Walkie-talkie
En walkie-talkie er en håndholdt enhed, en tovejsradiomodtager/sender. Den blev udviklet under anden verdenskrig.
Radioingeniør Alfred J. Gross arbejdede på den tidlige teknologi bag walkie-talkien mellem 1934 og 1941. Under krigen blev den udviklet af Donald L. Hings og ingeniørteams hos Motorola under ledelse af Henryk Magnuski.
De typiske walkie-talkies i dag har telefonstørrelse og en trykknap til at tale. Walkie-talkie bruges af forskellige årsager, både i militæret, til amatørradio og til privat brug.
Nogle walkie-talkies
Hvordan rygsækversionen blev brugt.
Noemfoor, hollandsk Ny Guinea, juli 1944. En amerikansk soldat (i forgrunden) bruger en håndie-talkie under et slag. (Fotograf: Allan F. Anderson)
Historie
Den første walkie-talkie var så stor, at den skulle bæres i en rygsæk, og den hed Motorola SCR-300. Mortorola lavede også andre walkie-talkies under Anden Verdenskrig. Under Anden Verdenskrig De første håndholdte walkie-talkies blev også udviklet af Mortorola under Anden Verdenskrig.
Udvikling
Tanken om walkie-talkies vakte ikke megen interesse, før krigen startede i 1939. Efter et par år havde Motorola-holdet forbedret dem, så hæren kunne bruge dem. Der var også versioner til køretøjer og kampvogne. Briterne, tyskerne og amerikanerne havde alle deres egne versioner.
Motorola producerede også den håndholdte AM SCR-536-radio under Anden Verdenskrig, og den blev kaldt "handie-talkie" (HT). Begreberne forveksles ofte i dag, men den oprindelige walkie talkie betød den bagudvendte model, mens handie-talkie var den enhed, der kunne holdes helt i hånden (men havde en meget mindre rækkevidde).
Bruger
Walkie-talkies er meget udbredt i mange sammenhænge, i erhvervslivet, hos politiet, militæret og i fritiden.
