Feltartilleri i den amerikanske borgerkrig

Glatløbet kanon

Før udbruddet af den amerikanske borgerkrig tilskyndede den amerikanske regering ikke til nogen ny udvikling inden for ammunition. De fleste våbeneksperter i det amerikanske våbenministerium var ældre militærfolk, som mente, at det, der fungerede under den mexicansk-amerikanske krig, også ville fungere nu og ikke behøvede at blive forbedret. Opfinderne måtte gå igennem årelange eksperimenter i marken og politisk bureaukrati for at få deres ideer indført. De fleste brugte deres egne penge og kunne miste alle deres penge i forsøget på at indføre en ny idé.

De tidlige kanoner blev identificeret med betegnelsen "pounder" (forkortet "pdr"). Dette henviste til vægten af den kanonkugle, som kanonen affyrede. En 12 pounder affyrede f.eks. et rundt 5,4 kg (12 pund) solidt stykke stål. I det 17. århundrede, da haubitser blev udviklet, begyndte betegnelsen pounder at blive brugt mindre og mindre, selv om den blev brugt gennem borgerkrigen. Glatte boringer omfattede både kanoner og haubitser. Begge havde kortere løb og brugte en højere projektilbane. Begge var mindre præcise end riflede kanoner.

Den 12-pundede Napoleon model 1857 med grønt løb udgjorde 40 % af kanonerne på begge sider. Det var den mest anvendte kanon. De var tunge på 1.200 kg (2.600 pund), hvilket gjorde dem svære at trække for et hold på seks heste. Kanonbesætningen på Napoleon bestod af seks mand. Den kunne affyre en kugle, en granat eller et kanonslag ud til en rækkevidde på 1.400 yards (1.300 m) med en hastighed på 1.440 fod i sekundet (eller 439 meter i sekundet). Den brugte en ladning på 1,1 kg sortkrudt. Unionen fremstillede 1.156 enheder, mens Konføderationen fremstillede 501. Da de ikke havde samme produktionskapacitet som Nordstaterne, forsøgte konføderationerne at erobre så mange af de unionsfremstillede Napoleon 12-pundskytter, som de kunne. Model 1857 blev fremstillet for at erstatte model 1841 6-pundskytten, men begge blev brugt under borgerkrigen af nødvendighed.

På afstande på 400 yards (370 m) eller mindre var den mest effektive feltpistol model 1842 12-punds haubitsen. Den vejede kun 360 kg og kunne let flyttes i stilling med håndkraft. Dens store granater gav den en meget god ildkraft, men dens korte rækkevidde (lidt over 1.000 yards (910 m)) var mindre end 6-pundskanonens. De var nemme mål for fjendens artilleri, som normalt havde større rækkevidde. De var populære til tæt infanteriunderstøttelse. Ved slaget ved Gettysburg skulle ni af disse ledsage Pickett's Charge. På grund af en vis forvirring i de konfødererede rækker vedrørende ordrerne og meget præcis artilleriild fra Unionen blev alle ni taget ud af slaget, inden Picketts mænd krydsede slagmarken. De glatløbede kanoner forblev den mest foretrukne teknologi under krigen.

Dele af en kanon ( klik for at forstørre )

Riflet kanon

"Forskellen i præcision er, at den glatløbede kan ramme laden på en kilometers afstand, mens den riflede kan ramme ladeporten".

Selv om de mest blev brugt af Unionens hær, var riflede kanoner stadig en ny idé og var ikke særlig populære blandt artilleriofficerer og feltkommandanter. Riflede kanoner blev betegnet ved diameteren af løbets boring i tommer. I 1860 anbefalede Ordnance Board, at halvdelen af de eksisterende bronzekanoner med glatløbede kanoner blev riflede. Men dette svækkede kanonerne så meget, at de ikke kunne holde til at blive affyret. Så eksperimentet blev hurtigt afsluttet. Normalt holdt løbet på glatløbede kanoner kun omkring 500 skud, før de måtte udskiftes. Riflede løb viste sig at holde meget længere i felten. De britisk fremstillede Armstrong- og Whitworth-kanoner var gode våben, men der var ikke nok af dem til at have nogen større indflydelse på krigen. Et problem med de riflede kanoner var, at de affyrede for langt væk til, at skytterne kunne se nøjagtigt, så de kunne afmærke deres mål. Da man brugte artilleriobservatører og balloner til artillerispotting, øgede man præcisionen af de riflede kanoner. Det tog længere tid og var vanskeligere at træne artilleribesætninger i brugen af riflede kanoner. General George McClellan var blandt de unionsofficerer, der mente, at det amerikanske terræn ikke var velegnet til disse våbens meget lange rækkevidde. Jefferson Davis, den konfødererede præsident, var af samme opfattelse. Alle disse faktorer bidrog til den langsomme accept af riflede kanoner.

Kanonen kaldet 3-tommers Ordnance Rifle (også kaldet 3-tommers Wrought Iron Rifle) var en tidlig favorit hos Ordnance Board på grund af dens nøjagtighed. Disse og andre riflede kanoner blev kendetegnet ved deres sorte løb. Der blev købt omkring 1.000 i løbet af krigen. De blev fremstillet af Phoenix Iron Works i Phoenixville, Pennsylvania. De blev fremstillet af smedejernsstrimler, der blev bøjet på en dorn og derefter svejset sammen. De blev derefter bearbejdet til deres endelige form. De tidlige prototyper blev affyret 500 gange uden tegn på slitage. Den var præcis og pålidelig i kamp. Konføderationen producerede også et 3-tommers orlogsgevær. Men brugen af jernmalm af lav kvalitet og dårligere riffelmaskineri gjorde disse kanoner mindre pålidelige.

En anden populær riflet type var Parrott-geværerne. Den oprindelige 10-pundsmodel havde en kaliber på 74 mm (2,9 tommer). Dette blev ændret til 3 tommer (76 mm) for at standardisere patronen. De havde støbejernsrør med en smedejernsforstærkningsstrimmel svejset rundt om bundstykket (bagsiden af kanonen).

Foto af en 3-tommers kanon i Gettysburg National Military Park

Artillerigranater

Der var grundlæggende fire typer artilleripatroner, der blev brugt under borgerkrigen:

• Solid Round Shot - Dette er en solid jernkugle, der kan bevæge sig flere kilometer. De var designet til at knuse målet.
• Eksplosive Shell - Det var en hul rund jernkugle fyldt med sort krudt. Den havde en lunte, der fik jernkuglen til at eksplodere, når den nåede målet. I dag finder folk af og til disse patroner begravet på marker og i baggårde. De kan stadig eksplodere med dødelige konsekvenser.
• Kugleformet hylster - Det er også fyldt med krudt og bruger en lunte. Det hule område er også fyldt med små jernkugler. Den blev brugt mod tropper og var normalt tidsindstillet til at gå af ved brysthøjde. Hylsterskud var beregnet til at dræbe eller såre fjendtlige soldater på den maksimale afstand, som kanonen kunne affyre.
• Canister Shot - Ligesom kugleformet hylster er det en granatsplinterpatron, der bruges mod fjendtlige troppeformationer. Den indeholder normalt mellem 20 og 30 store massive runde kugler. Når den affyres, spredes den ud i en kegleform fra mundingen som en stor haglbøsse. Når der var mangel på kanisterkugler, blev der brugt søm, jernskrot eller andre materialer. Canister var et våben med kort rækkevidde, der normalt var effektivt på op til 250 yards (230 m). Nogle artillerikommandanter brugte en teknik, hvor de affyrede kanister på jorden foran fremrykkende tropper. Effekten var, at kanisterne prellede ind i formationen og forårsagede flere dødsfald.

Artilleri-kuglebeholder til en 12-pundskanon

Våbenbesætninger

Til en gennemsnitlig artilleriarmatur var det nødvendigt med otte højtuddannede artillerister for at danne en kanonbesætning. Hvert medlem af besætningen blev trænet på kryds og tværs til at udføre alle de opgaver, der var nødvendige for at betjene en kanon. Hvis et besætningsmedlem blev dræbt eller såret, kunne et andet medlem af besætningen tage hans plads. Kanonbesætninger var blandt de bedst uddannede soldater i både Konføderationens og Unionens hære. De var også sårbare. De var nødt til at se deres mål for at ramme det. Hvis de kunne se deres mål, kunne de fjendtlige soldater, som de sigtede på, også se dem.

For at en kanonbesætning kunne affyre det maksimale antal præcise skud pr. minut, brugte de et system, hvor hver mand havde et nummer. Hans nummer angav hans hovedopgave:

• Nummer 1 - Svampe ud af tønden for at fugte eventuelle varme punkter eller gnister. Derefter presser han patronen (kanonkugle og krudt eller granat) ned i løbet.
• Nummer 2 - Bruger en "orm" (en stor proptrækker på en stang) for at sikre sig, at der ikke sidder noget fast i tønden. Derefter fylder han patronen og ladningen i løbet, så den er klar til at blive rammet.
• Nummer 3 - Dækker ventilationshullet med sin tommelfinger med en særlig handske. Derefter gennemborer han den ladede krudtsæk med et spyd.
• Nr. 4 - Placer friktionsprimmeren i det udluftningshul, der lige er blevet forberedt i nr. 3. På kommandoen "ild" trækker han i den snor, der er fastgjort til tændingen, hvilket affyrer pistolen.
• Nummer 5 - Bærer patronen fra limbinen til artilleripiloten.
• Nummer 6 - Har ansvaret for ammunitionsboksen på limbinen og forbereder friktionsprimere.
• Nummer 7 - Giver runden hver gang til nummer 5.
• Kanonér - Justerer og sigter artilleripjernet.

Hver kanon eller artilleri havde en sergent, som havde kommandoen over kanonen.

Våbenbesætning

Batteripersonale

• Sektionschef - En løjtnant havde kommandoen over en "sektion" på to kanoner.
• Batterikommandant - En kaptajn havde normalt kommandoen over et batteri på seks kanoner (fire kanoner i et konfødereret batteri).
• Førstesergent - Også kaldet ordenssergent, som hjalp batteriets kommandør med administrative opgaver. Han var næstkommanderende for sin kaptajn.
• Kvartermestersergent - Var ansvarlig for forsyninger og logistik.
• Artificer - En smed, der reparerede kanoner.
• Hovmager - Han sørgede for, at hestene var skoddet.
• Bugler - en eller to pr. batteri. En hornblæser var normalt ved batterikommandantens side, og hornblæseren kunne høres over en betydelig afstand. Artilleriets hornlyd var næsten identisk med kavaleriets hornlyd.
• Guidon - Blev båret i batteriets farver. Han var ofte den mest betroede mand i enheden.

• Teamsters og vognmænd - Til at styre alle de hestehold og vogne, der var nødvendige for at flytte batteriet.