Karl von Frisch: Nobelprisvindende etolog bag honningbiers vuggedans

Karl von Frisch — Nobelprisvindende etolog, der afslørede honningbiers vuggedans og deres kommunikation. Læs historien om opdagelsen og dens betydning.

Karl Ritter von Frisch (20. november 1886 - 12. juni 1982) var en østrigsk etolog, som modtog Nobelprisen i fysiologi eller medicin i 1973 sammen med Niko Tinbergen og Konrad Lorenz.

Han arbejdede med den europæiske honningbi's kommunikation og sanser. Han var den første til at oversætte betydningen af vuggedansen. Ved at udføre dansen, når de kommer tilbage til bistadet, viser honningbierne, hvor de har fundet nektar og andre detaljer.

Forskning og opdagelser

Von Frisch udviklede en række systematiske, kontrollerede eksperimenter for at studere biers adfærd. Han trænede honningbier til kunstige foderstationer, markerede enkeltindivider og målte deres reaktioner under forskellige betingelser. Ud over vuggedansen dokumenterede han flere centrale egenskaber ved biers informationsformidling og sanseopfattelse:

• Vuggedansens informationsindhold: Han viste, at vinklen i vuggerytmen i forhold til vokstavlens lodrette akse korresponderer med retningen til en fødekilde relativt til solen, og at længden (varigheden) af vuggefasen angiver afstanden til kilden. Derved fungerer dansemønstret som en kodet retnings- og afstandsbesked.
• Solkompas og tidskompensation: Von Frisch fandt, at bierne benytter en tidskompenseret solkompas — de korrigerer for solens bevægelse over dagen, så dansens information forbliver præcis, selv når tidspunktet ændres.
• Syn og polarisationsopfattelse: Han dokumenterede, at bier kan skelne farver og reagere på polarisationsmønstre i himlens lys, hvilket hjælper dem med orientering, også når solen er skjult af skyer.
• Lugt og smag: Hans eksperimenter viste også biers følsomhed over for duftstoffer og sukkerkoncentrationer, hvilket forklarer, hvordan honningbier både bruger kemiske signaler og dans til at finde og evaluere fødekilder.

Metode og videnskabelig betydning

Von Frischs fremgangsmåde var kendetegnet ved omhyggelige observationer kombineret med eksperimentelle manipulationer — fx at flytte foderstationer, variere visuelle ledetråde og kontrollere for lugtsignaler. Hans arbejde var med til at gøre adfærdsstudier til en eksperimentel videnskab og lagde fundamentet for moderne etologi.

Skepsis og efterfølgende bekræftelse

Da von Frisch offentliggjorde sine tolkninger af vuggedansen, mødte teorien skepsis fra nogle kolleger, som mente, at dansene blot kunne være simple orienteringsbevægelser eller lugtfølger. Gennem efterfølgende eksperimenter og uafhængige gentagelser — samt tekniske forbedringer i observationsmetoder — blev hans konklusioner gradvist bekræftet, og vuggedansen er i dag anerkendt som et avanceret kommunikationssystem.

Arv og anerkendelse

For sine banebrydende bidrag til forståelsen af dyreadfærd og kommunikationen hos sociale insekter modtog von Frisch en række æresbevisninger, kulminerende i Nobelprisen i fysiologi eller medicin 1973 sammen med Niko Tinbergen og Konrad Lorenz. Hans arbejde har haft stor indflydelse inden for adfærdsbiologi, økologi og endda teknologiske anvendelser som swarm-robotik og biomimetik, hvor principper fra biers koordinering inspirerer kunstige systemer.

Selv om von Frischs resultater i dag står som klassisk videnskab, er de også et eksempel på, hvordan nye idéer ofte kræver både solide eksperimenter og tid, før de får fuld accept i forskningsmiljøet.

Opfattelse af bier

Lugtesans: Frisch opdagede, at bierne kan skelne forskellige blomstrende planter fra hinanden på deres duft, og at hver bi er "blomsterkonstant". ^45–51

Polarisationsmønster: Lyset spredt på en blå himmel danner et mønster af delvist polariseret ultraviolet lys. Dette afhænger af solens position og er usynligt for det menneskelige øje. Hver linsenhed i et sammensat øje har en UV-receptor og et UV-filter, der er orienteret forskelligt i hver af disse enheder, så en bi er i stand til at registrere dette polarisationsmønster. Et lille stykke blå himmel er nok til, at en bi kan genkende de mønsterændringer, der sker i løbet af en dag. Dette giver ikke kun retningsbestemt information, men også information om tidspunktet på dagen.

Variationer i solens position om dagen: Karl von Frisch beviste, at variationer i solens position gav bierne et redskab til at navigere. De bruger denne evne til at få oplysninger om dagens gang dybt inde i en mørk bikube. Det gør det muligt for bierne at formidle aktuelle retningsoplysninger under deres vuggedans, uden at de behøver at sammenligne med solen i lange dansefaser.

Internt ur: Bier har et internt ur med tre forskellige synkroniseringsmekanismer eller tidsregistreringsmekanismer. Hvis en bi kender retningen til et fødested, som den har fundet under en morgentur, kan den også finde det samme sted og det præcise tidspunkt, hvor denne fødekilde giver føde om eftermiddagen, baseret på solens position. ^137–147

Vuggestuedans


Fortolkning af vuggedansen

Søg efter bogstav