Mary Robinson (irsk: Máire Mhic Róibín;[1] født 21. maj 1944) var Irlands første kvindelige præsident fra 1990 til 1997. Hun havde været akademiker, advokat og medlem af det irske senat fra 1969 til 1989.

Hun besejrede Fianna Fáils Brian Lenihan og Fine Gaels Austin Currie ved præsidentvalget i 1990, hvilket var første gang Fianna Fáil tabte et præsidentvalg. Kampagnen blev bemærket for sit fokus på social retfærdighed, menneskeværd og en mere åben og folkelig præsidentfunktion, og Robinson fik hurtigt tilnavnet "folkets præsident" for sin tilgængelige stil og sin vægt på borgernes medindflydelse.

Tidlige år, uddannelse og karriere

Mary Robinson er født i Ballina i grevskabet Mayo. Hun uddannede sig til jurist og blev optaget på den juridiske embedstest og kaldt til den irske bar i 1967. I de følgende år virkede hun både som advokat og i akademiske kredse, samtidig med at hun engagerede sig politisk. Hendes lange periode i det irske senat (Seanad Éireann) gjorde hende til en erfaren parlamentariker med særlig interesse for sociale og menneskeretlige spørgsmål.

Præsidentperiode (1990–1997)

Som præsident arbejdede Robinson aktivt for at modernisere embedet og bruge den symbolske magt til at sætte fokus på underrepræsenterede grupper og internationale menneskerettigheder. Hun brugte sin position til at fremme ligestilling, lutter mod diskrimination og støtte civilsamfundets organisationer. Hendes tid i embedet oplevedes som et markant skifte i tonen i Irlands politiske liv, hvor præsidentembedet blev en mere åben platform for debat om sociale spørgsmål.

FN og internationalt menneskerettighedsarbejde

Hun trådte tilbage fra præsidentembedet fire måneder før udløbet af sin embedsperiode for at begynde en femårig periode i FN som FN's højkommissær for flygtninge. Faktisk var Mary Robinson FN's højkommissær for menneskerettigheder (UN High Commissioner for Human Rights) fra 1997 til 2002, hvor hun arbejdede for at styrke international opmærksomhed om menneskerettigheder, integrere menneskerettighedsperspektivet i udviklingspolitik og støtte særligt sårbare grupper, herunder kvinder og ofre for konflikt og forfølgelse.

Efter sin tid i FN fortsatte hun aktivt humanitært og politisk arbejde: I 2002 blev Robinson æresformand for Oxfam International, og fra 2008 til 2010 var hun formand for Den Internationale Juristkommission. Hun har også været involveret i arbejdet omkring Yogyakarta-principperne, som omhandler seksuelle orienteringers og kønsidentiteters menneskerettigheder, og hun underskrev disse principper i forbindelse med møder i internationale juristnetværk.

Klima, udvikling og Mary Robinson Foundation

Efter sin FN-karriere har Robinson lagt vægt på sammenhænge mellem menneskerettigheder, klima og social retfærdighed. I 2010 grundlagde hun Mary Robinson Foundation – Climate Justice, en organisation, der arbejder for at fremme retfærdige løsninger på klimaændringerne med særlig opmærksomhed på fattige og marginaliserede samfund, som rammes hårdest af klimaforandringer.

Kontroverser

I 2018 blev Robinson indblandet i kontroversen om "beviset på livet" omkring "Den forsvundne prinsesse" (Latifa), den fængslede datter af den nuværende hersker i Dubai, Sheikh Maktoum. Hun havde deltaget i en frokost i Dubai, som Latifas stedmor, prinsesse Haya, Maktoums daværende, yngre hustru, var vært for, hvor Robinson optrådte på iscenesatte fotografier med prinsesse Latifa og offentligt hævdede, at Latifa blev passet af sin kærlige familie. I februar 2021 trak Robinson sin tidligere udtalelse tilbage i en BBC Panorama-udsendelse og hævdede, at både hun selv og Haya var blevet vildledt og havde fået overbevisende og udspekulerede løgne om prinsesse Latifas påståede "bipolare" sygdomshistorie og tilstand.

Eftermæle, udmærkelser og publikationer

Mary Robinson har modtaget adskillige internationale priser, hædersbevisninger og æresdoktorater for sit arbejde med menneskerettigheder, ligestilling og klimaretfærdighed. Hun har desuden skrevet og medvirket i talrige artikler, taler og bøger om retfærdighed, menneskerettigheder og globalt ansvar. Hendes liv og virke anses bredt for at have ændret både Irlands image i udlandet og den måde, hvorpå præsidentembedet kan anvendes som platform for progressive reformer og international dialog.

Personligt: Robinson har fastholdt et stærkt civilt engagement gennem sit liv og fortsætter som en markant stemme i internationale debatter om menneskerettigheder og klima. Hun er gift og har børn – hendes private liv har dog typisk været holdt adskilt fra hendes offentlige arbejde.