Yogyakarta-principperne, formelt Yogyakarta-principperne om anvendelsen af international menneskerettighedslovgivning i relation til seksuel orientering og kønsidentitet, er et centralt dokument til fremme af den internationale menneskerettighedslovgivning om LGBT-personers værdighed og rettigheder. Principperne blev udarbejdet af et panel af internationale eksperter og vedtaget efter et møde afholdt af den internationale juristkommission i Yogyakarta, Indonesien, fra den 6. til 9. november 2006. Blandt de 29 personer, der underskrev principperne, er Mary Robinson, tidligere FN's højkommissær for menneskerettigheder. Europarådet fremhæver principperne i sit arbejde om "Menneskerettigheder og kønsidentitet". Principperne er også blevet oversat til FN's officielle sprog: arabisk, kinesisk, engelsk, fransk, russisk, spansk og spansk, samt til mange andre sprog.
Hvad principperne dækker
Yogyakarta-principperne anvender eksisterende internationale menneskerettigheder på spørgsmål om seksuel orientering og kønsidentitet. De fastslår en række grundlæggende rettigheder, som stater og andre aktører bør respektere og beskytte, herunder:
- Ret til ikke-diskrimination og ligebehandling
- Ret til privatliv og familieliv
- Ret til frihed fra tortur, mishandling og anden umenneskelig behandling
- Ret til sundhed og adgang til passende sundhedsydelser
- Ret til ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed
- Ret til juridisk anerkendelse af kønsidentitet og adgang til administrative procedurer
- Beskyttelse mod hadkriminalitet, vold og æresrelaterede overgreb
- Asyl og beskyttelse for personer, der flygter fra forfølgelse på grund af seksuel orientering eller kønsidentitet
Status, anvendelse og videre udvikling
Selvom Yogyakarta-principperne ikke er en traktat og dermed ikke formelt bindende som international lov, fungerer de som autoritativ vejledning for, hvordan eksisterende menneskerettighedsnormer bedst anvendes i forbindelse med seksuel orientering og kønsidentitet. Principperne er blevet brugt af domstole, nationale menneskerettighedsinstitutioner, FN-organer, civilsamfundsorganisationer og internationale institutioner til at:
- tolke og anvende menneskerettighedskonventioner i sager vedrørende LGBT-personer
- udforme politikker og lovgivning, der fremmer lige rettigheder
- udarbejde vejledninger og træningsmateriale for offentlig forvaltning og retssystemer
Efter den oprindelige udgave blev der i 2017 vedtaget en opdatering kaldet Yogyakarta Principles plus 10 (YP+10), som udvider og præciserer beskyttelsen til også klart at omfatte kønsudtryk og kropslige karakteristika samt at adressere intersectionelle problemstillinger.
Eksempler på anvendelse og betydning
Principperne dokumenterer blandt andet, at personer kan blive tvunget til at søge asyl som følge af flygtninge fra forfølgelse og i yderste tilfælde trues af æresdrab på grund af deres seksuelle orientering eller kønsidentitet. Det er et væsentligt redskab i asyl- og migrationssager, hvor forfølgelse på disse grundlag anføres.
FN's højkommissær for menneskerettigheder har desuden brugt principperne i sit arbejde; i forbindelse med gennemførelsen af Wien-erklæringen udarbejdede kontoret materiale til det 19. møde i FN's Menneskerettighedsråd. Også FN's Kontor for Bekæmpelse af Narkotika og Kriminalitet anvender principperne ved vurdering af den menneskelige behandling af fanger.
Kritik og begrænsninger
Selvom mange menneskerettighedsorganisationer og eksperter bakker op om principperne, har kritiske røster påpeget, at deres ikke-bindende karakter kan begrænse den direkte juridiske effekt i stater, der nægter at følge anbefalingerne. Der er også politisk modstand i nogle lande mod at anerkende rettigheder baseret på seksuel orientering og kønsidentitet. Ikke desto mindre har principperne haft stor praktisk indflydelse i retligt og politisk arbejde globalt.
Sammenfatning
Yogyakarta-principperne er et vigtigt værktøj til at omsætte internationale menneskerettigheder til konkrete anbefalinger for beskyttelse og ligebehandling af personer uanset seksuel orientering og kønsidentitet. De fungerer som faglig vejledning for regeringer, domstole, FN-organer og civilsamfundet og bidrager til udviklingen af politikker, lovgivning og praksis, der søger at forebygge diskrimination og vold og sikre adgang til rettigheder og beskyttelse.