Slaget ved Harpers Ferry blev udkæmpet den 12.-15. september 1862. Det var en del af Maryland-kampagnen under den amerikanske borgerkrig. Da general Robert E. Lees konfødererede hær invaderede Maryland, blev en del af hans hær under generalmajor Thomas J. "Stonewall" Jackson sendt af sted for at indtage Harpers Ferry. Hans tropper omringede, bombarderede og indtog Unionens garnison i Harpers Ferry i Virginia (nu West Virginia). Dette var en stor sejr til relativt små omkostninger.

Baggrund og betydning

Harpers Ferry lå strategisk ved sammenløbet af Potomac og Shenandoah-floderne og ved Baltimore & Ohio-jernbanen. Byen rummede desuden et arsenal og var et vigtigt trafikknudepunkt. For Lee var kontrol med Harpers Ferry vigtig for at sikre flankerne på hans invasion af Maryland og for at afskære Unionens kommunikations- og forsyningslinjer. En hurtig erobring ville også give betydelige mængder materiel og fanger.

Jacksons taktiske manøvre

Jacksons styrker ankom for at belejre garnisonen og fokuserede på at besatte de høje positioner rundtom byen – især Bolivar Heights, Maryland Heights og Loudoun Heights – som kontrollerede de nedre tilgange til Harpers Ferry. Ved at gribe de dominerende højder kunne konfedererede batterier etablere effektive bombardementer ned i dalen og på unionstropperne i byen. Belejringen begyndte 12. september og sluttede med overgivelsen den 15. september.

Garnisonen og overgivelsen

Unionens garnison var under kommando af kolonel Dixon S. Miles. Under bombardementet blev Miles såret; han blev senere dødeligt såret og døde kort efter overgivelsen. Under pres fra de omringende poster og manglende udsigt til redning besluttede Miles at overgive garnisonen den 15. september. Omkring 12.000 unionstropper blev taget til fange – et af krigens største individuelle kapitulationstilfælde – sammen med et betydeligt depot af våben, ammunition og forsyninger.

Tab og konsekvenser

  • Konfødererede tab var relativt beskedne sammenlignet med gevinstens størrelse, hvilket bidrog til at gøre aktionen taktisk succesfuld for Jackson.
  • Den store fangst af soldater og materiel styrkede midlertidigt Lee-hærens ressourcer og gjorde det muligt for ham at koncentrere styrker mod nord, hvilket førte op til slaget ved Antietam kort efter.
  • For Unionen førte overgivelsen til hård kritik af garnisonens ledelse og af manglende koordination i forsvarsplanlægningen i området.

Efterspil og historisk vurdering

Slaget ved Harpers Ferry fremhæves ofte som et eksempel på Stonewall Jacksons evne til hurtig og målrettet operationel bevægelse og omhyggelig udnyttelse af terrænet. Samtidig illustrerer det de taktiske og ledelsesmæssige problemer i Unionens forsvar af spredte, strategiske positioner. Lee kunne efter sejrens sikring flytte sine styrker videre mod Antietam, men kampagnens videre forløb viste også begrænsningerne i, hvor langt en enkelt suksess kunne ændre krigens strategiske retning.