Mary Robinson | den første kvindelige præsident i Irland

Baggrund

Mary Robinson blev født Mary Therese Winifred Bourke i Ballina, County Mayo i 1944 og var datter af to læger. Bourke-familien har været bosat i Mayo siden det trettende århundrede. En forfader var en ledende aktivist i Irish National Land League i Mayo og det irske republikanske broderskab; en onkel, Sir Paget John Bourke, blev slået til ridder af dronning Elizabeth II efter en karriere som dommer i Colonial Service, mens en anden slægtning var romersk-katolsk nonne.

Robinson fik tilladelse fra den daværende ærkebiskop af Dublin, John Charles McQuaid, til at studere på Trinity College i Dublin (TCD); på det tidspunkt var det ifølge kirkens regler forbudt for katolikker at studere på TCD uden særlig tilladelse, kaldet dispensation. TCD tillod engang ikke katolikker at studere på TCD. I tyverne blev hun udnævnt til professor i jura på kollegiet.

 

Karriere i Seanad Éireann

Hun blev valgt som et af Trinity Colleges tre medlemmer af Seanad Éireann i 1969.

Hun kæmpede:

• for kvinders ret til at sidde i nævninge,
• at tillade kvinder at forblive i den offentlige sektor efter ægteskab,
• for lovlig adgang til prævention.

Hun var også medlem af flere udvalg i Senatet/Oireachtas:

• Det Blandede Udvalg om afledt EU-lovgivning (1973-1989)
• Formand for Underudvalget for Sociale Anliggender (1977-1987)
• Formand for Retsudvalget (1987-1989)
• Det Fælles Udvalg om Ægteskabssammenbrud (1983-1985)

I 1982 indgik Labour Party en koalitionsregering med Fine Gael. Mange forventede, at Robinson skulle være statsadvokat, men Labour-partiets leder valgte i stedet en ukendt, ny senioradvokat ved navn John Rogers. Kort efter trådte Robinson ud af partiet i protest mod den anglo-irske aftale, hun mente, at unionistiske politikere i Nordirland burde have været hørt som en del af aftalen.

Robinson besluttede ikke at søge om genvalg til senatet i 1989. Et år senere indvilligede hun i at blive den første Labour-kandidat til præsidentposten og den første kvindelige kandidat i det, der kun var det andet præsidentvalg, der blev bestridt af tre kandidater siden 1945.

 
Et af de civile kontorer (med tilnavnet "Bunkers").   Dublin Corporation byggede dem kontroversielt nok på et af verdens bedst bevarede vikingeområder ved Wood Quay. Robinson gav juridisk støtte til lederne af den mislykkede kampagne for at redde stedet.  

Præsidentvalg

Kandidater fra andre partier

Det største oppositionsparti, Fine Gael, var ikke velorganiseret. De satsede på, at den tidligere premierminister Garret FitzGerald ville stille op som deres kandidat (men i to år havde han sagt nej), og derefter spurgte de Peter Barry, som tidligere havde været villig til at stille op, men som var løbet tør for tålmodighed og ikke længere var interesseret. Partiets tredje valg var den tidligere borgerrettighedsforkæmper Austin Currie, en ny TD og tidligere minister i Brian Faulkners magtfordelingsregering i Nordirland fra 1973-1974.

Fianna Fáil valgte Tánaiste og forsvarsminister Brian Lenihan. Lenihan var populær og blev af mange anset for at være humoristisk og intelligent. Ligesom Robinson havde han gennemført liberale politiske reformer. I 1960'erne afskaffede han f.eks. censuren. Han blev set som en næsten sikker vinder af præsidentvalget. Det eneste spørgsmål, der blev stillet, var, om Robinson ville slå Currie og komme på andenpladsen.

Men Taoiseach Charles Haughey fra Fianna Fáil var ikke populær, og lederen af Labour Party, Dick Spring, var ved at blive mere populær.

 

Valgkampagne

Under valgkampen fandt folk ud af, at det, som Lenihan havde fortalt venner privat, viste, at han havde løjet offentligt om opløsningen af Dáil Éireann i 1982.

Lenihan benægtede, at han havde lagt pres på præsidenten, men derefter blev der fremlagt et bånd af et interview, som han havde givet en kandidatstuderende i maj måned forinden, hvor han talte om, at han havde forsøgt at lægge pres på præsidenten. Lenihan hævdede, at han "efter moden erindring" ikke havde lagt pres på præsidenten, og at han havde været forvirret i sit interview med den studerende. Men regeringen truede med at falde over sagen.

Lenihan blev afskediget som Tánaiste og forsvarsminister.

Lenihan formåede alligevel at vinde den første optælling. I systemet med enkelt overførbare stemmer blev Austin Currie elimineret, og hans andenvalgsstemmer blev talt med. De fleste var til Robinson. Lenihan blev den første Fianna Fáil-præsidentkandidat i embedets historie til at tabe et præsidentvalg. Robinson blev nu præsident.

 

Formandskab

Robinson var en populær præsident, og før han døde i 2002 sagde Brian Lenihan, at hun var en bedre præsident, end han nogensinde kunne have været. Hun besøgte ofte Storbritannien og blev den første irske præsident til at besøge dronning Elizabeth II på Buckingham Palace. Hun bød velkommen til besøg af højtstående britiske kongelige, især prins af Wales i Áras an Uachtaráin. På en tur til Belfast mødtes hun med det lokale parlamentsmedlem Gerry Adams, formand for Sinn Féin. Udenrigsminister Dick Spring, der var leder af Labour Party, rådede hende privat til ikke at møde Adams. Regeringen rådede hende imidlertid ikke formelt til ikke at mødes med ham, så hun mente, at det ville være forkert ikke at møde det lokale parlamentsmedlem under sit besøg, og hun blev fotograferet offentligt, da hun gav ham hånden. Under sine forskellige besøg i Nordirland mødtes hun faktisk regelmæssigt med politikere fra alle partier, herunder David Trimble fra Ulster Unionist Party og John Hume fra Social Democratic and Labour Party.

Charles Haughey døde og kunne ikke lide hende, og han forhindrede hende endda i at holde den vigtige BBC Dimbleby Lecture. Haugheys efterfølgere som premierminister, Albert Reynolds (Fianna Fáil: 1992-94), John Bruton (Fine Gael: 1994-97) og Bertie Ahern (Fianna Fáil:1997- ) lagde aldrig skjul på deres beundring for hendes arbejde. Bruton og Ahern forsøgte begge at få hende til at blive FN's højkommissær for menneskerettigheder.

 

Højkommissær for menneskerettigheder

Robinson blev FN's højkommissær for menneskerettigheder den 12. september 1997 og trådte tilbage fra formandskabet et par uger før tiden med de irske politiske partiers godkendelse for at kunne tiltræde posten. Ifølge avisartikler var hun blevet bedt af FN's generalsekretær Kofi Annan om at blive en offentlig kampagneleder.

Robinson var den første højkommissær for menneskerettigheder, der besøgte Tibet, da hun rejste dertil i 1998. I løbet af sin embedsperiode kritiserede hun det irske system med tilladelser til indvandrere fra lande uden for EU og kritiserede USA's brug af dødsstraffen. Selv om hun oprindeligt havde meddelt, at hun havde til hensigt at sidde i en enkelt fireårig periode, forlængede hun mandatet med et år efter en appel fra Annan, hvilket gjorde det muligt for hende at lede verdenskonferencen mod racisme, racediskrimination, fremmedhad og intolerance i 2001 i Durban i Sydafrika som generalsekretær. Robinsons mandat som højkommissær sluttede i 2002.

 

Trinity College

Fru Robinson er den fjerde og tyvende og første kvindelige kansler for University of Dublin.

 

De Ældste

Den 18. juli 2007 i Johannesburg, Sydafrika, indkaldte Nelson Mandela, hans hustru Graça Machel og Desmond Tutu en gruppe af verdens ledere til at bidrage med deres visdom, uafhængige lederskab og ærlighed til at løse nogle af verdens vanskeligste problemer. Nelson Mandela annoncerede dannelsen af denne nye gruppe, The Elders, i en tale, som han holdt på sin 89-års fødselsdag.

Ærkebiskop Tutu vil fungere som formand for The Elders. Blandt de stiftende medlemmer af denne gruppe er også Graça Machel, Kofi Annan, Ela Bhatt, Gro Harlem Brundtland, Jimmy Carter, Li Zhaoxing, Mary Robinson og Muhammad Yunus.

The Elders vil blive finansieret uafhængigt af en gruppe af grundlæggere, herunder Richard Branson, Peter Gabriel, Ray Chambers; Michael Chambers; Bridgeway Foundation; Pam Omidyar, Humanity United; Amy Robbins; Shashi Ruia, Dick Tarlow; og The United Nations Foundation.

Som præsident underskrev hun to meget vigtige lovforslag, som hun havde kæmpet for i hele sin politiske karriere

1. Et lovforslag om fuldstændig liberalisering af loven om adgang til præventionsmidler,
2. En lov, der fuldt ud afkriminaliserede homoseksualitet og i modsætning til Storbritannien og store dele af verden på det tidspunkt gav en fuldt ud lige myndighedsalder og behandlede heteroseksuelle og homoseksuelle på samme måde. Og fra den 6. til 9. november 2006 deltog hun i det internationale møde om Yogyakarta-principperne i Indonesien.

 

Yderligere læsning

• Stephen Collins, Spring and the Labour Party (O'Brien Press, 1993) ISBN 0-86278-349-6
• Eamon Delaney, En utilsigtet diplomat: My Years in the Irish Foreign Service (1987-1995) (New Island Books, 2001) ISBN 1-902602-39-0
• Garret FitzGerald, All in a Life (Gill and Macmillan, 1991) ISBN 0-7171-1600-X
• Fergus Finlay, Mary Robinson: A President with a Purpose (O'Brien Press, 1991) ISBN 0-86278-257-0
• Fergus Finlay. Snakes & Ladders (New Island Books, 1998) ISBN 1-874597-76-6
• Jack Jones, Efter din mening: Political and Social Trends in Ireland through the Eyes of the Electorate (Townhouse, 2001) ISBN 1-8605959-149-3
• Ray Kavanagh, The Rise and Fall of the Labour Party:1986-1999 (Blackwater Press 2001) ISBN 1-84131-528-1
• Gabriel Kiely, Anne o'Donnell, Patricia Kennedy, Suzanne Quin (eds) Irish Social Policy in Context (University College Dublin Press, 1999) ISBN 1-900621-25-8
• Brian Lenihan, For the Record (Blackwater Press, 1991) ISBN 0-86121-362-9
• Mary McQuillan, Mary Robinson: A President in Progress (Gill and Macmillan, 1994) ISBN 0-7171-2251-4
• Olivia O'Leary & Helen Burke, Mary Robinson: The Authorised Biography (Lir/Hodder & Stoughton, 1998) ISBN 0-340-71738-6
• Michael O'Sullivan, Mary Robinson: The Life and Times of an Irish Liberal (Blackwater Press, 1993) ISBN 0-86121-448-X
• Lorna Siggins, The Woman Who Took Power in the Park (Kvinden der tog magten i parken): Mary Robinson, President of Ireland, 1990-1997 (Mainstream Publishing, 1997) ISBN 1-85158-805-1

Andet kildemateriale

Mediedækning i The Irish Times, The Irish Independent, The Examiner (nu omdøbt til Irish Examiner), The Star, The Irish Mirror, The Irish Sun, Sunday Tribune, The Sunday Independent, The Sunday Times, The Times, The Daily Telegraph og The Guardian. Desuden briefingnotater fra forskellige lejligheder (især statsbesøg, officielle eller personlige besøg af Robinson i udlandet) fra det irske udenrigsministerium, udenrigsministeriet, Buckingham Palace, Áras an Uachtaráin, Den Hellige Stol og FN's pressekontorer (herunder [2] teksten til hendes Romanes-foredrag i november 1997). En del af baggrunden kom via et interview med fru Robinson.

Korea Liberator: [3] Arkiveret 2008-02-07 på Wayback Machine Kritik af Robinsons manglende udtale sig, mens Nordkorea bevidst udsultede to millioner af sit folk til døde, hovedsageligt under hendes embedsperiode (advarsel: grafisk billede).