Spætter (Picidae): Fakta om arter, udbredelse og levesteder
Spætter (Picidae): Lær om 240 arter, deres globale udbredelse, levesteder, adfærd og trusler mod biodiversiteten. Fakta, billeder og bevaringstips.
Spætterne og deres nære slægtninge piculetterne, vrynecks og sapsuckers tilhører familien Picidae. De er nærmest vandrefugle. Medlemmer af Picidae findes i hele verden, bortset fra de dele af det gamle Gondwana, som de ikke nåede frem til: Australien, New Zealand, Madagaskar og Antarktis. De fleste arter lever i skove eller skovområder.
Picidae er blot en af de otte nulevende familier i ordenen Piciformes. DNA-sekvensanalyser har vist, at de udgør en klade.
Der er omkring 240 arter og omkring 35 slægter i denne familie. Mange arter er truede eller udryddelsestruede på grund af tab af levesteder eller fragmentering af levesteder.
Udseende og særlige tilpasninger
Spætter er kendetegnet ved en række specialiserede træk, som gør dem særligt godt rustet til at hakke i træ:
- Stærk, mejselagtig næb: Kort og kraftigt for at hakke i bark og ved.
- Stødabsorberende kranie: Unikke kraniestrukturer og svampet knoglevæv beskytter hjernen mod gentagne stød.
- Lang, klæbrig og ofte torneagtig tunge: Kan nå insekter dybt i sprækker; hos nogle arter er tungen opbevaret i et rør omkring kraniet.
- Zygodactyle fødder: To tæer frem og to tilbage giver fast greb om lodrette stammer.
- Stive halefjer: Bruges som støttepude, når fuglen støder mod træstammer.
Adfærd og føde
De fleste spætter søger føde ved at hakke i træer. Kosten består primært af insekter og larver, men mange arter spiser også frø, bær, saft og nogle gange dyrisk føde som små firben eller fugleæg. En særlig adfærd er trommen — hurtige gentagne hak, som bruges til kommunikation og til at markere territorium. Trommeslag kan være lige så vigtigt som sang for mange arter.
Reproduktion og redebygning
De fleste spætter bygger hulrugende reder ved at udhule træer; hulerne fungerer både som rede og som skjul. Hulrugningen gør spætter til nøglearter i skovøkosystemer, da tomme huler senere kan blive brugt af andre fugle, flagermus og pindsvin. Parforholdet varierer — mange arter danner monogame par, som samarbejder om rugning og ungernes pasning.
Udbredelse og levesteder
Som nævnt findes spætter globalt, bortset fra visse isolerede områder. De dominerer især i skove, både løv- og nåleskove, men mange arter trives også i parker, landbrugsland med spredte træer og i buskvegetation. Nogle arter foretrækker gamle, døde træer (vigtige for udhuling), mens andre kan tilpasse sig yngre bevoksninger eller bymiljøer.
Taxonomi og mangfoldighed
Familien Picidae rummer et stort spektrum af størrelse og adfærd — fra små piculetter til større træhakkerarter. Systematikken er baseret på morfologi og i stigende grad på molekylære data, som har afklaret slægtskaber inden for Piciformes og understøttet, at Picidae udgør en sammenhængende klade.
Trusler og bevaring
Mange spætter er følsomme over for ændringer i skovstruktur og tilgængeligheden af dødt ved. De største trusler er:
- Tab af gamle skove og dødt træ gennem skovbrug og rydning.
- Fragmentering af levesteder, som hindrer spætters bevægelighed og spredning.
- Forurening og brug af pesticider, som reducerer tilgængelig føde.
- Klimaforandringer, der kan påvirke fødegrundlag og træarters udbredelse.
Nogle arter er rødlistede lokalt eller globalt, og bevarende tiltag omfatter blandt andet beskyttelse af gamle skovpartier, bevarelse af dødt ved og etablering af redekasser, hvor naturlige huller mangler.
Økologisk og kulturel betydning
Spætter spiller en vigtig økologisk rolle ved at kontrollere insektbestande og ved at skabe hulrum, som andre arter afhænger af. De er også populære hos fugleinteresserede og indgår ofte i folkelig kultur og symbolik. I mange områder bruges observation af spætter som indikator for skovkvalitet.
At observere spætter
- Lyt efter trommen og karakteristiske kald, især om foråret.
- Søg i døde eller angrebne træer, stammer og grene — her findes ofte føde eller reder.
- Se efter firkantede hak i barken og små flisede huller, som indikerer fødesøgning eller udhuling til rede.
- Brug kikkert og hold afstand for ikke at forstyrre par i reder.
Samlet set er Picidae en mangfoldig og økologisk vigtig fuglefamilie med særlige tilpasninger til at udnytte træernes ressourcer. Beskyttelse af varierede og gamle skovstrukturer er central for at sikre mange af disse arters overlevelse.
Spætternes stivnede haler hjælper dem med at klatre og søge føde. Halen bruges som en støtte. Her hviler en sortbroget flammesnapper, mens den søger føde ved at bruge halen som støtte.
En sortspættehane i pleje af sine unger
Huller boret af spætter, Gatineau Park, Quebec
elfenbensnæbbet spætte
Vaner
Alle spætternes særlige kendetegn (træk) er tilpasninger til deres levevis.
Medlemmerne af familien Picidae har stærke næb til at bore og tromme i træer og lange klæbrige tunger til at suge føde ud af træerne. Næbbet hos piculetter og vipstjerne er kortere og mindre stærkt og skarpt end hos spætter, men deres morfologi er meget lig hinanden.
Spætter bevæger sig hovedsageligt på træstammer, hvor de holder sig på plads støttet af deres stive halefjer. Spætmejser og vipstjerner lever hovedsagelig på grenene, og de mangler de stive halefjer.
Spættens næb har en mejsellignende spids, der holdes skarp af den hakkende bevægelse på træ. På grund af deres mindre næb vil mange spætter og vipstjerter oftere end spætter søge føde i rådnende træ. De lange klæbrige tunger, som har børster, hjælper fuglene med at gribe og udvinde insekter dybt inde i et hul i et træ. Detaljerede undersøgelser, der blev offentliggjort i 2004, viste, at tungen vikler sig om byttet, før den trækkes ud.
Forebyggelse af hjerneskader
Mange af spætternes fouragerings-, yngle- og signaladfærd indebærer trommeslag og hammerslag med næbbet. For at undgå hjerneskader fra de hurtige og gentagne nedbremsninger har spætter en række tilpasninger, der beskytter hjernen. Disse omfatter bl.a. en lille hjernestørrelse, hjernens orientering i kraniet (hvilket spreder kontaktområdet mellem hjernen og kraniet) og den korte varighed af kontakten.
Den ulige længde af den øverste og nederste del af næbbet (den nederste del er længere) tjener til at styre slagkraften nedad, væk fra hjernen. Spætternes hjerne er desuden fastholdt i et kranium med ujævne, svampede plader, der absorberer stød. For det tredje har spætterne et særligt tungeben, der går fra næbbet og løber over kraniet for at omslutte deres hjerne fuldstændigt. Det holder hjernen på plads. Det er hjernens bevægelse inde i kraniet under slaget, mere end selve slaget, der forårsager hjernerystelser. Hvis hjernen holdes på plads, er risikoen for skader meget mindre.
Andre tilpasninger
Millisekundet før kontakt med træet lukker en fortykket niktitatmembran sig og beskytter øjet mod flyvende vragrester. Næseborene er også beskyttede; de er ofte spalteformede og har særlige fjer til at dække dem.
Spætter, skovspætter og vryghalser har alle zygodaktyle fødder. Disse fødder har fire tæer, hvor den første og den fjerde er bagudvendt, og den anden og tredje er fremadvendt. Dette fodarrangement er godt til at gribe fat i træernes lemmer og stammer. Medlemmer af denne familie kan gå lodret op ad en træstamme. Ud over de stærke kløer og fødder har spætter korte, stærke ben. Dette er typisk for fugle, der regelmæssigt fouragerer på stammer. Halen hos alle spætter undtagen pikspætter og vipstjerter er stivnet, og når fuglen sætter sig på lodrette overflader, arbejder halen og fødderne sammen om at støtte den.
Wrynecks
Vendehalsene (slægten Jynx) er to arter af små spætter fra den gamle verden.
De ligner meget ægte spætter, men mangler de stive halefjer, som spætterne bruger, når de klatrer i træer. De er mere tilbøjelige til at sidde på en gren end på en oprejst stamme. Deres næb er kortere og mindre dolkagtigt end hos de ægte spætter. Deres vigtigste bytte er myrer og andre insekter, som de finder i rådnende træ eller næsten bar jord. De genbruger spættehuller til redebygning i stedet for at lave deres egne huller. Æggene er hvide, som hos mange hulrugende fugle.
Disse fugle kan dreje hovedet næsten 180 grader. Når de bliver forstyrret i reden, bruger de denne slangeagtige hoveddrejning og hvæsende lyd som en trusselsmanøvre. Denne mærkelige adfærd førte til, at de blev brugt i heksekunsten, hvor de blev brugt til at kaste en "ulykke" over nogen.
Vendehals
Spørgsmål og svar
Q: Hvad hedder spætter og deres nærmeste slægtninge?
A: De kaldes familien Picidae, som omfatter piculets, wrynecks og sapsuckers.
Q: Hvilken type fugle er medlemmer af Picidae-familien?
A: Det er fugle, der er tæt på at være pattedyr.
Q: Hvor kan man finde medlemmer af Picidae-familien?
A: Medlemmer af Picidae-familien findes over hele verden, bortset fra Australien, New Zealand, Madagaskar og Antarktis.
Q: I hvilken type levesteder lever de fleste medlemmer af Picidae-familien?
A: De fleste arter lever i skove eller skovområder.
Q: Hvor mange familier er der i ordenen Piciformes?
A: Der er otte nulevende familier i ordenen Piciformes.
Q: Hvad har DNA-sekvensanalyser vist om Picidae-familien?
A: DNA-sekvensanalyser har vist, at de er en klade.
Q: Hvad er nogle af truslerne mod Picidae-familien?
A: Mange arter er truede eller udryddelsestruede på grund af tab af levesteder eller fragmentering af levesteder.
Søge