Mundingsladet våben (muzzleloader) – definition, typer og historie

Nogle af de tidligste muzzleloaders var tændstiklåse. Matchlocken, der er opkaldt efter sin affyringsmekanisme, var den første opfindelse, der gjorde det muligt at holde begge hænder på våbnet og samtidig holde skyttens øjne på målet. Konstruktionen gjorde det muligt at sænke en klud eller en pind med en flamme i enden - en såkaldt "tændstik" - ned i en "flashpan" fyldt med krudt, som antændte hovedladningen og affyrede pistolen. Tændstiklåse dukkede op i Europa omkring år 1400. Tændstiklåsmekanismen blev brugt til at fremstille musketer. Geværløbene var glatte indvendigt og brugte ammunition med runde kugler. De, der brugte musketerer, blev kaldt "musketerer". Meget få pistoler brugte dette design, men nogle haglgeværer fra denne periode var matchlocks.

Omkring 1509 var wheellock det næste fremskridt inden for muzzleloader-teknologien. Den havde ingen tændstik, der skulle holdes tændt, men genererede en gnist mekanisk med en hjulmekanisme. Men de var dyre at fremstille og billigere (halvdelen), så tændstiklåse forblev i brug.

Det tog yderligere 200 år at forbedre tændstiklåsen. Marin le Bourgeoys, en franskmand, er krediteret for at have opfundet Flintlock-mekanismen engang i 1620'erne. Han var på forskellig vis kunstner, armbrøstmager og våbensmed (harquebuzier). Fra 1660 til 1840 blev flintelåse-muskelspændte rifler og pistoler brugt af alle europæiske og amerikanske hære. Den producerede en gnist ved at en flint slog mod stålet, hvilket producerede en gnist og antændte tændpulveret. Ved at dække tændpulveret, indtil pistolen blev affyret, fungerede den normalt selv i blæsende eller fugtigt vejr. I 1722 efterlyste den britiske hær et standardmønster for en musket med flintlås med mundingsladning. Den resulterende model og dens varianter blev kaldt Brown Bess. Den forblev i brug indtil 1830'erne.

Perkussionskapselmekanismen var den næste store forbedring af skydevåben. Den blev også kaldt en kaplås. Perkussionskapslen var baseret på opdagelsen af kviksølvfulminat omkring år 1800. Når kviksølvfulminat rammes med et skarpt slag, detonerer det. I 1816 malede Joshua Shaw, en kunstner, der boede i Philadelphia, kviksølvfulminat på indersiden af kobberkapsler. Han monterede det over en lille nippel på affyringshullet over boringen. Når hammeren ramte slagkapslen, affyrede pistolen. I 1826 var de meget udbredt og havde erstattet flintlåsen.

Perkussionshætten gjorde det muligt at fjerne flammepanden, flintesten og fritteren. Den tilføjede et trin med at sætte en hætte på nippelkonen, men den var en reel fordel for tropperne i kamp. Perkussionskapsler var hurtige at lade og fungerede under næsten alle vejrforhold.

I 1869 blev centerfire-patronen opfundet. Den fungerede kun i baglæsningsvåben, og sammen erstattede de hurtigt mundladeren i almindelig brug.

Moderne morterer anvender en granat med drivladning og tændladning fastgjort i bunden. I modsætning til ældre morterer med mundingsladning, som blev ladet på samme måde som kanoner med mundingsladning, affyres den moderne morter ved at lade granaten falde ned i løbet. En stift i bunden affyrer tændkapslen, som derefter antænder den primære drivladning. Både den moderne morter og den ældre morter blev brugt til højvinkelskydning. Da morteren imidlertid ikke lader i separate trin, er definitionen af den som en mundingslader et spørgsmål om mening. I de enkleste vendinger lader den dog fra mundingsenden.

Der fandtes rå kanoner med mundingsladning i Kina fra omkring det 12. århundrede, muligvis tidligere. Et af de første våben, der blev brugt i Europa, var bombarden. Det var mundingsladere, der var bygget med tønder med forskellig diameter, så de kunne affyre alt fra en lille sten til en 20 tommer (510 mm) støbejernskugle. I det 16. århundrede begyndte kanoner med mundingsladning at erstatte bombardementer. Støbning var blevet meget bedre i Europa efter ca. 1570. I begyndelsen af 1500-tallet blev franske kanoner brugt til at opløse mænds massevis af mænd under deres felttog i Italien. Tyskerne havde nogle af de bedste skytter i Europa og udviklede kanoner, der kunne ramme mål på op til 1.500 yards (1.400 m) afstand. Dernæst udviklede svenskerne under Gustav Adolphus lette kanoner, som let kunne bevæge sig rundt på slagmarken. Han brugte en støbt 4-pundskanon, der vejede omkring 1,8 kg (4 pund) og kunne trækkes af blot to heste.

I 1742 skrev englænderen Benjamin Robins New Principles of Gunnery, hvor han tilføjede videnskab til ballistikområdet. Han udviklede karronader, som var korte, lette, mundingsladende glatløbede kanoner, der kunne bruges på skibsdækkene. Under den amerikanske revolutionskrig havde briterne en række forskellige kanoner samt morterer. Mange af de amerikanske våben var erobrede britiske kanoner.

I 1853 introducerede Frankrig Canon-obusier de 12, en 12-punder, der kunne affyre både hagl og granater, også kaldet "Napoleon". Den amerikanske hær overtog Napoleon 12-punderen i 1857 som Model 1857 12-Pounder Napoleon Field Gun. Den blev den mest populære feltkanon på begge sider under den amerikanske borgerkrig. De blev i sidste ende erstattet af kanoner med breach-loading-kanoner efter borgerkrigen.