Mirza Ghalib

Tidligt liv

Han blev født i 1796 i Akbarabad (det nuværende Agra). Hans far Abdullah Beg Khan og onkel Nasrullah Beg Khan blev født sammen med hans collegevenner

i hæren. Mirza Ghalib blev forældreløs, da han kun var 5 år gammel. Han boede hos sin onkel i 4 år, da hans onkel også døde.  

Han begyndte at sige sher i selve Agra. Han giftede sig med Nawab Ilahi Baksh 'Maaroof's datter og flyttede derfor til Delhi. I Delhi helligede han sin fulde koncentration til poesi. Snart beherskede han det persiske sprog. For at ingen skulle kalde ham be-ustad ("uden lærer") opdigtede han en historie om, at han havde en iransk lærer Abdul Samad boende i huset i to år for at lære ham farsi. Ghalib var altid stolt af sin persiske poesi, men han er mere kendt for sin urdu-prosa og -poesi.

Senere i livet

Han har altid levet sit liv uden penge. Efter 1857 ophørte støtten fra den kongelige durbar. Pensionen fra den britiske regering blev stoppet, fordi han blev mistænkt for at støtte oprørerne. Han rejste endda til Calcutta for at genstarte pensionen, men uden held. Han gik til Nawab af Rampur, som lovede ham 200 rupees, hvis han boede i Rampur, og 100 rupees, hvis han boede et andet sted. Hans pension blev genoptaget tre år efter, men alle pengene blev brugt til at betale gammel gæld. Ghalib døde i 1869.

Breve

Ikke kun urdupoesi, men også prosaen står i gæld til Mirza Ghalib. Hans breve gav grundlaget for den lette og populære urdu. Før Ghalib var brevskrivning på urdu meget dekorativ. Han fik sine breve til at "tale" ved at bruge ord og sætninger, som om han talte til læseren. Ifølge ham "sau kos say ba-zabaan-e-qalam baateiN kiya karo aur hijr meiN visaal kay ma-zay liya karo" ["fra hundrede af kilometer taler man med penne-tungen og nyder glæden ved at mødes, selv når man er adskilt"]. Hans breve var meget uformelle, nogle gange skrev han bare personens navn og begyndte brevet. Han var selv meget humoristisk og gjorde også sine breve meget interessante. Han sagde "maiN koshish karta hooN keH koi aisi baat likhooN jo pa-Rhay kHoosh ho jaaye" [ Jeg vil gerne skrive de linjer, som den, der læser dem, skal nyde det] Da den tredje kone til en af hans venner døde, skrev han... "Allah allah aik woH log haiN jo teen teen teen dafaH iss qaid say chhooT chu-kaiN haiN aur aik hum haiN keH aik ag-lay pachas baras say jo phaNsi ka phaNda ga-lay meiN paRha hai to naH phaNda hi TuT-ta hai naH dum hi nikalta hai" [Allah Allah, der er nogle blandt os, der er blevet befriet fra fængslet tre gange, og jeg har i de sidste 50 år haft dette reb om halsen, og hverken dette reb knækker eller tager mit liv] Nogle lærde siger, at Ghalib ville have den samme plads i urdu-litteraturen selv alene på grundlag af hans breve.

Poesi

I urdu ghazals tilføjede Ghalib alle livets facetter til urdu ghazals sammen med kærlighed og skønhed. På grund af ham blev urdu ghazalens lærred meget udvidet.

Da Ghalib var meget optaget af persisk, brugte hans tidligere shers vanskelige ord, og hans fantasi var af en sådan art, at... "yaa to aap sam-jhay yaa kHuda sam-jhay" [ enten forstår du (Ghalib) eller Gud forstår]

Ghalib var ikke filosof, men han satte spørgsmålstegn ved tingene omkring sig. jub keH tujh bin nahiN koi maujood phir yeH hungaamaH ai kHuda kya hai [ når der ikke er nogen ud over dig; så åh Gud hvorfor er der så denne pandemonium]

Man finder også uartigheder i hans skrifter, han gør grin med alt og alle, inklusive sig selv. jiss meiN laakhoN baras ki hooreiN hoN aisi jannat ka kya ka-ray koi [ når kvinderne er millioner af år gamle, hvad vil jeg så gøre med det paradis]

Men Ghalibs sher har ikke kun en umiddelbar virkning på hjertet, men får dig også til at tænke.aah ko chahiye aik umr asar ho-nay tak kaun jeeta hai teri zulf kay sar ho-nay tak.

hum nay mana keH tagHaful naH karo-gay lekin kHaak ho jaaayeN-gay tum ko kHabar ho-nay tak.

daame hur mauj meiN hai hulqa-e-sad kaam nihaNg dekheiN kya guz-ray hai qat-ray peH guhar ho-nay tak.