Alexandra Fjodorovna (russisk: Императрица Александра Фёдоровна) (født prinsesse Alix af Hessen og ved Rhinen 6. juni 1872 - 17. juli 1918) var kejserinde og gemalinde af Nikolaj 2., den sidste zar af det russiske imperium. Hun var barnebarn af dronning Victoria af Det Forenede Kongerige. Den russisk-ortodokse kirke helgenkårede hende som den hellige Alexandra i 2000.
Alexandra er bedst husket som Ruslands sidste zarina. Hun er også en af de mest berømte kongelige bærere af hæmofili-sygdommen. Hendes venskab med den russiske mystiker Grigori Rasputin var også en vigtig del af hendes liv.
Tidlige år og baggrund
Alexandra blev født som prinsesse Alix af Hessen og ved Rhinen i en tysk fyrstefamilie og voksede op i et miljø præget af streng religiøsitet og konservative værdier. Hun var tæt knyttet til sin mormor, dronning Victoria, og beholdt hele livet en stærk forbindelse til sin tyske baggrund og protestantiske opdragelse, før hun konverterede til den russisk-ortodokse tro ved sit ægteskab.
Ægteskab og rolle som kejserinde
I 1894 giftede hun sig med Nikolaj 2. og blev snart mor til fem børn. Som kejserinde førte hun et relativt tilbagetrukket liv i paladset, men hun havde samtidig stor indflydelse i familien og privat på Nikolaj II. Hendes fremtoning—shy, dybt from og ofte syg af hjemve efter Tyskland—gjorde hende både genstand for sympati og mistænksomhed i det russiske samfund.
- Olga (f. 1895)
- Tatiana (f. 1897)
- Maria (f. 1899)
- Anastasia (f. 1901)
- Alexei (f. 1904)
Hæmofili og familieliv
Alexandras søn Alexei led af hæmofili, en arvelig blødersygdom, som Alexandra bar videre via sit genetiske ophav i den britiske kongefamilie. Sønnenes gentagne blødninger og de konstante frygter for hans helbred prægede hele familiens hverdag. Denne alvorlige sygdom er et centralt element i forståelsen af, hvorfor Alexandra søgte utraditionelle hjælpere og råd fra folk som Rasputin.
Rasputin og politisk indflydelse
Efter at Rasputin kom ind i familien som en åndelig rådgiver, voksede hans betydning især fordi Alexandra oplevede, at hans tilstedeværelse tilsyneladende kunne afhjælpe Alexeis angreb. Rasputins indflydelse på paladset førte til udbredt kritik: han anbefalede og diskvalificerede ministre, hvilket skabte indtryk af, at kejserinden kunne kontrollere styret gennem ham. For mange russere blev Alexandra derfor et symbol på hoffets korruption, udenlandske sympatier (især hendes tyske baggrund) og politiske svaghed.
Første Verdenskrig og revolutionen
Under Første Verdenskrig fulgte Alexandra Nikolaj 2.'s beslutninger og overtog i perioder ansvar for den indenrigspolitiske ledelse, mens zarens tilstedeværelse ved fronten var nødvendigt. Krigens belastninger, svigtende økonomi, hungersnød og en voksende politisk opposition førte til masseutilfredshed, som kulminerede i februarrevolutionen i 1917. Zarfamilien blev tvunget til abdikere, og Alexandra og hendes børn blev sat under arrest.
Arrestation og død
Efter abdikationen blev familien først interneret i forskellige residencer og senere forflyttet til Ipatiev-huset i Jekaterinburg. Natten mellem 16. og 17. juli 1918 blev Alexandra, Nikolaj 2. og deres fem børn myrdet af bolsjevikiske styrker. Henrettelsen markerede enden på Romanov-dynastiet og er et af de mest dramatiske kapitler i den russiske revolutionære historie.
Kanoniation, vurdering og eftermæle
I 2000 erklærede den russisk-ortodokse kirke hende og resten af familien som hellige martyrer; beslutningen var kontroversiel, da mange historikere vurderer, at Alexandra spillede en aktiv rolle i det politiske forfald, samtidig med at hun var et offer for tiderne og familiens tragedie.
Historisk set er Alexandra Fjodorovna et komplekst og polariseret skikkelse: hun var dybt religiøs, hengiven moder og en kvinde, hvis private angst og desperate forsøg på at redde sin søn bidrog til hendes søgen efter åndelige løsninger. Samtidig blev hun set som en politisk svag og mistænkelig figur, hvilket gjorde hende til et let offer for samtidens propaganda og eftertidens fortællinger. Hendes liv og tragiske død har inspireret utallige bøger, film og forskning, hvor man stadig søger at nuancere både hendes skyld og hendes lidelse.
