Jakob den Retfærdige

Navn

Jakob blev kaldt "den retfærdige" på grund af sin asketiske praksis, som omfattede aflæggelse af nazaritløfter. Navnet er også med til at adskille ham fra andre vigtige personer i den tidlige kristendom, som f.eks. Jakob, Zebedæus' søn.

Han kaldes nogle gange "Jakob Adelphotheos" (bogstaveligt talt "Jakob, Guds bror" - græsk : Iάκωβος ο Αδελφόθεος ), baseret på beskrivelser i Det Nye Testamente. Jakobs navn var vigtigt i Jesu slægtsforskning, fordi han altid optræder først, når nogen opregner Jesu brødre og søstre, det betyder, at Jakob var Jesu ældste bror.

Livet

De kanoniske skrifter i Det Nye Testamente samt andre skriftlige kilder fra den tidlige kirke giver et indblik i Jakobs liv og hans rolle i den tidlige kirke. Synoptikerne nævner hans navn, men intet andet om ham, mens Johannesevangeliet og de første kapitler af Apostlenes Gerninger ikke engang nævner Jakob.

Apostlenes Gerninger viser i de senere kapitler, at Jakob var en vigtig person i det kristne samfund i Jerusalem. Da Peter, der på mirakuløs vis er sluppet ud af fængslet, må flygte fra Jerusalem, beder han om at få Jakob informeret (12,17). Da de kristne i Antiokia er bekymrede over, om hedningekristne skal omskæres for at blive frelst, og de sender Paulus og Barnabas til at rådføre sig med menigheden i Jerusalem der, spiller Jakob en fremtrædende rolle i formuleringen af rådets beslutning (15:13ff). Efter at Peter og Paulus har fremført deres sag, er det faktisk Jakob, der til sidst afgiver det, han kalder sin "dom" - den oprindelige betydning er tæt på "min afgørelse" - og bagefter accepterer alle den. Jakob bliver med andre ord vist som leder af gruppen i Jerusalem, hvilket er i modstrid med senere påstande om Peters forrang dér. Og da Paulus ankommer til Jerusalem for at aflevere de penge, han har indsamlet til de troende der, er det Jakob, han taler til, og som insisterer på, at Paulus rituelt renser sig i Herodes' tempel for at bevise sin tro og afvise rygter om at undervise i oprør mod Toraen (21,18ff) (en anklage om antinomianisme).

Paulus beskriver desuden Jakob som en af de personer, som den opstandne Kristus viste sig for (1. Korinther 15:3-8); senere i 1. Korinther nævner han Jakob på en måde, der antyder, at Jakob har været gift (9:5); og i Galaterne nævner Paulus Jakob sammen med Kefas (bedre kendt som Peter) og Johannes som de tre "søjler" i kirken, og som skal tjene de "omskårne" (generelt jøder og jødiske proselytter) i Jerusalem, mens Paulus og hans medmennesker skal tjene de "uomskårne" (generelt hedninger). (2:9, 2:12). Disse udtryk (omskårne/uomskårne) fortolkes generelt som jøder og grækere, som var fremherskende, men det er en forenkling, da der i det 1. århundredes provins Iudaea også var nogle jøder, som ikke længere var omskårne, og nogle grækere (kaldet proselytter eller jødedommere) og andre som f.eks. egyptere, etiopiere og arabere, som var det.