Mikhail Botvinnik: Sovjetrussisk stormester og tredobbelt verdensmester i skak

Tidlige år

Mikhail Moiseyevich Botvinnik blev født i nærheden af Sankt Petersborg i en jødisk familie. Hans far var tandtekniker og kantor (hazzan) i den lokale synagoge. Hans mor var tandlæge, hvilket gjorde det muligt for familien at bo uden for det bosættelsesområde, som de fleste jøder i Rusland var begrænset til på det tidspunkt. Som følge heraf voksede Mikhail Botvinnik op på Nevskij Prospekt i Sankt Petersborg.

Hans far forbød ham at tale jiddisch i hjemmet, og Mikhail og hans storebror Issy gik i sovjetiske skoler. Mikhail Botvinnik sagde senere: "Jeg er jøde af blod, russisk af kultur og sovjetisk af opdragelse". ^p178

For at teste de sovjetiske skakmestres styrke organiserede Nikolai Krylenko skakturneringen i Moskva i 1925. På en hviledag under arrangementet gav verdensmester José Raúl Capablanca en samtidig opvisning i Leningrad. Botvinnik blev udvalgt som en af hans modstandere og vandt deres parti.

Botvinnik blev i 1928 optaget på Leningrad Universitets matematiske afdeling. I januar 1929 spillede han for Leningrad i studenterholdets skakmesterskab mod Moskva. Leningrad vandt, og holdlederen fik Botvinnik overflyttet til Polyteknisk Institut for Elektromekanik på Polyteknisk Institut.

Hans første fremskridt var ret hurtige. Han vandt Leningrad Masters-turneringen i 1930 med 6½/8 og fulgte dette op året efter ved at vinde mesterskabet i Leningrad med 2½ point over den tidligere sovjetiske mester Peter Romanovsky.

Sovjetisk mester

I 1931, i en alder af 20 år, vandt Botvinnik sit første sovjetiske mesterskab i Moskva med 13½ point ud af 17. I sensommeren 1931 blev han færdiguddannet som elektrotekniker. I 1933 gentog han sin sejr i det sovjetiske mesterskab i sin hjemby Leningrad med 14/19.

Kort efter arrangerede Ilyin-Genevsky, en af de ældre mestre og medlem af den sovjetiske ambassade i Prag, en kamp mellem Salo Flohr og Botvinnik. Botvinnik kom bagud med to partier ved slutningen af de første seks, der blev spillet i Moskva. Med hjælp fra sin gamle ven Viacheslav Ragozin og træner Abram Model fik han dog udlignet i Leningrad, og kampen blev spillet uafgjort. Da han beskrev festen efter kampen, skrev Botvinnik, at han på det tidspunkt dansede foxtrot og charleston på professionelt niveau.

I sin første turnering uden for Sovjetunionen, Hastings International Chess Congress 1934-35, opnåede Botvinnik kun en delt 5.-6. plads med 5/9. Han skrev, at Emanuel Lasker i London efter turneringen sagde, at hans ankomst kun to timer før første runde begyndte var en alvorlig fejl, og at han skulle have givet ti dage til akklimatisering. Botvinnik skrev, at han ikke begik denne fejl igen.

Botvinnik blev nummer et lige med Flohr, ½ point foran Lasker og et point foran José Raúl Capablanca i Moskvas anden internationale turnering, der blev afholdt i 1935. Efter at have rådført sig med Capablanca og Lasker foreslog Krylenko at tildele Botvinnik titlen stormester, men Botvinnik indvendte, at "titler ikke var det afgørende". Han accepterede dog en gratis bil og en 67% stigning i sit stipendium til postgraduate studier, begge stillet til rådighed af Folkekommissariatet for sværindustri.

En endnu stærkere dobbeltrundeturnering blev spillet i Moskva i juni 1936, og Botvinnik sluttede på andenpladsen, et point efter Capablanca og 2½ foran Flohr.

I begyndelsen af vinteren 1936 blev Botvinnik inviteret til at spille i en turnering i Nottingham, England. Krylenko godkendte hans deltagelse, og selv om hans sovjetiske rivaler forudsagde en katastrofe for ham, opnåede han en ubesejret delt førsteplads (+6 =8) sammen med Capablanca, ½ point foran den daværende verdensmester Max Euwe og de kommende amerikanske stjerner Reuben Fine og Samuel Reshevsky, og 1 point foran eks-mester Alexander Alekhine. Dette var den første turneringssejr for en sovjetisk mester uden for sit eget land. Da resultatet nåede Rusland, udarbejdede Krylenko et brev, der skulle sendes i Botvinniks navn til Stalin. Da Botvinnik vendte tilbage til Rusland, opdagede han, at han var blevet tildelt "æresmærket". Senere, i 1937, spillede Botvinnik uafgjort i et parti på tretten partier mod Grigory Levenfish.

Botvinnik vandt yderligere sovjetiske mesterskaber i 1939, 1944, 1945 og 1952, hvilket bringer hans samlede antal på seks - en rekord, som han deler med Mikhail Tal. I 1945 dominerede han turneringen med 15/17 point, og i 1952 spillede han uafgjort med Mark Taimanov og vandt slutspillet. I det post-sovjetiske Rusland er mesterskabet noget mindre stærkt, da der mangler deltagere fra de ikke-russiske lande. Alligevel er det stadig det stærkeste nationale mesterskab i verden, og Peter Svidler har vundet det seks gange.

Botvinnik havde indflydelse på udformningen af det system, der blev brugt til VM-konkurrencer fra 1948 til 1963. Viktor Baturinsky skrev: "Nu var det Botvinniks tur til at forsvare sin titel i overensstemmelse med det nye kvalifikationssystem, som han selv havde skitseret i 1946".

På baggrund af sine stærke resultater under og lige efter Anden Verdenskrig var Botvinnik en af fem spillere til at deltage i verdensmesterskabet i skak i 1948, som blev afholdt i Haag og Moskva. Han vandt turneringen overbevisende med en score på 14/20, tre point, og blev dermed den sjette verdensmester. Botvinnik holdt derefter titlen med to korte afbrydelser i de næste femten år, hvor han spillede syv verdensmesterskabskampe.

Botvinnik spillede ingen formelle konkurrencepartier efter at have vundet matchturneringen i 1948, før han forsvarede sin titel. I 1951 spillede han uafgjort med David Bronstein over 24 partier i Moskva, +5 =14 -5, og beholdt dermed verdenstitlen. Han kæmpede for at opnå remis i denne kamp mod Bronstein og havde (efter hans standard) svage turneringsresultater. Botvinnik spillede ikke på det sovjetiske hold, der vandt skakolympiaden i 1952 i Helsinki: spillerne stemte om opstillingen og placerede Botvinnik på andet bræt, med Keres på øverste bræt; Botvinnik protesterede og nægtede at spille. Keres' spillemæssige resultater fra 1950 til begyndelsen af 1952 havde været fremragende.

I 1954 spillede han uafgjort med Vasily Smyslov over 24 partier i Moskva, +7 =10 -7, og beholdt igen titlen. I 1957 tabte han til Smyslov med 9½-12½ i Moskva, men de dengang gældende regler tillod ham en revanche uden at skulle igennem Kandidat-turneringen, og i 1958 vandt han revanche i Moskva; Smyslov sagde, at hans helbred var dårligt under returkampen. I 1960 blev Botvinnik overbevisende slået 8½-12½ i Moskva af Tal, der nu var 23 år gammel, men igen udøvede han sin ret til en returkamp i 1961 og vandt med 13-8 i Moskva. Botvinniks spil var bedre end i kampen i 1960, primært på grund af grundig forberedelse. Botvinnik ændrede sin stil i returkampen, idet han undgik de taktiske komplikationer, som Tal udmærkede sig ved, og sigtede på lukkede stillinger og slutspil, hvor Tals teknik ikke var så fremragende. Desuden var Tal's helbred svingende. Til sidst, i 1963, tabte han titlen til Tigran Petrosian med 9½-12½ i Moskva. FIDE havde på det tidspunkt ændret reglerne, og han fik ikke lov til en omkamp. Rematch-reglen havde fået tilnavnet "Botvinnik-reglen", fordi han to gange nød godt af den.

Senere i livet

I 1970 trak Botvinnik sig tilbage fra konkurrenceskak, og han arbejdede på software til skakspil. Dette gav ikke noget væsentligt resultat, men hans arbejde som træner for unge topspillere bar frugt. Han døde af kræft i bugspytkirtlen i Moskva.