Iapetushavet eksisterede i neoproterozoisk og palæozoisk tid (for mellem 600 og 400 millioner år siden). Havet lå på den sydlige halvkugle mellem tre palæokontinenter — hovedsageligt Laurentia, Baltica og Avalonia — og dannede en oceanisk afstand mellem disse landmasser. Havet forsvandt, da disse tre kontinenter blev forenet til én stor landmasse. Dette store kontinent har fået forskellige navne, f.eks. Laurussia eller det gamle røde sandstenskontinent. Det bedste navn er nok Euramerica, fordi det i bund og grund var Amerika og Europa, der blev klistret sammen. Lukningen af Iapetushavet førte til omfattende bjergkædedannelse og store aflejringer af det såkaldte Old Red Sandstone, som aflejredes i de nye indlandsbassiner under og efter kollisionsfasen.

Dannelsen og lukningen af Iapetushavet

Iapetushavet opstod under opløsningen af tidligere superkontinenter i neoproterozoikum og det tidlige palæozoikum, da kontinenter drev fra hinanden og oceanisk skorpe blev dannet. Senere, drevet af pladetektoniske bevægelser, blev oceanbunden subduceret under kantzoner, og skeletet af havet blev gradvist indsnævret. Den endelige sammenklapning skete i løbet af den ordoviciske til devoniske tid og kulminerede under den såkaldte Caledoniske ellerogenese, hvor collisionen mellem Laurentia, Baltica og Avalonia lukkede havet og skabte en sammenhængende kontinentalskorpe.

Paleontologiske og geologiske beviser

I begyndelsen af det 19. århundrede bemærkede den amerikanske palæontolog Charles Doolittle Walcott forskelle i de tidlige palæozoiske bentiske trilobitter på begge sider af den linje, som senere blev kaldt Iapetus-suturen. Den såkaldte "Stillehavsfauna" fra Laurentia, som findes i Skotland og vest for Newfoundland, var helt anderledes end faunaen fra Baltica, som ofte kaldes "Atlanterhavsfaunaen". Ud over trilobitter viser også brachiopoder, koraller og andre hardskallede organismer klare differentieringer mellem faunasamfundene på hver side af havet.

Geologiske og paleomagnetiske undersøgelser har siden bekræftet, at disse forskelle skyldtes en reel oceanisk adskillelse. Aflejringssekvenser, ophiolitkomplekser (rester af gammel oceanisk skorpe), metamorfe bælter og nappestrukturer i bjergkæderne er alle spor af den fortidige havbunden og subduktionsprocesserne, som lukkede Iapetushavet.

Iapetus-suturen og nutidige spor

Den linje, hvor kontinenternes kanter mødtes og sammenvoksede, kaldes Iapetus-suturen. Den kan i dag spores i flere regionale strukturer og bjergkæder. I Europa ses efterladenskaber af denne kollision i dele af de britiske øer, især i Skotland, og i Nordamerika er samme begivenhed forbundet med dannelsen af en del af den ældre Appalachian-bjergkæde. Sammenkoblingen af disse bjergkæder er et centralt bevis for, at de nu fjernere områder engang lå adskilt af et stort hav.

Geologer i begyndelsen af det 20. århundrede mente, at der havde eksisteret et stort trug, en såkaldt geosynklinal, mellem Skotland og England i det tidlige palæozoikum, som holdt de to sider adskilt. Med udviklingen af pladetektonikken i 1960'erne konkluderede geologerne imidlertid, at Atlanterhavet må have haft en forløber før Pangæa. Dette hav var blevet lukket, da tre kontinenter blev forenet, hvilket skabte Iapetus-suturen.

Betydning og eftervirkninger

Lukningen af Iapetushavet og Caledoniske sammenstød satte varige spor i Jordens geologi: store bjergkæder, omfattende sedimentbassiner (der dannede f.eks. Old Red Sandstone), og ændrede oceanstrømme og økosystemer. Begivenheden er også vigtig for at forstå den senere udvikling af Atlanterhavet — Iapetushavet kan betragtes som en tidlig forløber til de senere oceaner, fordi de samme kontinentale marginer senere indgik i den geodynamiske historie, der førte til åbningen af Atlanterhavet.

Studiet af Iapetushavet og dets suturer er derfor centralt for rekonstruktionen af gammel pladetektonik, for klarlæggelsen af paleogeografi i det tidlige palæozoikum og for forklaring af spredte forskelle i fossile faunasammensætninger, som de første geologer som Walcott allerede havde observeret.