Spætterne og deres nære slægtninge piculetterne, vrynecks og sapsuckers tilhører familien Picidae. De er nærmest vandrefugle. Medlemmer af Picidae findes i hele verden, bortset fra de dele af det gamle Gondwana, som de ikke nåede frem til: Australien, New Zealand, Madagaskar og Antarktis. De fleste arter lever i skove eller skovområder.

Picidae er blot en af de otte nulevende familier i ordenen Piciformes. DNA-sekvensanalyser har vist, at de udgør en klade.

Der er omkring 240 arter og omkring 35 slægter i denne familie. Mange arter er truede eller udryddelsestruede på grund af tab af levesteder eller fragmentering af levesteder.

Udseende og særlige tilpasninger

Spætter er kendetegnet ved en række specialiserede træk, som gør dem særligt godt rustet til at hakke i træ:

  • Stærk, mejselagtig næb: Kort og kraftigt for at hakke i bark og ved.
  • Stødabsorberende kranie: Unikke kraniestrukturer og svampet knoglevæv beskytter hjernen mod gentagne stød.
  • Lang, klæbrig og ofte torneagtig tunge: Kan nå insekter dybt i sprækker; hos nogle arter er tungen opbevaret i et rør omkring kraniet.
  • Zygodactyle fødder: To tæer frem og to tilbage giver fast greb om lodrette stammer.
  • Stive halefjer: Bruges som støttepude, når fuglen støder mod træstammer.

Adfærd og føde

De fleste spætter søger føde ved at hakke i træer. Kosten består primært af insekter og larver, men mange arter spiser også frø, bær, saft og nogle gange dyrisk føde som små firben eller fugleæg. En særlig adfærd er trommen — hurtige gentagne hak, som bruges til kommunikation og til at markere territorium. Trommeslag kan være lige så vigtigt som sang for mange arter.

Reproduktion og redebygning

De fleste spætter bygger hulrugende reder ved at udhule træer; hulerne fungerer både som rede og som skjul. Hulrugningen gør spætter til nøglearter i skovøkosystemer, da tomme huler senere kan blive brugt af andre fugle, flagermus og pindsvin. Parforholdet varierer — mange arter danner monogame par, som samarbejder om rugning og ungernes pasning.

Udbredelse og levesteder

Som nævnt findes spætter globalt, bortset fra visse isolerede områder. De dominerer især i skove, både løv- og nåleskove, men mange arter trives også i parker, landbrugsland med spredte træer og i buskvegetation. Nogle arter foretrækker gamle, døde træer (vigtige for udhuling), mens andre kan tilpasse sig yngre bevoksninger eller bymiljøer.

Taxonomi og mangfoldighed

Familien Picidae rummer et stort spektrum af størrelse og adfærd — fra små piculetter til større træhakkerarter. Systematikken er baseret på morfologi og i stigende grad på molekylære data, som har afklaret slægtskaber inden for Piciformes og understøttet, at Picidae udgør en sammenhængende klade.

Trusler og bevaring

Mange spætter er følsomme over for ændringer i skovstruktur og tilgængeligheden af dødt ved. De største trusler er:

  • Tab af gamle skove og dødt træ gennem skovbrug og rydning.
  • Fragmentering af levesteder, som hindrer spætters bevægelighed og spredning.
  • Forurening og brug af pesticider, som reducerer tilgængelig føde.
  • Klimaforandringer, der kan påvirke fødegrundlag og træarters udbredelse.

Nogle arter er rødlistede lokalt eller globalt, og bevarende tiltag omfatter blandt andet beskyttelse af gamle skovpartier, bevarelse af dødt ved og etablering af redekasser, hvor naturlige huller mangler.

Økologisk og kulturel betydning

Spætter spiller en vigtig økologisk rolle ved at kontrollere insektbestande og ved at skabe hulrum, som andre arter afhænger af. De er også populære hos fugleinteresserede og indgår ofte i folkelig kultur og symbolik. I mange områder bruges observation af spætter som indikator for skovkvalitet.

At observere spætter

  • Lyt efter trommen og karakteristiske kald, især om foråret.
  • Søg i døde eller angrebne træer, stammer og grene — her findes ofte føde eller reder.
  • Se efter firkantede hak i barken og små flisede huller, som indikerer fødesøgning eller udhuling til rede.
  • Brug kikkert og hold afstand for ikke at forstyrre par i reder.

Samlet set er Picidae en mangfoldig og økologisk vigtig fuglefamilie med særlige tilpasninger til at udnytte træernes ressourcer. Beskyttelse af varierede og gamle skovstrukturer er central for at sikre mange af disse arters overlevelse.