Vuggedansen er en særlig "otte-talsdans", som honningbien udfører i sit bistade. Ved dansen fortæller en arbejder de andre bier, hvor den har fundet nektar (eller pollen eller vand). Denne kommunikationsform blev først dokumenteret af den østrigske etolog Karl von Frisch, som viste, at dansens bevægelser indeholder præcis information om både retning og afstand til en fødekilde.

Hvad fortæller vuggedansen?

Kommunikationen i vuggedansen omfatter flere forskellige signaler:

  • Retning: Vinklen på "vuggedansløbet" i forhold til den lodrette flade i tavlen viser vinklen i forhold til solens position. På den måde kan danseren angive, i hvilken retning andre skal flyve i forhold til solen for at nå blomster med nektar eller pollen.
  • Afstand: Længden og varigheden af vuggebeværelsen (selve "waggle run") er proportional med afstanden til målet: længere og længerevarende vuggerytme = længere flyvning.
  • Ressourcens kvalitet: Intensiteten, antallet af kreds og hyppigheden af dansen samt lyd og vibrationer kan indikere, hvor værdifuld fødekilden er. Dansetonen og kropssekret kan også bidrage.
  • Lugt: Danseren bærer ofte lugt fra blomsterne, og ved direkte kontakt (trophallaxis eller når følgere snuser til danseren) får de konkrete duftspor, som hjælper med at genfinde kilden.

Hvordan aflæses signalerne i mørket?

Bier danser typisk inde i bistadet, hvor det er mørkt. De bruger derfor tyngdekraften som reference: "op" på tavlen svarer til solens retning. Desuden benytter bierne øjnenes evne til at opfange polariseret lys og deres matske evne til at danne hukommelse om solens bevægelse for at omregne vinklerne til et udendørs kurs. Til bedømning af afstand anvender de primært visuel "optic flow" (hvor meget landskabet bevæger sig forbi under flyvning), ikke kun ren afstand i meter.

Runddansen og misforståelsen om to forskellige danser

Tidligere skelnede man mellem "runddans" og "vrikkedans" som to helt adskilte rekrutteringsdanser: én for nære kilder og én for fjerne. Man ved i dag, at en runddans blot er en vuggedans med et meget kort vuggedansløb. Ved meget nære kilder bliver vinklen svag og vuggelyden kort, så dansen ser rundere ud.

Hvad sker efter dansen?

Andre arbejderbier følger danserens bevægelser tæt for at få både den rumlige information og duften. Mange af dem flyver derefter direkte ud for at lede efter fødekilden. Nogle undersøgelser viser også, at bier kan ledsage hinanden (tandem-flyvning) eller bruge tidligere erindring sammen med danseinformationen for at finde målet mere præcist.

Betydning for biologi, økologi og biavl

Vuggedansen er et af de mest velundersøgte eksempler på kompleks social kommunikation hos insekter. For biavlere og naturforskere har forståelsen af dansen betydning for:

  • bedre indsigt i, hvordan bistader finder og fordeler ressourcer;
  • forståelse af effekten af landskabsændringer og afstand til blomster på bestøvning og honningproduktion;
  • anvendelse i forskningsprojekter, hvor man ved at opstille kunstige foderstationer kan studere navigation og læring hos bier.

Afsluttende bemærkninger

Vuggedansen er både simpel i udførelsen og kompleks i informationen den bærer: et elegant system, hvor vinkler, tid, bevægelse, lyd og lugt kombineres, så bistadet effektivt kan rekruttere andre til gode fødekilder — herunder nektar, pollen og vand.