Chicxulub-krateret er et meget stort krater i det nordlige Mexico, der ligger delvist på Yucatán-halvøen og delvist under vandet i Den Mexicanske Golf. Mange forskere mener, at Chicxulub-krateret blev skabt af den meteor, der forårsagede uddøen af dinosaurerne og mange andre grupper af organismer ved slutningen af kridttiden.

Størrelse og opdagelse

Chicxulub-krateret er mere end 180 km i diameter, hvilket gør det til et af de største kendte nedslagskrater på Jorden. Det blev genkendt som en nedslagsstruktur i slutningen af 1970'erne af geofysikere og olieefterforskere, der fandt en tydelig tyngdekraftsanomali og særlige seismiske træk under Yucatán-skorpen.

Hvad skete der ved nedslaget?

Den bolide, der dannede krateret, menes at have haft en diameter på mindst 10 km (ca. 6 mi). Nedslaget frigjorde en enorm mængde energi, svarende til milliarder af atomvåben, og udløste øjeblikkelige globale begivenheder: kraftige chokbølger, kraftige jordskælv, brandstorme, megatsunamier og store mængder støv og aerosoler kastet op i atmosfæren.

Resultatet var blandt andet tæt skygge og reduceret fotosyntese i måneder til år, hurtig nedkøling af klimaet, syreregn og sammenbrud i fødekæder, hvilket ramte mange planter og dyr globalt.

Beviser for et nedslag

Beviserne for, at krateret stammer fra et kosmisk nedslag, omfatter:

  • Chokkvarts og andre deformationstrukturer i mineraler, som kun dannes ved meget høje tryk (chokkvarts).
  • Tektitter og smelteglas i de omkringliggende områder.
  • En tydelig tyngdekraftsanomali og seismiske strukturer i jordskorpen.
  • Et globalt lag med høje koncentrationer af grundstoffet iridium og andre spormetaller i grænselaget mellem kridttiden og paleogen, som ofte tolkes som materiale af kosmisk oprindelse.

Isotopdateringer og stratigrafiske undersøgelser viser, at denne nedslagsstruktur stammer fra slutningen af kridttiden for omkring 66 millioner år siden, og at nedslaget er tæt forbundet i tid med masseudryddelsen ved den såkaldte K–Pg-grænse (ofte kaldet K–T-grænsen).

Konsekvenser for livet på Jorden

Det nedslag, der er forbundet med Chicxulub, menes at have været en hovedårsag til masseudryddelserne ved K–Pg-grænsen, herunder uddøen af de ikke-fjerede (ikke-aviære) dinosaurerne. Mange marine grupper og andre landlevende organismer gik også til grunde. Samtidig har forskere peget på, at langvarig vulkansk aktivitet (fx Deccan Traps) muligvis forværrede situationen, så den samlede effekt blev endnu mere ødelæggende.

Forskning, debatter og nyere resultater

En gennemgang fra marts 2010, hvor 41 internationale eksperter fra 33 institutioner vurderede den tilgængelige dokumentation, der omfatter data fra palæontologi, geokemi, klimamodellering, geofysik og sedimentologi, konkluderede, at Chicxulub-nedslaget udløste de masseudryddelser, der ses ved K–T-grænsen. Denne konklusion bygger på mange uafhængige linjer af beviser.

Der har været og er stadig fagligt debat om detaljer som nedslagets præcise rolle relativt til andre faktorer (fx vulkanisme). Én hypotese fra 2007 foreslog, at boliden kunne være et stykke af en større asteroidefamilie, der også dannede 298 Baptistina, men senere undersøgelser har svækket denne særlige kobling, så spørgsmålet om oprindelsen af objektet er fortsat genstand for forskning.

Boringer og rekonstruktion af kraterstrukturen

Forskere har bores gennem kraterets rester for at hente kerneprøver og analysere de indre lag. Disse boringer har gjort det muligt at rekonstruere, hvordan den store asteroide skabte krateret for 66 millioner år siden, herunder opbygningen af kraterets centrale område og en såkaldt peak ring. Resultater fra blandt andre IODP/ICDP-ekspeditioner har vist chokket struktur i bjergarter, store mængder smelte og ændrede mineraler, som understøtter teorien om et voldsomt, kortvarigt slag med globale følger.

Betydning

Chicxulub-krateret er et af de bedste og mest vigtige studerede eksempler på, hvordan et enkelt stort kosmisk nedslag kan påvirke biosfæren globalt. Studiet af krateret hjælper os til bedre at forstå masseudryddelse, klimapræcisering efter pludselige hændelser og risikoen fra fremtidige store nær-Jorden-objekter.