Delhi-sultanatet: Dynastier, oprindelse og periode (1210–1526)

Delhi-sultanatet 1210–1526: Historisk oversigt over de tyrkisk- og afghanskledede dynastier — Slave, Khilji, Tughlaq, Sayyid og Lodi.

Delhi-sultanatet (دلی سلطنت) eller Sulthanath-e-Hind (سلطنتِ ہنند) eller Sulthanath-e-Dilli (سلطنتتِ دلی) var persisktalende dynastier af tyrkisk og afghansk oprindelse, som kontrollerede Indien fra omkring begyndelsen af 1200‑tallet frem til 1526. Mange af disse dynastier regerede fra Delhi. Det omfatter Slave-dynastiet (1206–1290), Khilji-dynastiet (1290–1320), Tughlaq-dynastiet (1320–1413), Sayyid-dynastiet (1414–51) og Lodi-dynastiet (1451–1526). Senere, efter at Indien faldt til mogulerne, var der igen en kort periode, hvor Humayun, søn af mogul Babur og far til Akbar den Store, blev afsat af pathan Suri-dynastiet, som dengang nød et kort styre, inden Humayun blev genindsat i 1555.

Oprindelse og sammensætning

Delhi-sultanatet blev grundlagt af militære ledere og slavekrigere (mamlukker), ofte af tyrkisk oprindelse, som steg i graderne under den islamiske verdens militære institutioner. Selvom herskerne talte og skrev på persisk i administrationen og kulturen, omfattede rigerne en blanding af folk: tyrkere, afghanere (pathaner), indo‑iranske embedsmænd, lokale indiske eliteslag og mange religiøse og etniske grupper. Islam var statsreligionen, men sultanatet regerede over store hinduistiske befolkninger og andre trosretninger.

Dynastier og nogle centrale regeringsperioder

• Slave‑/Mamluk‑dynastiet (1206–1290) – Grundlagt af Qutb al‑Din Aibak. Vigtige herskere: Iltutmish, Razia Sultan (en af de få kvindelige regenter i regionen). Perioden konsoliderede central magt omkring Delhi og indførte tidlige administrative former.
• Khilji‑dynastiet (1290–1320) – Under Alauddin Khilji nåede sultanatet sit største militære omfang med ekspeditioner i syd til Deccan. Kendt for militære reformer og forsøg på økonomisk kontrol (f.eks. markedsreguleringer).
• Tughlaq‑dynastiet (1320–1413) – Magthavere som Muhammad bin Tughlaq og Firoz Shah Tughlaq prægede perioden. Forsøgte administrative og territoriale reformer (bl.a. flytning af hovedstad til Daulatabad), men oplevede også oprør, økonomiske vanskeligheder og decentralisering.
• Sayyid‑dynastiet (1414–1451) – Svagere centralmagt efter Timur Lenkes indtog (1398). Perioden sejlede i stigende grad i lokal magtkamp og fragmentation.
• Lodi‑dynastiet (1451–1526) – Afghansk (pathansk) oprindelse. Sidste sultanat før mogulernes erobring; Ibrahim Lodi blev slået af Babur i slaget ved Panipat (1526), hvilket markerede overgangen til mogulstyret.

Administration og økonomi

Sultanatet videreudviklede administrative institutioner med persisk som embeds- og litteratursprog. Landet blev ofte organiseret gennem iqta‑systemer (landtildelinger til militære ledere), skatlægning af agrar produktion og byskatter. Handel — både intern og international (Persien, Den Arabiske Golf, Sydøstasien) — var vigtig, og byer som Delhi, Multan, Lahore, og Ahmedabad (i vest) blev centre for håndværk, tekstilproduktion og handel.

Militær og teknologi

Hæren var hovedsageligt kavaleridrevet med anvendelse af heste, buer og senere tunge kavaleri‑taktikker. Sultanatet brugte også krigselefanter i kamp. Militær succes byggede ofte på mobil og disciplineret kavalleri, samt evnen til at fordele løn og land til officerer. Senere, under livets sidste fase, spillede artilleri og skydevåben en rolle i Baburs sejr over Lodi‑dynastiet.

Kultur, sprog og arkitektur

Persisk kultur satte stærke spor: administration, litteratur, poesi og hoffets etikette var persiskpræget. Samtidig opstod en kulturel syntese mellem islamisk og indisk kunst, som banede vejen for senere mogulsk kunst. Arkitektur fra perioden omfatter monumenter som Qutb‑komplekset (herunder Qutub Minar) og Alai Darwaza, samt fæstningsbyggeri som Tughlaqabad. Islamiske gravbygninger, moskeer og madrasaer fremstod ofte i kombination med lokale byggematerialer og teknikker.

Religion og samfund

Sultanatet var islamisk i sin statsstruktur, men styrede en overvejende hinduisk befolkning. Der var varierende grader af religiøs tolerance afhængig af hersker og lokal situation. Sufi‑ordener spillede en vigtig rolle i religiøs praksis og samfundsforbindelser, og mange sufihelgener fik omfattende tilhængerskare, der bidrog til kulturel og religiøs udveksling.

Årsager til tilbagegang og fald

Flere faktorer bidrog til sultanatets gradvise svækkelse: interne dynastiske stridigheder, økonomiske og administrative problemer, oprør fra lokale stormænd, trusler og invasioner fra nordvest (herunder Timur Lenks invasion 1398), samt fremvæksten af stærke regionale riger (f.eks. Bengal, Bahmani i Deccan). Endelig blev den sidste Lodi‑sultan besejret af Babur i 1526, hvorved mogulrigerne etablerede sig som dominerende magt i Nordindien.

Eftermæle

Delhi‑sultanatet efterlod et varigt præg: administrative institutioner, militære skikke, by- og monumentbyggeri, og en betydelig kulturel og sproglig påvirkning (persisk som hofsprog samt tidlige kontakter, der skulle udvikle sig til sprog som urdu). Mange af de arkitektoniske former og administrative erfaringer blev videreført og videreudviklet under mogulernes styre.

Sammenfattende var Delhi‑sultanatet en central fase i Indiens middelalderlige historie: en periode med militær ekspansion, kulturel udveksling, politisk centralisering og til sidst fragmentering, som banede vej for de næste store forandringer under mogulerne.

Spørgsmål og svar

Q: Hvad er Delhi-sultanatet?

Q: Hvor var de fleste af dynastierne baseret?

Q: Hvornår faldt det pashtunske Lodi-dynasti?

Q: Hvem erobrede regionen efter Pashtun Lodi-dynastiets fald?

Q: Var der et tidspunkt, hvor mogulernes styre blev midlertidigt afbrudt?

Q: Hvornår sluttede Delhi-sultanatet?

Søg efter bogstav