George VI (14. december 1895 - 6. februar 1952) blev født som Albert Frederick Arthur George Windsor. Han var konge (monark) af Det Forenede Kongerige fra den 11. december 1936 til sin død. Han blev konge, da hans ældre bror, Edward VIII, abdicerede (trådte tilbage) i 1936 for at gifte sig med Wallis Simpson. George valgte som regentnavn at bruge sit fjernere fornavn "George" for at understrege kontinuiteten i huset Windsor. Han var gift med Elizabeth Bowes-Lyon fra 1923 til sin død; hun blev senere kendt som dronningmoderen.
George blev efterfulgt af sin ældste datter, Elizabeth, der blev dronning som Elizabeth II. Han havde desuden en yngre datter, Margaret, og som ældre familiemedlem spillede han en vigtig rolle i at genopbygge monarkiets popularitet efter abdikationskrisen.
Tidlige år og offentlig tjeneste
Født som den næstældste søn af George V, voksede Albert (George) op i den kongelige familie og modtog en traditionel aristokratisk opdragelse. Under Første Verdenskrig tjenestegjorde han i Royal Navy og senere i Royal Air Force. I 1920 blev han skabt hertug af York, og i denne periode voksede hans pligter som medlem af kongefamilien.
Taleproblemer og arbejdet med Lionel Logue
George havde et taleproblem, en stamme, som gjorde offentlige taler og radioadresser vanskelige for ham. Problemet var både personligt belastende og et formelt problem for en monark, hvis offentlige stemme var vigtig for statens sammenhængskraft. Han søgte hjælp og blev behandlet af en australsk talepædagog ved navn Lionel Logue. Logue arbejdede med både fysiologiske og psykologiske teknikker og hjalp George til at gennemføre vigtige radioadresser, herunder dramatiske taler i årene før og under Anden Verdenskrig. Historien om denne del af Georges liv blev filmatiseret i 2010 under navnet The King's Speech. Colin Firth spillede rollen som George, og Geoffrey Rush spillede rollen som Logue.
Den konstitutionelle rolle og tronbestigelsen
George kom til tronen i en politisk vanskelig tid. Abdikationskrisen havde rystet institutionen og efterladt monarkiet svagt i offentlighedens øjne. Som konge påtog han sig en mere tilbageholdende, men stabiliserende rolle i statsanliggender, samarbejdede med sine ministre og arbejdede målrettet på at genvinde offentlighedens tillid gennem pligtopfyldelse og nærvær.
Anden Verdenskrig: symbol på modstand
George blev en meget populær konge i hele det britiske imperium. Han vandt beundring under Anden Verdenskrig (1939-1945), ikke mindst fordi han, sammen med dronningen, valgte at blive i landet under de hårdeste luftangreb. De opholdt sig på Buckingham Palace i de mest intense måneder af Blitz-krigen, og paladset blev ramt ved bombeangreb – et billede, der gjorde ham til et vigtigt symbol på britisk udholdenhed og "kampgejst". George havde et tæt samarbejde med sin premierminister Winston Churchill i krigsårene og inviterede ham til at slutte sig til den kongelige familie på Victory in Europe Day (1945) for at fejre nazisternes nederlag. Hans radiosendte adresser til nationen bidrog til at styrke moral og sammenhold i en tid med stor fare og usikkerhed.
Efterkrigstiden, imperiets omdannelse og senere år
Efter krigen stod George over for en verden i forandring. Det britiske imperium begyndte at bevæge sig imod afkolonisering; i 1947 mistede han titlen som kejser af Indien, da Indien blev uafhængigt. Som monark måtte han navigere i en skiftende rolle for konstitutionel statsmandsfunktion, samtidig med at han forsøgte at tilpasse kongerollens symbolske funktion til et mere moderne samfund.
Sygdom og død
George var storryger igennem det meste af sit voksne liv, og han led af alvorlige helbredsproblemer i årene op til sin død. Han døde af lungekræft og fik en statsbegravelse. Han blev bisat ved en ceremoni, hvor folkelig respekt for hans pligtopfyldelse kom tydeligt til udtryk. Han var seksoghalvtreds år gammel og blev bisat i St George's Chapel på Windsor Castle.
Arv og betydning
George VI efterlod sig et image af pligt, værdighed og stabilitet. Hans håndtering af abdikationskrisen, hans indsats for at overvinde personlige vanskeligheder med stamning og hans synlige tilstedeværelse under Anden Verdenskrig bidrog til at genoprette monarkiets popularitet hos mange briter. Hans rolle i overgangstiden fra et imperialt til et mere fællesskabsorienteret rige og hans samarbejde med politiske ledere i krisens tid er centrale dele af hans historiske eftermæle.