Inkarnationen i kristendommen – definition: Jesus som både Gud og menneske

Inkarnationen i kristendommen: Læs hvordan Jesus er både Gud og menneske — teologi, bibelgrundlag (Johannes 1:14), betydning og kirkens traditionelle lære.

Inkarnationen er den kristne tro på, at Jesus Kristus er Israels Gud i en menneskekrop. Ordet inkarneret stammer fra latin og betyder "i kødet" (in=i, carnis=kød). Læren om inkarnationen er helt central i kristendommen og står især i Det Nye Testamente i den hellige Bibel. I Bibelen siger Johannesevangeliet det kort og kraftfuldt i kapitel 1 vers 14: "Og Ordet blev kød og boede iblandt os." Troen går ud på, at Jesus — den ikke-skabte anden person i den treenige Gud — tog et menneskeligt legeme på sig og således blev både fuldt Gud og fuldt menneske.

Hvad betyder det konkret?

Når kristne taler om inkarnationen, skelner man mellem Guds guddommelige natur og menneskenaturen. Ifølge den klassiske teologi blev Sønnen (Jesus) ingenlunde ændret i sin guddommelighed, men han antog samtidigt alt det, der hører et menneskeliv til: krop, sjæl, vilje, følelser, og de begrænsninger, et menneskeligt liv indebærer (sult, træthed, smerte og død). Denne særlige forening af to naturer i én person kaldes ofte den hypostatiske forening eller på dansk "personforening". Det er vigtigt i teologien at understrege, at de to naturer ikke blev blandet til én (ikke en "mellemting"), men forenede i én person.

Bibelsk og teologisk grundlag

Udover Johannes 1:14 findes inkarnationslæren i flere tekster i Det Nye Testamente, fx i Paulus' breve hvor han beskriver Kristi komme i kød (f.eks. Filipperbrevet 2:6–8), og i evangeliernes beretninger om fødsel, liv, død og opstandelse. Den klassiske formulering af, hvordan de to naturer hænger sammen, blev fastlagt af de tidlige kirkemøder, især Konciliet i Chalcedon (451 e.Kr.), som fremlagde en definition, ofte kaldet chalcedonsk, der understreger at Kristus er «virkelig Gud og virkelig menneske» i to naturer, forenet i én person uden forandring, uden opløsning, uden adskillelse og uden opdeling.

Historiske uenigheder og alternative syn

Inkarnationslæren har gennem kirkens historie givet anledning til mange teologiske stridigheder. Nogle eksempler:

• Arianisme: Afviste, at Jesus er virkelig Gud i samme forstand som Faderen. Arianismen blev fordømt tidligt i kirkens historie.
• Nestorianisme: Fremhævede en skarp adskillelse mellem Kristi guddommelige og menneskelige person, hvilket førte til anklager om at have to personer. Den klassiske kirke afviste denne forståelse.
• Monofysitisme / Miaphysitisme: Påstod, at Kristus kun havde én natur efter inkarnationen (enten kun guddommelig eller en fusion af guddommelig og menneskelig). De orientalsk-ortodokse kirker formulerer Kristi enhed lidt anderledes (miaphysitisk), hvilket historisk har ført til uenighed med Chalcedons formulering, selvom både de orientalsk-ortodokse og de chalcedonske kirker bekender Kristi guddommelighed og menneskelighed.
• Moderne bevægelser: Der findes i nyere tid grupper som fx visse pinsegrupper, der har en såkaldt "enheds" (Oneness) doktrin, hvor Treenigheden forstås anderledes, og hvor skellet mellem Fader, Søn og Helligånd opfattes på en måde, som de fleste traditionelle kirker afviser.

Treemsforholdet og Helligånden

Den klassiske treenighedslære præciserer, at der er én Gud i tre personer: Faderen Gud, Sønnen, Jesus og Helligånden. Helligånden optræder flere steder i Bibelen; en af de mest kendte begivenheder er Pinsens komme, hvor ildtunger ses hvile over apostlenes hoveder, og de får kraft til at tale og forkynde evangeliet i mange sprog — en begivenhed der markerer Helligåndens særlige virke i menigheden. Jesu liv, lære, død og opstandelse samt Helligåndens tilstedeværelse er ifølge kristen tro midler til at åbenbare Guds kærlighed og gøre det muligt for mennesker at leve i fællesskab med Gud og hinanden.

Fejringer og betydning

Inkarnationen fejres særligt ved Bebudelsesfesten (på dansk normalt kaldet Bebudelsen eller Bebudelsesdagen), som falder den 25. marts — ni måneder før juledagen — og markerer, at Ordet tog bolig i Maria og blev menneske. Julen fejrer den historiske fødsel af Jesus, mens Bebudelsen fremhæver selve handlingen, hvor Guds Søn antager menneskenatur.

Hvorfor det betyder noget

For mange kristne er inkarnationen ikke kun en abstrakt dogme, men grundlaget for salig- og næstekærlighed: at Gud i Kristus blev menneske for at identificere sig med menneskers svagheder og lidelser, tilbyde frelse og åbne mulighed for et forsonet forhold mellem Gud og mennesker. Læren har også praktiske konsekvenser for kristen etik og spiritualitet — hvis Gud tog menneskelighed på sig, får menneskeliv og menneskelige erfaringer en særlig værdi og værdighed i kristen tænkning.

Inkarnationen forbliver dermed et af kristendommens centrale mysterier: en troserklæring om, at Gud valgte at komme i menneskelig form for at frelse og forene verden med sig selv gennem Jesus Kristus.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er inkarnationen?

Q: Hvad betyder "inkarneret"?

Spørgsmål: Hvad er grundlaget for denne tro?

Spørgsmål: Hvordan beskrives det i Johannes 1:14?

Sp: Hvem udgør den hellige treenighed?

Spørgsmål: Hvilke måder kan man vise Guds kærlighed gennem dødelige væsener på?

Søg efter bogstav