Spætter

Vaner

Alle spætternes særlige kendetegn (træk) er tilpasninger til deres levevis.

Medlemmerne af familien Picidae har stærke næb til at bore og tromme i træer og lange klæbrige tunger til at suge føde ud af træerne. Næbbet hos piculetter og vipstjerne er kortere og mindre stærkt og skarpt end hos spætter, men deres morfologi er meget lig hinanden.

Spætter bevæger sig hovedsageligt på træstammer, hvor de holder sig på plads støttet af deres stive halefjer. Spætmejser og vipstjerner lever hovedsagelig på grenene, og de mangler de stive halefjer.

Spættens næb har en mejsellignende spids, der holdes skarp af den hakkende bevægelse på træ. På grund af deres mindre næb vil mange spætter og vipstjerter oftere end spætter søge føde i rådnende træ. De lange klæbrige tunger, som har børster, hjælper fuglene med at gribe og udvinde insekter dybt inde i et hul i et træ. Detaljerede undersøgelser, der blev offentliggjort i 2004, viste, at tungen vikler sig om byttet, før den trækkes ud.

Forebyggelse af hjerneskader

Mange af spætternes fouragerings-, yngle- og signaladfærd indebærer trommeslag og hammerslag med næbbet. For at undgå hjerneskader fra de hurtige og gentagne nedbremsninger har spætter en række tilpasninger, der beskytter hjernen. Disse omfatter bl.a. en lille hjernestørrelse, hjernens orientering i kraniet (hvilket spreder kontaktområdet mellem hjernen og kraniet) og den korte varighed af kontakten.

Den ulige længde af den øverste og nederste del af næbbet (den nederste del er længere) tjener til at styre slagkraften nedad, væk fra hjernen. Spætternes hjerne er desuden fastholdt i et kranium med ujævne, svampede plader, der absorberer stød. For det tredje har spætterne et særligt tungeben, der går fra næbbet og løber over kraniet for at omslutte deres hjerne fuldstændigt. Det holder hjernen på plads. Det er hjernens bevægelse inde i kraniet under slaget, mere end selve slaget, der forårsager hjernerystelser. Hvis hjernen holdes på plads, er risikoen for skader meget mindre.

Andre tilpasninger

Millisekundet før kontakt med træet lukker en fortykket niktitatmembran sig og beskytter øjet mod flyvende vragrester. Næseborene er også beskyttede; de er ofte spalteformede og har særlige fjer til at dække dem.

Spætter, skovspætter og vryghalser har alle zygodaktyle fødder. Disse fødder har fire tæer, hvor den første og den fjerde er bagudvendt, og den anden og tredje er fremadvendt. Dette fodarrangement er godt til at gribe fat i træernes lemmer og stammer. Medlemmer af denne familie kan gå lodret op ad en træstamme. Ud over de stærke kløer og fødder har spætter korte, stærke ben. Dette er typisk for fugle, der regelmæssigt fouragerer på stammer. Halen hos alle spætter undtagen pikspætter og vipstjerter er stivnet, og når fuglen sætter sig på lodrette overflader, arbejder halen og fødderne sammen om at støtte den.

Wrynecks

Vendehalsene (slægten Jynx) er to arter af små spætter fra den gamle verden.

De ligner meget ægte spætter, men mangler de stive halefjer, som spætterne bruger, når de klatrer i træer. De er mere tilbøjelige til at sidde på en gren end på en oprejst stamme. Deres næb er kortere og mindre dolkagtigt end hos de ægte spætter. Deres vigtigste bytte er myrer og andre insekter, som de finder i rådnende træ eller næsten bar jord. De genbruger spættehuller til redebygning i stedet for at lave deres egne huller. Æggene er hvide, som hos mange hulrugende fugle.

Disse fugle kan dreje hovedet næsten 180 grader. Når de bliver forstyrret i reden, bruger de denne slangeagtige hoveddrejning og hvæsende lyd som en trusselsmanøvre. Denne mærkelige adfærd førte til, at de blev brugt i heksekunsten, hvor de blev brugt til at kaste en "ulykke" over nogen.