Sunderban National Park er en nationalpark, et tigerreservat og et biosfærereservat i Sunderban-deltaet. Den ligger i den indiske delstat Vestbengalen. Dette område er tæt dækket af mangroveskove. Det er et af de største reservater for den bengalske tiger. Det er også hjemsted for en række forskellige fugle-, krybdyr- og hvirvelløse arter, herunder saltvandskrokodillen. Den 4. maj 1984 blev den gjort til nationalpark.
Geografi og landskab
Parken ligger i det enorme delta dannet af floderne Ganges, Brahmaputra og Meghna. Der er syv hovedfloder og mange vandløb, der danner et netværk af kanaler i dette delta. De løber alle sydpå mod havet. Kystområdet har mange mudderflader. De er det rette miljø for mangrover. Tidevandets påvirkning er stor: bølger, tilstrømning af brakvand og regelmæssige oversvømmelser former landskabet og skaber et komplekst system af øer, kanaler og saltvandslaguner.
Flora og fauna
Mangroveskoven domineres af træarter, som er særligt tilpasset saltvand og vanddækkede rødder. En af de karakteristiske arter er sundari-træet, som også har givet navn til Sundarbans-området. Skovbunden, mudderfladerne og tidevandsslugterne fungerer som opvækstområder for fisk, rejer og andre marine organismer, hvilket gør området vigtigt for både økosystemet og de lokale fiskerier.
Ud over den bengalske tiger og saltvandskrokodillen findes et rigt fugleliv, forskellige arter af slanger, varaner, vildsvin, hjorte og mindre kattearter. Mangfoldigheden omfatter både landlevende arter og arter, der er tilpasset brakke og marine forhold. Området fungerer desuden som rasteplads og yngleområde for mange trækfugle.
Betydning og økosystemtjenester
Sunderban National Park spiller en vigtig rolle som naturlig kystbeskyttelse mod stormflod og cykloner ved at dæmpe bølger og reducere erosion. Mangroverne er også vigtige kulstof-lagre, og deltaets vådområder understøtter fiskeri, direkte levebrød og traditionelle aktiviteter som honningindsamling for lokalsamfundene.
Trusler og bevarelse
Parken står over for flere alvorlige trusler: stigende havniveau og klimaændringer, øgede og kraftigere cykloner, forringelse af ferskvandsafstrømning på grund af dæmninger opstrøms, menneskelig udvidelse og ulovlig jagt/afskovning. Menneske-dyr-konflikter, især med tigre, er et vedvarende problem i de omkringliggende landsbyer.
For at beskytte området er der iværksat forskellige bevaringsindsatser: beskyttelse som nationalpark og tigerreservat, rangerpatruljer, programmer mod krybskytteri og lokale forvaltningsinitiativer, der involverer lokalsamfundene. Sunderban-området er desuden anerkendt internationalt og indgår i globale beskyttelsesprogrammer for mangrover og biodiversitet.
Besøg og forvaltning
Adgang til de beskyttede dele af parken er reguleret for at minimere menneskelig påvirkning. Besøg foregår typisk med autoriserede både og guider, og der er sæsonbestemte restriktioner afhængigt af vejr og tidevand. Naturturisme, når den er velreguleret, kan give indtægter til bevaring og støtte til lokalsamfundene, men kræver omhyggelig forvaltning for ikke at skade følsomme habitater.
Konklusion: Sunderban National Park er et unikt og komplekst økosystem med høj biodiversitet og stor økologisk og økonomisk betydning. Bevarelse af mangroveskoven og dens arter er afgørende både for naturen og for de mennesker, der lever i og omkring deltaet.
