Messe er det udtryk, der bruges til at beskrive fejringen af eukaristien i den romersk-katolske kirkes vestlige liturgiske ritualer, i de gamle katolske kirker, i den anglo-katolske tradition i anglikanismen og i nogle overvejende højkirkelige lutherske regioner: i skandinaviske og baltiske lande er den lutherske eukaristiske gudstjeneste også kendt som "messen".

Hvad er messen?

Messen er først og fremmest en gudstjenestelig fejring knyttet til nadveren/Eukaristien, der mindes Jesu sidste nadver og hans offer. Den udgør centrum i kirkens liturgi i de kirkelige traditioner, der bruger betegnelsen, og forener bøn, skrifter, nadver og fællesskab. For troende er messen både en hukommelse (memorial) og en virkelig nadverhandling, hvor nadverens betydning og virkelighed forstås forskelligt i forskellige traditioner.

Historisk udvikling

Messen går tilbage til den tidlige kirkes nadverfejringer og er udviklet fra enkel agapefejring og brevlæsning til faste liturgiske formularer. I middelalderen blev den vestlige messe formet af romersk praksis; efter reformationen udviklede luthersk og anglikansk liturgi sig parallelt med egen teologi. Efter Tridentinerkonsilet (1500-tallet) blev den romerske messe standardiseret i den såkaldte tridentinske messe. I 1960'erne førte Andet Vatikankonsil til betydelige reformer, bl.a. større brug af modersmål og en forenkling af ritualer i den romerske kirke.

Struktur og hoveddele

De fleste messer i de vestlige traditioner følger en grundlæggende struktur, om end formuleringer og praksis varierer:

  • Indledende ritualer: samling, indrømmelse af synd (confiteor/kyssing af freden i nogle varianter), indgangssalme og bøn.
  • Ordets liturgi: læsninger fra Skriften, salme eller respons, prædiken og trosbekendelse.
  • Eukaristiets liturgi: præsentation af brød og vin, nadverbøn (eller institutionens ord), konsekreation og mysteriumets fejring.
  • Kommunion: uddeling af nadveren til menigheden og taksigelsesbøn.
  • Afsluttende ritualer: velsignelse og udsendelse.

Forskelle mellem traditionerne

  • Romersk-katolsk: Lærer ofte transsubstantiation som forklaring på Kristi nærvær i nadveren; messens former omfatter både den efter-conciliarle «ordinære form» (på sprog som folk forstår) og den tidligere tridentiske «ekstraordinære form» (latin). Reservation af det indviede brød og eukaristisk tilbedelse (adoration) findes i katolsk praksis.
  • Anglikansk/episkopal: Omfatter et spektrum fra mere protestantisk til klart katolsk (anglo-katolsk). Brugen af Book of Common Prayer eller nyere missaler kan variere, og anglikanere har forskellige forståelser af nadverens realitet, fra symbolsk til faktisk nærvær.
  • Luthersk: I højkirkelige områder omtales gudstjenesten ofte som messe; luthersk teologi taler typisk om «virkelig nærvær» (sakral forening eller sacramental union), men ikke nødvendigvis samme terminology som katolikker. Liturgierne kan være meget ceremonielle eller mere enkle afhængigt af lokal tradition.
  • Gamle katolske: Bevarer mange traditionelle vestlige liturgiske elementer men adskilte sig historisk fra Roma efter spørgsmål om pavedømme; deres messe svarer ofte tæt til den romerske liturgi i form og indhold.

Praksis og deltagelse

Måde og omfang af deltagelse varierer: i nogle kirker er nadveren «lukket» (kun for medlemmer i god stand), mens andre praktiserer «åben kommunion» for alle døbte eller for alle tilstedeværende. Lege- og tjenesteformer i messen kan omfatte præster, bisper, diakoner, akolyter, korsangere, læsere og kommunionhjælpere. Efter Vatikankoncillet er der i mange kirker større plads til lægmandsdeltagelse og sprog, der forstås af menigheden.

Musik, kunst og liturgiske genstande

Musik spiller en central rolle i messefejringen: gregoriansk sang, korpolyfoni, orgelmusik og moderne salmer anvendes afhængig af tradition og tidspunkt. Liturgiske beklædninger (f.eks. messehagel/chasuble, alba, stole) samt altergenstande (kalk, paten, ciborium, monstrans) er almindelige elementer i de fleste varianter af messen.

Økumeniske perspektiver

Messen er også et emne i økumeniske samtaler mellem katolske, anglikanske og lutherske kirker, hvor man drøfter fælles rødder, forskelle i nadverforståelse og muligheder for fælles fejringer. Mens en fuld enighed om alle teologiske spørgsmål endnu ikke er opnået, har dialogen ført til bedre gensidig forståelse og nogle gange fælles pastoral praksis.

Nutidige tendenser

Moderne tendenser i messen omfatter større brug af det lokale sprog, fokus på aktiv deltagelse, liturgisk fornyelse i musik og kunst samt forsøg på at gøre liturgien mere inkluderende. Samtidig findes der bevægelser, både i og uden for kirkerne, der søger at bevare eller genindføre mere traditionelle former og sprog i messefejringen.