James Hutton: Grundlægger af moderne geologi og uniformitarisme

Hutton fandt en række idéer til at forklare de bjergarter, han så omkring sig. Ifølge Playfair havde han "ikke travlt med at offentliggøre sin teori, for han var en af dem, der er meget mere begejstret for at betragte sandheden end for at rose sig selv for at have opdaget den".

Efter ca. 25 års arbejde blev hans teori om jorden læst op på møderne i Royal Society of Edinburgh i 1785.

Hutton læste senere den 4. juli 1785 et sammendrag af sin bog Concerning the system of the Earth, its duration and stability op, som han havde trykt og sendt rundt i private kredse. Heri skitserede han sin teori som følger;

"De faste dele af det nuværende land synes generelt at have været sammensat af havets produkter og af andre materialer, der ligner dem, der nu findes på kysterne. Derfor finder vi grund til at konkludere:
1. At det land, som vi hviler på, ikke er simpelt og oprindeligt, men at det er en sammensætning og var blevet dannet ved anden årsags
virke.
2., At før det nuværende land blev skabt, havde der eksisteret en verden bestående af hav og land, hvori der var tidevand og strømme med sådanne operationer på havets bund, som nu finder sted. Og
endelig, at mens det nuværende land blev dannet på havets bund, opretholdt det tidligere land planter og dyr; i det mindste var havet da beboet af dyr, på samme måde som det er i dag.

Derfor må vi konkludere, at størstedelen af vores land, hvis ikke hele landet er blevet skabt ved naturlige processer på denne klode; men at der for at gøre dette land til et permanent legeme, der kan modstå vandets bevægelser, har været to ting nødvendige:
1. konsolidering af masser, der er dannet af samlinger af løse eller usammenhængende materialer;
2. hævning af disse konsoliderede masser fra havets bund, hvor de blev samlet, til de steder, hvor de nu befinder sig over havets niveau".

I Huttons mindre kendte værk er der en bemærkelsesværdig foregribelse af ideen om naturlig udvælgelse. Som altid hos Hutton er ideen næsten skjult i det komplekse sprog:

"...hvis et organiseret legeme ikke befinder sig i den situation og under de omstændigheder, der er bedst egnet til dets opretholdelse og formering, så må vi, når vi forestiller os en uendelig mangfoldighed blandt individerne af denne art, være sikre på, at på den ene side vil de, der afviger mest fra den bedst tilpassede konstitution, være mest tilbøjelige til at gå til grunde, mens på den anden side de organiserede legemer, der nærmer sig mest den bedste konstitution for de nuværende omstændigheder, vil være bedst egnet til at fortsætte med at bevare sig selv og formere individerne af deres race".- Undersøgelse af kundskabens principper, bind 2.

Det samme "variationsprincip" ville påvirke "alle plantearter, uanset om de vokser i en skov eller på en eng". Han nåede frem til sine ideer som et resultat af eksperimenter med plante- og dyreavl, hvoraf han beskrev nogle af dem i et upubliceret manuskript, Elements of Agriculture. Han skelner mellem arvelig variation som følge af avl og ikke-arvelige variationer, der skyldes miljømæssige forskelle som f.eks. jordbund og klima.

Huttons prosa hæmmede hans teorier. John Playfair genfremsatte i 1802 Huttons geologiske ideer (dog ikke hans tanker om evolution). Charles Lyell populariserede i 1830'erne ideen om en uendeligt gentagende cyklus (med erosion af klipper og opbygning af sediment). Lyell troede på gradvise forandringer og mente, at selv Hutton gav for megen kredit til katastrofale forandringer.

Lyells bøger havde stor indflydelse, ikke mindst på den unge geolog Charles Darwin, som læste dem med begejstring under sin rejse på Beagle. William Whewell opfandt udtrykket uniformitarianisme for at beskrive Lyells version af ideerne. Dette stod i modsætning til katastrofeismen, som var en idé om, at klipperne var udtryk for en række katastrofer efterfulgt af en ny befolkningsgruppe af nye arter. Med tiden var der en konvergens mellem disse synspunkter, men Lyells beskrivelse af udviklingen af de geologiske ideer førte til en tro på, at uniformitarismen havde sejret.

• 1785. Resumé af en afhandling læst i Royal Society of Edinburgh den 7. marts og 4. april MDCCLXXXV om Jordens system, dens varighed og stabilitet. Edinburgh. 30 sider.
• 1788. Teorien om regn. Transactions of the Royal Society of Edinburgh, vol. 1, Part 2, pp. 41-86.
• 1788. Theory of the Earth; or an investigation of the laws observable in the composition, dissolution, and restoration of land on the Globe. Transactions of the Royal Society of Edinburgh, vol. 1, Part 2, pp. 209-304.
• 1792. Afhandlinger om forskellige emner i naturfilosofi. Edinburgh & London: Strahan & Cadell.
• 1794. Observationer om granit. Transactions of the Royal Society of Edinburgh, vol. 3, pp. 77-81.
• 1794. En afhandling om filosofien om lys, varme og ild. Edinburgh: Cadell, Junior, Davies.
• 1794. En undersøgelse af kundskabens principper og af fornuftens udvikling fra fornuft til videnskab og filosofi. Edinburgh: Strahan & Cadell.
• 1795. Teori om jorden; med beviser og illustrationer. Edinburgh: Creech. 2 bd.
• 1797. Elementer af landbrug. Upubliceret manuskript.
• 1899. Theory of the Earth; with proofs and illustrations, vol III, Edited by Sir Archibald Geikie. Geological Society, Burlington House, London.