En iskern er et langt stykke is, der er taget fra en gletsjer. Isen er boret meget dybt, så iskernen går tilbage til gammel is i bunden af gletsjeren. Normalt tages iskerner fra Antarktis, Grønland eller meget høje bjerge. Iskerner er typisk flere meter eller endda kilometer lange og opbevares i særlige, kolde lagre, så den fine struktur af lag og de luftbobler, der sidder i isen, bevares til analyse.
Hvordan dannes iskernene?
Sneen falder på jorden og samler sig (bliver dybere). Efterhånden som der falder mere sne, bliver de nederste lag komprimeret (tyndere) på grund af vægten på toppen. Til sidst er der kun is tilbage, og al luft forsvinder i form af indespærrede bobler eller som opløst gas. Lagdelingen i sne og is afspejler ofte årstiderne: sommerens smeltelag kan adskille sig fra vinterens, hvilket giver tydelige tynde og tykke lag. I dybere dele af iskappen bliver lagene yderligere strakt og deformeres af isens bevægelse.
Hvordan daterer man iskerner?
Jo dybere isen er, jo ældre er den. Iskerner kan dateres ved at se på lagene: ofte kan man se alle årstider i iskernen, fordi de danner et lag. Men lag-tælling fungerer bedst i de øverste dele og bliver vanskeligere, når lagene tyndes ud med dybden.
Der kan bruges flere andre metoder til datering og alderbestemmelse, fx:
- måling af ledningsevne eller matematiskemodeller som hjælper med at genkende vulkanske aske- eller surheds-signaler og gøre sammenligninger til kendte tidsserier,
- isotopanalyser (fx δ18O og δD), der bruges til at knytte lag til temperaturvariationer og dermed hjælpe med kronologien,
- tefra- eller vulkanaskelag (tephrochronologi), som kan matches med daterede vulkanudbrud,
- gasanalyse og modeller, herunder forståelsen af forskellen mellem isens alder og den alder, hvormed luftboblerne blev indespærret (gas–is aldere),
- isstrøms- og dybdemodeller, som konverterer borehulsdybde til alder ved at tage højde for isens bevægelse og komprimering.
Hvad kan forskere aflæse i iskerner?
Forskere undersøger iskerner for at finde ud af, hvordan klimaet var i fortiden. Isen opbevarer oplysninger som gasser (herunder CO₂, CH₄ og N₂O), partikler og aske fra vulkaner. Gasmålinger viser ændringer i atmosfærens sammensætning, mens støv og partikler kan fortælle om tørke, ørkenudbredelse og vindstyrke.
Den type vand, der danner isen, kan bruges til at beregne temperaturen på Jorden på det tidspunkt, hvor sneen faldt. Det gør man ved at måle forholdet mellem tunge og lette oxygen- og hydrogen-isotoper (fx δ18O og δD). Ændringer i disse isotoper korrelerer med lokale og regionale temperaturer og er derfor vigtige temperatur-proxies.
Hvilke klimahændelser kan vi se?
Iskerner viser blandt andet:
- glacial–interglacial cyklusser (vekslende istider og mellemistider),
- bratte klimaskift som Dansgaard–Oeschger-hændelser og Younger Dryas,
- lange trends i drivhusgasniveauer og forbindelsen mellem CO₂ og temperatur,
- vulkanske udbrud gennem aske- og sulfatafhængigheder, som kan spores langt tilbage i tiden.
Hvor gamle kan iskerner være?
Iskerner hjælper os med at vide, hvordan temperaturen har været på planeten i de sidste ca. 800.000 år for de længste, kontinuerlige isarkiver (fx fra EPICA i Antarktis). Forskere arbejder fortsat på at finde og bore efter endnu ældre is for at få længere klimaarkiver og bedre forståelse af tidligere klimacyklusser.
Boring og analyse — praktiske udfordringer
Boring af iskerner kræver specialudstyr og logistik: boreplatforme, varme- eller mekaniske bor, koldopbevaring og sterile forhold for at undgå forurening af prøverne. Der er også analytiske udfordringer som:
- brud på isen i såkaldte brittle-zoner,
- lagtynding og omfordeling dybt i iskappen,
- forskelle mellem is-aldre og gas-aldre, fordi luft indkapsles senere end selve isens dannelse,
- nøjagtig kalibrering af isotopmålinger og elektriske målinger.
Samlet set er iskerner en unik og detaljeret kilde til fortidens klima. De kombinerer direkte kemiske målinger af atmosfæren med fysiske spor i isen og giver dermed et meget værdifuldt grundlag for at forstå naturlige klimavariationer og for at sætte moderne global opvarmning i perspektiv.
