For personer og steder med navnet Saint James, se flertydig side.

Den hellige Jakob, Zebedæus' søn (død 44 e.Kr.) var en af Jesu disciple (lærlinge). Han var søn af Zebedæus og Salome og bror til evangelisten Johannes. Han kaldes Sankt Jakob den Større for at adskille ham fra den anden apostel ved navn Jakob (Jakob, søn af Alfæus). Jakob beskrives som en af de første disciple, der sluttede sig til Jesus. De synoptiske evangelier fortæller, at Jakob og Johannes var sammen med deres far ved kysten, da Jesus kaldte dem til at begynde at rejse (Mt.4:21-22, Mk.1:19-20). Ifølge Markus blev Jakob og Johannes kaldt Boanerges eller "tordenens sønner" (3:17). I Apostlenes Gerninger 12:1-2 står der, at kong Herodes lod Jakob henrette med sværd (Ap.12:1-2). Han var sandsynligvis den første af apostlene, der led martyrdøden for sin tro.

Liv og baggrund

Jakob omtales i evangelierne som medlem af Jesu indre kreds — ofte nævnt sammen med Peter og hans bror Johannes. Han var fisker af erhverv, ligesom sin far Zebedæus, og blev kaldt til at følge Jesus tidligt i Jesu virke. Epithetet Boanerges ("tordenens sønner") antyder, at Jakob og Johannes kunne være ildfulde eller følelsesladede i deres væsen. Jakob optræder i flere centrale episoder i evangelierne, herunder sammen med Peter og Johannes ved Forklarelse (Transfiguration) og ved Jesu bøn i Getsemane.

Apostolat og rolle

  • Som en af de tolv apostle deltog Jakob i Jesu offentlige virke og missionsopgaver.
  • Han var til stede ved flere særlige begivenheder, fx forløsningen af Jairus' datter og Forklarelse (de tre nærmeste disciple).
  • Navnet "Jakob den Store" bruges for at adskille ham fra andre apostle med samme navn, især Jakob, søn af Alfæus.

Martyrdøden

I Apostlenes Gerninger 12:1–2 berettes det, at kong Herodes (traditionelt forstået som Herodes Agrippa I) lod Jakob henrette med sværd omkring år 44 e.Kr. Dette gjorde ham ifølge traditionen til den første af apostlene, der led martyrdøden. Henrettelsen omtales kort i Det Nye Testamente uden detaljer om baggrunden, men den placeres i forbindelse med Herodes' forfølgelser af de tidlige kristne.

Kult, relikvier og arv

Efter hans død opstod en stærk kult omkring Jakob i flere kristne kredse. Han er særligt forbundet med Spanien via en middelalderlig tradition, der hævder, at hans relikvier blev bragt til den galiciske by Santiago de Compostela. Ifølge legenden blev hans grav "opdaget" i det 9. århundrede, og stedet udviklede sig til et af middelalderens vigtigste pilgrimssteder. Denne overlevering er genstand for historisk debat, og kilderne blander ofte legendeelementer med lokal tradition.

Jakob fejres som helgen med festdag den 25. juli. Han er skytshelgen for Spanien og for pilgrimme, og han afbildes ofte med pilgrimsudstyr (kappe, stav og kamskjell) og nogle gange med sværd, som symbol på hans martyrdød.

Betydning

Som medlem af Jesu indre kreds og som martyr blev Sankt Jakob den Store et vigtigt forbillede i den tidlige kirke. Hans tilknytning til pilgrimsbevægelsen og arven fra Santiago de Compostela har gjort ham til en af de mest kendte helgener i europæisk kristendom, både i religiøs og kulturel sammenhæng.