges typisk mellem scener, som overgangsmusik, ved vigtige øjeblikke i handlingen eller som akkompagnement til sange, som skuespillerne synger. Musikken kan både være diegetisk (hørbar for karaktererne i stykket) og ikke-diegetisk (underlægningsmusik, kun for publikum). Den kaldes "incidental", fordi musikken understøtter og fremhæver teaterstykkets drama, men ikke er det centrale element i sig selv.

Funktioner i teateret

Incidentalmusik har flere praktiske og dramatiske funktioner: at skabe stemning, markere overgange mellem scener, understøtte karakterers følelser, introducere eller afrunde handlingen (fx gennem en ouvertures eller præludium), og give rytme til forestillingen. Den kan også fungere som motivisk materiale – korte temaer eller leitmotiver, der knytter sig til bestemte personer eller idéer. I moderne teater kan lyd og musik også bruges som et dramaturgisk virkemiddel i scenografi og lyddesign, fx ved at understrege tid, sted eller psykisk tilstand.

Tidlig brug og eksempler

Incidentalmusik blev brugt allerede i det antikke Grækenland, men optrådte og udviklede sig i forskellige former gennem århundrederne. I det 16. og 17.århundrede var den almindelig, især i Shakespeares skuespil, hvor karaktererne ofte synger sange. På dette tidspunkt blev underlægningsmusik oftere brugt i komedier end i tragedier, fordi tragediens ædle personer typisk talte vers og sjældent blev forestillet som sangende. Komiske roller som hyrder, nymfer eller klovne sang ofte korte viser som led i handlingen.

Romantikken og store komponister

I løbet af 1800-tallet skrev mange store komponister scenemusik til dramatikere, og værkerne begyndte ofte at leve videre uden for teatret som koncerterstatninger. Et berømt eksempel er Felix Mendelssohns musik til Shakespeares "En midsommernatsdrøm" fra 1842, hvor både ouverturen og mindre numre er blevet selvstændige koncerthits. Andre eksempler er Beethovens musik til Goethes skuespil Egmont, hvor ouverturen dramatiserer den spanske undertrykkelseaf Nederlandene, som er det, som stykket handler om, og Schuberts Rosamunde-ouverture, der oprindeligt hørte til et skuespil (Die Zauberharfe). Nogle komponister, som Schumann, skrev musik inspireret af dramatik uden at den nødvendigvis blev opført med stykket (fx musik til Manfred), mens andre skrev direkte til teatrets behov.

Andre vigtige komponister og eksempler

Mange komponister har bidraget med incidentalmusik, enten som kulisse- eller sceneunderstøttelse. Fx skrev Sibelius musik til Maeterlincks Pelléas et Mélisande, og Grieg (til Ibsens skuespil Peer Gynt) skabte et værk, hvor en række tonebilleder (som "Morgenstemning" og "I Dovregubbens hall") lever videre som koncerthyppige stykker. Mange af disse kompositioner er blevet arrangeret som konsertsuiter, så publikum kan høre dem uafhængigt af den oprindelige teateropførelse.

20. århundrede og nye tendenser

I det 20. århundrede ændrede teaterets musikalske rolle sig. Incidentalmusik blev ikke altid anvendt i samme omfang som før, men andre former dukkede op. Brechts stykker krævede fx en ny, ofte mere folkelig eller populær tone, og han samarbejdede med komponister som Weill og Eisler, hvis musik til Brecht ofte har præg af cabaret og politisk kommentar. Der blev også eksperimenteret med at integrere musikalske genrer og elektroniske elementer i scenearbejdet.

Nutidig brug

I dag bruges både akustisk og elektronisk musik hyppigt i teateret. Elektroniske lyde, optagelser og avanceret lyddesign gør det muligt at skabe komplekse lydverdener, lave præcise synkroniseringer og arbejde med rumlig lyd. Mange teatre benytter forudindspillet musik, live-elektronik eller små ensembles, alt efter dramaturgisk behov og økonomi. Musikere og lydkunstnere arbejder ofte tæt sammen med dramatikere, instruktører og scenografer for at udvikle et samlet scenisk udtryk.

Form og formidling

• Former: incidentalmusik kan være ouverturer, preludier, entr'actes, intermezzi, danse, viser, kor- og instrumentalnumre eller gentagne motifs
• Opførelse: Musikken kan spilles live i orkestret eller af et lille ensemble, men også af forudindspillede lydspor. Valget afhænger af forestillingens stil, praktiske forhold og ønsket intimitet eller afstand.
• Koncertliv: Mange stykker tidligere skrevet som scenemusik er bevaret i koncertform – enten som enkeltstående ouverturer eller som udvalgte suiter, som ofte indgår i orkestrenes repertoire.

Afsluttende bemærkninger

Incidentalmusik er et fleksibelt og omskifteligt fænomen, der følger teatrets skiftende æstetik og teknologiske muligheder. Fra antikkens traditioner over romantikkens store orkesterværker til 1900-tallets politiske cabaret og nutidens elektroniske lyddesign har scenemusikken fortsat en central rolle i at forme publikums oplevelse af dramatisk handling.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er underlægningsmusik?

Spørgsmål: Hvornår blev scenemusikken brugt første gang?

Spørgsmål: Hvordan blev scenemusik brugt i komedier i forhold til tragedier?

Spørgsmål: Hvem er nogle berømte komponister af scenemusik?

Spørgsmål: Bliver der stadig komponeret scenemusik i dag?

Spørgsmål: Opføres ouverturer fra disse kompositioner typisk separat ved koncerter?

Søg efter bogstav