Rifling

Historie

Gaspard Kollner, en våbenmager fra det 15. århundrede i Wien, anses af mange for at have opfundet riflingerne. Andre mener, at det var Augustus Kotter fra Nürnberg, der opfandt rifling omkring 1520. På nogenlunde samme tidspunkt affyrede nogle armbrøster en bolt (kort tung pil) gennem et rør med spiralformede riller. Dette gav bolten større stabilitet under flugten. Det er ikke sikkert, at disse blev brugt før riflingerne i geværløbene.

"Håndkanonen" blev første gang brugt i Kina i 1288. Fra denne tidlige begyndelse og en række forskellige kanoner blev den glatløbede musketer brugt i Europa i det 15. århundrede. Selv om den ikke kunne affyre og genlade så hurtigt som en bueskytte og ikke kunne genlades på hesteryg, kunne den gennemtrænge panser. Dens største fordel i forhold til buen var, at alle kunne lære at skyde med en musket på meget kort tid. Det tog meget længere tid at træne en bueskytte ordentligt. Den britiske hær brugte musketeren sammen med spidskytter indtil omkring 1705, hvor spidserne blev opgivet. I 1722 vedtog hæren en standardmusket kaldet Brown Bess og fortsatte med at bruge den indtil omkring 1830'erne. Musketterne brugte en rund støbt kugle, der var mindre i diameter end geværløbet. Når musketten blev affyret, hoppede kuglen derfor langs indersiden af løbet, når den blev affyret. Når den forlod løbet, kunne den tage en række forskellige veje, hvilket gjorde musketten upræcis. Derfor blev soldaterne samlet meget tæt sammen og skød i volley (alle på samme tid). Dette sendte kuglerne generelt i retning af fjenden, idet man regnede med, at i det mindste nogle af kuglerne ville ramme nogle af soldaterne. Røgen fra de gentagne vollies forhindrede soldaterne i at se, hvad de skød på. I kampens hede undlod soldater, der ønskede at genlade og skyde hurtigere, nogle gange at støde kuglen og krudtet ind i løbet med stødstokken. I stedet forsøgte de at sætte kuglen på plads ved at slå muskettens kolbe skarpt mod jorden. Dette reducerede effektiviteten endnu mere. Nogle gange gjorde kuglen ikke meget mere end at dryppe ud af løbet og kun tilbagelægge en kort distance.

Brugen af riflede musketerer, kaldet rifler, ændrede dette. Under den amerikanske revolutionskrig brugte amerikanerne musketerer. Men de havde også skytter, som brugte deres Kentucky-rifler. Den længere tønde var riflet for at sikre præcision på lang afstand. Amerikanske riffelskytter begyndte at sigte på britiske officerer i kamp i stedet for kun på enkelte soldater. Uden deres officerer, der gav dem hver eneste kommando, kunne de britiske soldater ikke fungere som en enhed. Den britiske kommando foragtede denne taktik og kaldte den "usportslig". Men amerikanerne fortsatte denne praksis frem til krigens afslutning.

I 1849 opfandt en fransk militærofficer, Claude-Étienne Minié, en kugle med en hul bund, der blev opkaldt efter ham og kaldt Minié-kuglen. Når kuglen blev affyret, udvidede den sig, så den passede til riflen i geværløbet. Dette gav den endnu større præcision over en længere afstand. Briterne brugte den i Krimkrigen mod de russiske styrker med stor succes. På tidspunktet for den amerikanske borgerkrig brugte både Unionens og Konføderationens hære af nødvendighed glatløbede musketerer. Men snart erstattede riflede musketerer med Minié-kuglen de glatløbede musketerer. Effekten var, at de ødelagde modstanderhæren på meget længere afstande.

Historie

De fleste skydevåben, der fremstilles i dag, har en riflet tønde. Der er grundlæggende tre bearbejdningsprocesser, der anvendes til at fremstille riflede tønder.

• Rifling med rømning - Bruger en rømning af hærdet stål med flere skærende ringe. Hver skærering er lidt større og skærer rillerne gradvist dybere. De riller af materiale fra geværløbet, der er tilbage efter rifling, kaldes for "lander".

• Button Rifling - (mest almindeligt anvendt) Skubber en hærdet stålknap ind i en pistol med uriflet løb. Riflingrillerne skæres ved meget højt tryk, som også polerer indersiden af løbet.

• Hammersmedet Rifling - Dette bruges til at skabe en type rifling kaldet "polygonal rifling". Der indsættes en dorn i tøndeblokken. Derefter hamres ydersiden af løbet, indtil den bliver mindre og danner riflingerne omkring dornet. Dornet fjernes derefter og efterlader en riflet tønde. Det sidste trin er at færdiggøre tøndens yderside og fjerne eventuelle hammermærker.

En kvindelig arbejder betjener en riffelmaskine til marinevåben i en Royal Gun Factory, 1918