Katastrofisme er ideen om, at Jorden tidligere er blevet påvirket af pludselige, kortvarige og voldsomme begivenheder. Katastroferne, der muligvis var af verdensomspændende omfang, fandt sted mellem lange perioder med rolig inaktivitet. Begrebet blev kaldt "katastrofeisme" af William Whewell i 1837.

Katastrofer blev tidligt anset for at være hovedårsagen til mange af de ændringer, der kan ses i stenene og fossilerne. I feltobservationer og i bjerglagene syntes der at forekomme pludselige skift, hvor lag af sediment og de fossilførende lag ændrede karakter — dette blev tolket som bevis for lejlighedsvise gigantiske omvæltninger på en ellers forholdsvis rolig planet.

Den største sammenlignende anatom og palæontolog fra begyndelsen af det 19. århundrede støttede dette synspunkt. Han var Georges Cuvier, der var direktør for Muséum national d'histoire naturelle i Paris. Cuvier havde påvist, at der med sikkerhed havde fundet en udryddelse af arter sted. Hans katastrofisme var en forklaring på de regelmæssige ændringer i arter, der kunne ses i bjergarternes lag. Han havde ingen egentlig forklaring på, hvorfor de senere arter var forskellige fra de tidligere arter. Han afviste ideen om evolution, men foreslog ikke en religiøs løsning.

Modstand og udvikling: uniformitarianisme

I begyndelsen af 1800-tallet voksede der en modstridende skole, kaldet uniformitarianisme, som mest markant blev forsvaret af Charles Lyell. Ideen i uniformitarianisme var, at langsomme og vedvarende processer — som erosion, sedimentation og vulkansk aktivitet — over lange tidsrum kunne forklare de store forandringer i jordens overflade. Debatten mellem katastrofisme og uniformitarianisme blev et centralt tema i udviklingen af moderne geologi.

Nutidigt syn: både gradvise processer og pludselige begivenheder

Moderne geologi har forenet disse synspunkter i en helhedsforståelse: både langsomme, kontinuerlige processer og pludselige, voldsomme begivenheder har spillet rolle i jordens historie. Udviklingen af radiometrisk datering, pladetektonik og detaljeret sedimentologi har gjort det muligt at skelne mellem gradvise ændringer og øjeblikkelige hændelser i geologiske optegnelser.

Eksempler på katastrofer i jordens historie

  • Asteroide- eller kometnedslag — f.eks. Chicxulub-impakten for ca. 66 mio. år siden, som forbindes med afslutningen af Kridt (K–Pg)-perioden og udryddelsen af mange grupper, herunder ikke-fjerede dinosaurer.
  • Storskala vulkanisme — store vulkanske udbrud, som dannelsen af Deccan Traps eller de vulkanske province Siberian Traps, er blevet sat i forbindelse med store masseudryddelser (fx Perm–Trias-krisen).
  • Pludselige klimaskift — hurtige ændringer i klimaet på grund af vulkansk aktivitet, ændringer i havcirkulation eller andre faktorer kan føre til økologisk kollaps.
  • Isdæmmede oversvømmelser og glacial udstrømning — f.eks. Missoula-floderne i sidste istid, som formede store landskabstræk på relativt kort tid.

Begrebet i dag og betydning

I dag taler man ofte om "neokatastrofisme" eller om at anerkende katastrofiske begivenheder inden for en uniformitær ramme: idéen om, at den geologiske fortid er blevet formet både af langsomme processer og af lejlighedsvise, voldsomme hændelser. Katastrofiske hændelser forklarer ikke alt, men de er nødvendige for at forstå enkelte skarpe overgange i stratigrafien, hurtige biodiversitetstab og visse landskabsformer.

Metoder fra moderne geovidenskab — herunder radiometrisk datering, isotopgeokemi, sedimentologi, paleobiologi og fjernmåling — gør det muligt at identificere og datere både gradvise og pludselige hændelser i jordens historie. Samtidig har forståelsen af katastrofisme hjulpet med at sætte fokus på, hvordan pludselige, globale begivenheder kan påvirke biosfæren og menneskers levevilkår.