Charles Ives

Livet

Tidlige år

Charles Ives blev født i Danbury, Connecticut. Hans far George Ives var kapelmester i den amerikanske hær under den amerikanske borgerkrig. Hans mor var sangerinde. Hans far lærte ham en masse om musikken og opfordrede ham til at eksperimentere med nye lyde. Ud over at lære ham kontrapunkt og introducere ham til J.S. Bachs musik trænede han sin søns musikalske øre ved at få ham til at synge en melodi i én toneart, mens han spillede akkompagnementet i en anden. På denne måde vænnede den unge Charles sig til moderne lyde, som var helt anderledes end den traditionelle, romantiske musik. Charles lyttede også på bytorvet i Danbury til sin fars marchorkester og andre orkestre, der spillede på andre sider af torvet, så han hørte en blanding af flere musikstykker på samme tid. Hans far lærte ham også Stephen Fosters musik.

Ives blev kirkeorganist i en alder af 14 år og skrev forskellige salmer og sange til gudstjenester, herunder hans Variations on 'America' . Samtidig nød han også at dyrke sport og var god til baseball, fodbold og tennis.

Ives tilbragte fire år på Yale University. Hans lærer Horatio Parker var meget dygtig og lærte ham vigtige grundlæggende teknikker til at komponere, men han kunne ikke forstå nogle af de ting, som Ives skrev i sin musik. Ives blev irriteret, når hans lærer fortalte ham, at han ikke kunne afslutte en del af musikken på en dissonant akkord, men Ives kunne godt lide det sådan. Korleder i Center Church, hvor Ives spillede orgel, var John Griggs. Han havde mere forståelse for, hvad Ives forsøgte at gøre. Det var et frygteligt slag for Charles, da hans far døde den 4. november 1894. Han havde altid haft en stor beundring for sin far, som havde opmuntret ham i hans musikalske eksperimenter. Charles havde fortsat travlt med at komponere. Han dyrkede ingen sport på Yale, fordi hans far havde forbudt ham at dyrke sport, så han kunne bruge sin tid på at studere. Da Charles tog sin eksamen, havde han komponeret mere end 40 sange, adskillige marcher, ouverturer, hymner og orgelstykker, en strygekvartet og en symfoni. De fleste mennesker tænkte dog på ham som komponisten af en simpel valsemelodi kaldet The Bells of Yale.

Voksen år

Efter sine studier på Yale fortsatte Ives med at arbejde som kirkeorganist, mens han arbejdede for et forsikringsselskab. Han var meget dygtig til sit arbejde og blev meget kendt i forsikringsbranchen. Nogle af hans forretningsvenner blev ofte overraskede over at finde ud af, at han også var komponist.

I 1907 fik Ives sit første "hjerteanfald". Disse anfald kan have haft mere at gøre med hans fantasi. Da han fik det bedre, komponerede han mere end nogensinde før. Han giftede sig i 1908. Efter flere hjerteanfald i 1918 komponerede han meget lidt. Han holdt helt op med at komponere i 1926. Hans helbredsproblemer fortsatte, og han trak sig tilbage fra forsikringsbranchen i 1930. Han brugte en del tid på at revidere værker, som han havde skrevet tidligt, men skrev aldrig flere nye stykker.

Ives døde i 1954 i New York City kl. 12:32 om eftermiddagen.

Charles Ives, ca. 1889


Charles Ives, til venstre, kaptajn på baseballholdet og pitcher for Hopkins Grammar School

Hans musik

Ives udgav mere end 100 af sine sange. Han var en meget god pianist, og klaverstemmerne er ofte ret vanskelige. De omfatter bitonalitet og pantonalitet... Selv om han nu er mest kendt for sin orkestermusik, komponerede han to strygekvartetter og anden kammermusik. Hans orgelværk Variations on "America" (1891) tager melodien My Country, 'Tis of Thee (som er den samme melodi som God Save the Queen ) og ændrer den i flere morsomme variationer, hvor han bruger en march, ragtime og bitonalitet. det blev ikke udgivet før 1949. Variationerne er stærkt forskellige: en løbende linje, et sæt af tætte harmonier, en march, en polonaise og en ragtime allegro; mellemspillene er en af de første anvendelser af bitonalitet.

Hans Symfoni nr. 1 var ret traditionel, men Symfoni nr. 2 er meget mere moderne og slutter endda med en dissonant akkord på 11 toner.

I 1902 opgav han sit orgeljob. Han efterlod alle sine bedste hymner og orgelmusik i kirkens bibliotek, og disse blev smidt ud i 1915, da kirken flyttede, så de fleste af dem er gået tabt.

Central Park in the Dark er et stykke for orkester, der beskriver den mystiske, stille park og derefter lyden af musik fra de nærliggende natklubber på Manhattan (der spiller tidens populære musik, ragtime, citerer Hello My Baby og endda Sousas Washington Post March).

Det værk, der måske oftest høres i dag, er den korte fanfare The Unanswered Question (1908), der er skrevet for den meget usædvanlige kombination af trompet, fire fløjter og strygeorkester. Strygerne, der spiller bag scenen, spiller meget langsom, koralagtig musik gennem hele stykket, mens trompeten (der spiller bag publikum) flere gange spiller en kort gruppe toner, som Ives beskrev som "det evige spørgsmål om eksistensen". Hver gang bliver trompeten besvaret med hårde udbrud fra fløjterne (på scenen) - bortset fra det sidste. Det er det spørgsmål, der står ubesvaret tilbage. Musikere har ofte diskussioner om, hvad den egentlige mening med stykket er.

Et andet velkendt orkesterværk er Three Places in New England. Hans mest kendte klaverværk er hans Concord Sonata. Ives kunne ofte lide at citere dele af andre værker, og i denne klaversonate citerer han den berømte åbning af Beethovens 5. symfoni. Den indeholder også et interessant eksempel på et af Ives' eksperimenter: I anden sats beder han pianisten om at bruge et 37,5 cm (14¾") stykke træ til at lave en tyk, men blød klyngeakkord. Sonaten er et af de bedste klaverværker i det 20. århundrede.

Et af hans mest interessante værker er hans fjerde symfoni (1910-16), som er skrevet for et stort orkester. Den sidste sats er som en kamp mellem disharmonisk og traditionel tonal musik. Værket slutter stille og roligt med kun slagtøj, der spiller på afstand. Denne symfoni synes at sige alt det, som Ives havde forsøgt at gøre i musikken. Det var først i 1965, at symfonien blev opført i sin helhed.

Ives' musik begyndte først gradvist at blive kendt i løbet af 1930'erne og ind i 1940'erne. Schönberg anerkendte hans betydning. I 1951 dirigerede Leonard Bernstein den første opførelse af Ives' anden symfoni i en transmitteret koncert med New York Philharmonic Orchestra. Han indspillede en masse af hans musik og spillede endda nogle af dem i et tv-program for unge mennesker.